En folkefiende
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
EN FOLKEFIENDE.
SKUESPIL I FEM AKTER
ANDET OPLAG.
[ Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo. ]

KØBENHAVN.

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).

GRÆBES BOGTRYKKERI.

1897.
EN FOLKEFIENDE.
PERSONERNE:
Doktor Tomas Stockmann, badelæge.
Fru Stockmann, hans hustru.
Petra, deres datter, lærerinde.

Ejlif
Morten deres sønner, 13 og 10 år gamle.
Peter Stockmann, doktorens ældre bror, byfogd og politi-
mester, formand i badebestyrelsen o. s. v.
Morten Kiil, garvermester, fru Stockmanns plejefar.
Hovstad, redaktør af «Folkebudet».
Billing, medarbejder i bladet.
Skibskaptejn Horster.
Bogtrykker Aslaksen.
Deltagere i et borgermøde, mænd af alle stænder,
nogle kvinder og en flok skolegutter.
(Handlingen foregår i en kystby i det sydlige Norge.)

FØRSTE AKT.

(Aften i doktorens dagligstue, der er tarveligt men net udstyret
og møbleret. På sidevæggen til højre er to døre, hvoraf den
fjerneste fører ud til forstuen og den nærmeste ind til doktorens
arbejdsværelse. På den modsatte væg, lige over for døren til for-
stuen, er en dør til familjens øvrige værelser. Midt på samme
væg står kakkelovnen, og nærmere mod forgrunden en sofa med
spejl over og foran sofaen et ovalt bord med tæppe. På bordet
en tændt lampe med skærm. I baggrunden en åben dør til spise-
stuen. Dækket aftensbord med lampe på derinde.)
(Billing sidder inde ved spisebordet med en serviet under hagen.
Fru Stockmann står ved bordet og rækker ham et fad med et
stort stykke oksesteg. De øvrige pladse om bordet er forladte,
bordtøjet i uorden, som efter et endt måltid.)
Fru Stockmann.
Ja, når De kommer en time for sent, herr
Billing, så får De ta’ tiltakke med kold mad.
Billing
(spisende).
Det smager aldeles fortræffeligt, – ganske
udmærket.
Fru Stockmann.
De véd jo, hvor nøje Stockmann holder på
sin bestemte spisetid –
s. 6
Billing.
Det gør mig slet ingen ting. Jeg synes
næsten det smager bedst, når jeg kan sidde og
spise sådan ganske alene og uforstyrret.
Fru Stockmann.
Ja-ja, når det bare smager Dem, så –
(lytter mod forstuen). Der kommer visst Hovstad også.
Billing.
Kanske det.
(Byfogd Stockmann i overfrakke med uniformshue og stok
kommer ind.)
Byfogden.
Ærbødigst godaften, svigerinde.
Fru Stockmann
(går ind i dagligstuen).
Nej se, godaften; er det Dem? Det var da
snildt De vilde se op til os.
Byfogden.
Jeg gik just forbi og så – (med et blik mod spise-
stuen)
. Å, men De har nok selskab, lader det til.
Fru Stockmann
(lidt forlegen).
Nej aldeles ikke; det er rent tilfældigt.
(hurtigt.) Vil De ikke gå ind og ta’ en bid med?
Byfogden.
Jeg! Nej, mange tak. Gud bevare mig;
s. 7

varm mad om aftenen; det er ikke for min for-
døjelse.
Fru Stockmann.
Å, men for én gangs skyld –.
Byfogden.
Nej nej, gud velsigne Dem; jeg holder mig
til mit thevand og mit smørrebrød. Det er dog
sundere i længden, – og også lidt mere økono-
misk.
Fru Stockmann
(smiler).
De må nu ikke tro, at Tomas og jeg er
nogen rene ødelande heller.
Byfogden.
Ikke De, svigerinde; det være langt fra mig.
(peger mod doktorens arbejdsværelse.) Er han kanske ikke
hjemme?
Fru Stockmann.
Nej, han er gåt en liden tur efter maden,
– han og gutterne.
Byfogden.
Mon tro, det kan være sundt? (lytter.) Der
kommer han nok.
Fru Stockmann.
Nej, det er nok ikke ham. (det banker.) Vær
så god!
(Redaktør Hovstad kommer fra forstuen.)
s. 8
Fru Stockmann.
Å, er det herr Hovstad, som –?
Hovstad.
Ja, De får undskylde; men jeg blev opholdt
nede i trykkeriet. Godaften, herr byfogd.
Byfogden
(hilser lidt stivt).
Herr redaktør. Kommer formodentlig i for-
retninger?
Hovstad.
Tildels. Der er noget, som skulde ind i
bladet.
Byfogden.
Kan tænke mig det. Min bror skal være
en særdeles frugtbar forfatter i «Folkebudet»,
hører jeg.
Hovstad.
Ja, han tillader sig at skrive i «Folkebudet»,
når han har et sandhedens ord at sige om et og
andet.
Fru Stockmann
(til Hovstad).
Men vil De ikke –?
(peger mod spisestuen.)
Byfogden.
Bevares vel; jeg fortænker ham sletikke i,
at han skriver for den læsekreds, hvor han tør
vente at finde mest anklang. For øvrigt har jo
s. 9

jeg personlig ingen grund til at nære nogen
uvilje imod Deres blad, herr Hovstad.
Hovstad.
Nej, det synes jeg også.
Byfogden.
I det hele taget råder der en smuk fordrage-
lighedens ånd i vor by; – en rigtig god borger-
ånd. Og det kommer deraf, at vi har et stort
fælles anliggende at samle os om, – et anlig-
gende, som i lige høj grad vedkommer alle ret-
sindige medborgere –
Hovstad.
Badeanstalten, ja.
Byfogden.
Netop. Vi har vor store, nye, prægtige
badeanstalt. Pas på! Badet blir byens fornemste
livsbetingelse, herr Hovstad. Utvivlsomt!
Fru Stockmann.
Det samme siger Tomas også.
Byfogden.
Hvilket ganske overordentligt opsving har
ikke stedet taget bare i disse par år! Her er
kommet penge imellem folk; liv og rørelse. Byg-
ninger og grundejendomme stiger i værdi med
hver dag.
s. 10
Hovstad.
Og arbejdsløsheden tar af.
Byfogden.
Også det, ja. Fattigbyrden er bleven i en
glædelig grad formindsket for de besiddende
klasser og vil bli’ det endnu mere, hvis vi blot
dette år må få en rigtig god sommer; – rigtig
talrigt besøg af fremmede, – brav mange syge,
som kan bringe anstalten i ry.
Hovstad.
Og det er der jo udsigt til, hører jeg.
Byfogden.
Det tegner meget lovende. Hver dag ind-
løber der forespørgsler om boliger og sådant
noget.
Hovstad.
Nå, da kommer jo doktorens opsats netop
tilpas.
Byfogden.
Har han nu skrevet noget igen?
Hovstad.
Dette her er noget, han skrev ivinter; en
anbefaling for badet, en fremstilling af de gun-
stige sundhedsforholde her hos os. Men dengang
lod jeg opsatsen ligge.
s. 11
Byfogden.
Aha, der var formodentlig en eller anden
hage ved den?
Hovstad.
Nej, ikke det; men jeg syntes, det var bedre
at bie til nu udover våren; for nu begynder jo
folk at ruste sig og tænke på sommerophold –
Byfogden.
Meget rigtigt; overmåde rigtigt, herr Hovstad.
Fru Stockmann.
Ja, Tomas er såmænd utrættelig, når det gælder
badet.
Byfogden.
Nå, han står jo også i badets tjeneste.
Hovstad.
Ja, og så er det jo også ham, som har
skabt det fra først af.
Byfogden.
Er det ham? Ja så? Ja, jeg hører jo under-
tiden, at visse folk er af den mening. Men jeg
trode dog rigtignok, at jeg også havde en be-
skeden andel i dette foretagende.
Fru Stockmann.
Ja, det siger Tomas altid.
s. 12
Hovstad.
Ja, hvem nægter det, herr byfogd? De har
sat sagen i gang og ført den ud i det praktiske
liv; det véd vi jo alle. Men jeg mente bare, at
idéen kom fra først af fra doktoren.
Byfogden.
Ja, idéer har visselig min bror havt nok af
i sin tid – desværre. Men når noget skal sættes
iværk, så spørges der om andre slags mænd,
herr Hovstad. Og jeg trode rigtignok, at man
allermindst her i huset –
Fru Stockmann.
Men, kære svoger –
Hovstad.
Hvor kan dog byfogden –
Fru Stockmann.
Gå så ind og få Dem noget tillivs, herr
Hovstad; så kommer visst min mand imens.
Hovstad.
Tak; en liden bid kanske.
(han går ind i spisestuen.)
Byfogden
(noget dæmpet).
Det er mærkeligt med de folk, som stammer
direkte fra bønder; aldrig kan de lægge takt-
løsheden af.
s. 13
Fru Stockmann.
Men hvad er nu det værd at bry sig om?
Kan ikke De og Tomas dele æren som brødre?
Byfogden.
Jo, det skulde jo synes så; men det er nok
ikke alle og enhver, som nøjes med at dele,
lader det til.
Fru Stockmann.
Snak om en ting! De og Tomas kommer
jo så udmærket ud af det med hinanden. (lytter.)
Der tror jeg vi har ham.
(hun går hen og åbner døren til forstuen.)
Doktor Stockmann
(ler og støjer derude).
Se, her får du en gæst til, Katrine. Er ikke
det morsomt; hvad? Vær så god, kaptejn Horster;
hæng frakken der på knaggen. Nå så, De går
ikke med overfrakke, De? Tænk, du, Katrine,
jeg fanged ham på gaden; han vilde næsten ikke
gå op med.
Kaptejn Horster
(kommer indenfor og hilser på fruen).
Doktor Stockmann
(i døren).
Ind med jer, gutter. Nu er de skrubsultne
igen, du! Kom her, kaptejn Horster; nu skal
De få smage en oksesteg –
(han driver Horster ind i spisestuen. Ejlif og Morten går også
derind.)
s. 14
Fru Stockmann.
Men, Tomas, ser du da ikke –?
Doktor Stockmann
(vender sig i døren).
Å, er det dig, Peter! (går hen og rækker ham hånden.)
Nej, det var da inderlig morsomt.
Byfogden.
Jeg må desværre gå om et øjeblik –
Doktor Stockmann.
Sniksnak; nu kommer snart toddyen på
bordet. Du glemmer vel ikke toddyen, Katrine?
Fru Stockmann.
Nej visst; vandet står og koger.
(hun går ind i spisestuen.)
Byfogden.
Toddy også –!
Doktor Stockmann.
Ja, slå dig bare ned, så skal vi ha’ det
hyggeligt.
Byfogden.
Tak; jeg deltager aldrig i toddygilder.
Doktor Stockmann.
Men dette her er da ikke noget gilde.
s. 15
Byfogden.
Jeg synes dog – (ser mod spisestuen). Det er
mærkværdigt, at de kan sætte al den mad tillivs.
Doktor Stockmann
(gnider hænderne).
Ja, er det ikke velsignet at se unge men-
nesker spise? Altid madlyst, du! Det er som det
skal være. Mad må der til! Kræfter! Det er
de folk, som skal rode op i det gærende frem-
tids-stof, Peter.
Byfogden.
Tør jeg spørge, hvad her skulde være at
«rode op i», som du udtrykker dig?
Doktor Stockmann.
Ja, det får du spørge ungdommen om –
når tiden kommer. Vi ser det naturligvis ikke.
Selvfølgelig. Slige to gamle stødere, som du
og jeg –
Byfogden.
Nå nå da! Det er dog en højst påfaldende
benævnelse –
Doktor Stockmann.
Ja, du må ikke tage det så nøje med mig,
Peter. For jeg er så inderlig glad og fornøjet,
skal jeg sige dig. Jeg føler mig så ubeskrivelig
lykkelig midt i alt dette spirende, sprættende
liv. Det er dog en herlig tid vi lever i! Det
s. 16

er som en hel ny verden var i opkomst om-
kring en.
Byfogden.
Finder du virkelig det?
Doktor Stockmann.
Ja, du kan naturligvis ikke se det så godt
som jeg. Du har jo alle dine dage levet med
i dette her; og så sløves indtrykket. Men jeg,
som måtte sidde der nordpå i min afkrog i alle
disse mange år, næsten aldrig se et fremmed
menneske, som havde et vækkende ord at sige
mig, – på mig virker det, som om jeg var
flyttet midt ind i en mylrende verdensby –
Byfogden.
Hm; verdensby –
Doktor Stockmann.
Ja, jeg véd jo nok, at forholdene er små i
sammenligning med mange andre steder. Men
her er liv, – forjættelser, en utallighed af ting
at virke for og stride for; og det er hovedsagen.
(råber.) Katrine, har ikke postbudet været her?
Fru Stockmann
(i spisestuen).
Nej, her har ingen været.
Doktor Stockmann.
Og så det gode udkomme, Peter! Det er
s. 17

noget, en lærer at sætte pris på, når man, som
vi, har levet på sulteforing –
Byfogden.
Gud bevares –
Doktor Stockmann.
Å jo, du kan vel tænke dig, at det var trangt
for os mangen gang deroppe. Og nu at kunne
leve som en herremand! Idag, for exempel, havde
vi oksesteg til middag; ja, vi har havt af den
til aftens også. Vil du ikke smage på et stykke?
Eller skal jeg ikke vise dig den ialfald? Kom
her –
Byfogden.
Nej, nej, på ingen måde –
Doktor Stockmann.
Nå, så kom her da. Ser du, vi har fåt
bordtæppe?
Byfogden.
Ja, jeg har bemærket det.
Doktor Stockmann.
Og så har vi fåt lampeskærm. Ser du? Alt
det har Katrine sparet sammen. Og det gør
stuen så hyggelig. Synes du ikke det? Stil dig
bare her; – nej, nej, nej; ikke så. Så, ja!
Ser du; naar Lyset falder sådan samlet ned –.
Jeg finder virkelig, at det ser elegant ud. Hvad?
Henrik Ibsen: En folkefiende.
2
s. 18
Byfogden.
Ja, når man kan tillade sig den slags luxus –
Doktor Stockmann.
Å jo, nu kan jeg nok tillade mig det. Ka-
trine siger, at jeg tjener næsten lige så meget,
som vi bruger.
Byfogden.
Næsten, ja –!
Doktor Stockmann.
Men en videnskabsmand bør dog leve en
smule fornemt. Jeg er viss på, at en almindelig
amtmand bruger meget mere om året end jeg.
Byfogden.
Ja, det tror jeg nok! En amtmand, en over-
øvrighedsperson –
Doktor Stockmann.
Nå, så en simpel grosserer da! En slig en
bruger mange gange så meget –
Byfogden.
Ja, det ligger nu i forholdene.
Doktor Stockmann.
For resten øder jeg sandelig ikke noget til
unytte, Peter. Men jeg synes da ikke jeg kan
nægte mig den hjertens glæde at se mennesker
hos mig. Jeg trænger til det, ser du. Jeg, som
s. 19

har siddet så længe udestængt, – for mig er det
en livsfornødenhed at være sammen med unge,
kække, frejdige mennesker, frisindede mennesker,
virkelystne –; og det er de, alle de, som sidder
og spiser så godt derinde. Jeg vilde ønske, du
kendte lidt til Hovstad –
Byfogden.
Ja Hovstad, det er sandt, han fortalte mig,
at nu vil han trykke en opsats af dig igen.
Doktor Stockmann.
En opsats af mig?
Byfogden.
Ja, om badet. En opsats, som du havde
forfattet ivinter.
Doktor Stockmann.
Å den, ja! – Nej, men den vil jeg ikke
ha’ ind nu for det første.
Byfogden.
Ikke det? Da finder jeg dog, at det netop
nu vilde være den belejligste tid.
Doktor Stockmann.
Ja, det kan du ha’ ret i; under almindelige
forholde –
(går henover gulvet.)
2*
s. 20
Byfogden
(ser efter ham).
Hvad ualmindeligt skulde der da være ved
forholdene nu?
Doktor Stockmann
(standser).
Ja, Peter, det kan jeg minsæl ikke sige dig
for øjeblikket; ialfald ikke iaften. Der kan være
mangt og meget ualmindeligt ved forholdene;
eller også kanske slet ingenting. Det kan gerne
være, at det bare er en indbildning.
Byfogden.
Jeg må tilstå, dette klinger højst gådefuldt.
Er der noget påfærde? Noget, som jeg skal
holdes udenfor? Jeg skulde dog formene, at jeg,
som badebestyrelsens formand –
Doktor Stockmann.
Og jeg skulde formene, at jeg –; nå, lad
os ikke ryge i håret på hinanden, Peter.
Byfogden.
Gud bevares vel; det er ikke min vane at
ryge i håret, som du siger. Men jeg må på det
bestemteste forlange, at alle foranstaltninger træffes
og afgøres på forretningsmæssig vej og gennem
de dertil lovlig indsatte myndigheder. Jeg kan
ikke tillade, at der betrædes krogveje og bagveje.
s. 21
Doktor Stockmann.
Bruger jeg nogensinde at gå krogveje og
bagveje!
Byfogden.
Du har en indgroet tilbøjelighed til at gå
dine egne veje ialfald. Og det er i et vel
ordnet samfund omtrent ligeså utilstedeligt. Den
enkelte får sandelig finde sig i at indordne sig
under det hele, eller, rettere sagt, under de myn-
digheder, som har at våge over det heles vel.
Doktor Stockmann.
Kan gerne være. Men hvad pokker kommer
det mig ved?
Byfogden.
Jo, for det er dette, min gode Tomas, som
du aldrig synes at ville lære. Men pas på; du
kommer nok engang til at bøde for det, –
sent eller tidligt. Nu har jeg sagt dig det.
Farvel.
Doktor Stockmann.
Men er du da bindegal? Du er rent på
vildspor –
Byfogden.
Det plejer jeg dog ikke. Forøvrigt må jeg
frabede mig – (hilser ind i spisestuen). Farvel, sviger-
inde. Farvel, mine herrer.
(han går.)
s. 22
Fru Stockmann
(kommer ind i dagligstuen).
Gik han?
Doktor Stockmann.
Ja, du, og det i fuld arrigskab.
Fru Stockmann.
Men, kære Tomas, hvad har du da nu gjort
ham igen?
Doktor Stockmann.
Ingen verdens ting. Han kan da ikke for-
lange, at jeg skal gøre ham regnskab, før tiden
kommer.
Fru Stockmann.
Hvad skulde du gøre ham regnskab for?
Doktor Stockmann.
Hm; lad mig om det, Katrine. – Det er
da besynderligt, at ikke postbudet kommer.
(Hovstad, Billing og Horster har rejst sig fra spisebordet og
kommer ind i dagligstuen. Ejlif og Morten kommer lidt efter.)
Billing
(strækker armene).
Ah, efter et sligt måltid føler man sig, gud
døde mig, som et nyt menneske.
Hovstad.
Byfogden var nok ikke i det lyse hjørne
ikveld.
s. 23
Doktor Stockmann.
Det kommer fra maven; han har en dårlig
fordøjelse.
Hovstad.
Det var nok især os i «Folkebudet», han
ikke kunde fordøje.
Fru Stockmann.
De kom da tålelig godt ud af det med ham,
synes jeg.
Hovstad.
Å ja; men det er nu ikke andet end en
slags våbenstilstand.
Billing.
Der er det! Det ord udtømmer situationen.
Doktor Stockmann.
Vi må huske på, at Peter er en enslig mand,
stakker. Han har ikke noget hjem, hvor han kan
hygge sig; bare forretninger, forretninger. Og
så alt det fordømte tynde thevand, som han går
og tyller i sig. Nå, så sæt dog stole til bordet,
gutter! Katrine, får vi så ikke tyddyen ind?
Fru Stockmann,
(som går mod spisestuen).
Nu kommer jeg med den.
Doktor Stockmann.
Og sæt Dem så her i sofaen hos mig, kap-
s. 24

tejn Horster. En sjelden gæst, som De –. Vær
så god; ta’ plads, mine venner.
(Herrerne sætter sig om bordet. Fru Stockmann bringer et bræt,
hvorpå kogemaskine, glasse, karafler og øvrigt tilbehør.)
Fru Stockmann.
Se så; her er arrak, og dette her er rum;
og her står kognak. Nu får enhver hjælpe
sig selv.
Doktor Stockmann
(tar et glas).
Jo det skal vi nok. (mens toddyen blandes.) Og
så cigarerne frem. Ejlif, du véd visst, hvor
kassen står. Og du, Morten, kan ta’ min pibe.
(gutterne går ind i værelset til højre.) Jeg har en mis-
tanke om, at Ejlif kniber en cigar en gang
imellem; men jeg lader som ingenting. (råber.) Og
så min kalot, Morten! Katrine, kan ikke du sige
ham, hvor jeg har lagt den. Nå, han har den
jo! (gutterne bringer det forlangte.) Vær så god, mine
venner. Jeg holder mig til piben, véd I; denne
her har gjort mangen uvejrs-tur sammen med mig
deroppe i Nordland. (klinker.) Skål! Ah, det er
rigtignok noget bedre at sidde her trygt og lunt.
Fru Stockmann
(som sidder og strikker).
Skal De snart sejle, kaptejn Horster?
Horster.
I næste uge tænker jeg at bli’ færdig.
s. 25
Fru Stockmann.
Og så går De jo til Amerika?
Horster.
Ja, det er meningen.
Billing.
Men så kan De jo ikke ta’ del i det nye
formandsvalg.
Horster.
Skal her være nyt valg?
Billing.
Véd De ikke det?
Horster.
Nej, jeg blander mig ikke i de sager.
Billing.
Men De bryr Dem da vel om de offentlige
anliggender?
Horster.
Nej, jeg forstår mig ikke på sligt.
Billing.
Alligevel; en må være med at stemme
ialfald.
Horster.
De, som ikke skønner sig på det, også?
Billing.
Skønner? Ja, hvad mener De med det?
s. 26

Samfundet er som et skib; alle mand må være
med at styre roret.
Horster.
Kan hænde det er bra’ på landjorden; men
ombord vilde ikke det gå godt.
Hovstad.
Det er underligt, at de fleste sjøfolk bryr sig
så lidet om landets sager.
Billing.
Ganske mærkeligt.
Doktor Stockmann.
Sjøfolk er som trækfuglene; de føler sig
hjemme både i syd og i nord. Men derfor må
vi andre være desto virksommere, herr Hovstad.
Kommer der noget almengavnligt i «Folkebudet»
imorgen?
Hovstad.
Ikke noget om byens sager. Men iover-
morgen tænkte jeg at ta’ ind Deres opsats –
Doktor Stockmann.
Ja, død og plage, opsatsen! Nej, hør, den
må De vente med.
Hovstad.
Så? Nu havde vi netop så god plads, og
jeg synes, det var just den belejligste tid –
s. 27
Doktor Stockmann.
Ja ja, det kan De nok ha’ ret i; men De
må vente alligevel. Jeg skal siden forklare
Dem –
(Petra, i hat og kåbe og med en del skrivebøger under armen,
kommer ind fra forstuen.)
Petra.
Godaften.
Doktor Stockmann.
Godaften, Petra; er du der?
(Gensidige hilsener; Petra lægger tøjet og bøgerne fra sig på en
stol ved døren.)
Petra.
Og her sidder man og gør sig tilgode, mens
jeg har været ude og trællet.
Doktor Stockmann.
Nå, så gør dig tilgode, du også.
Billing.
Skal jeg lave et lidet glas til Dem?
Petra
(kommer hen til bordet).
Tak, jeg vil heller selv; De laver det altid
for stærkt. Men det er sandt, far, jeg har et
brev til dig.
(går hen til stolen, hvor tøjet ligger.)
Doktor Stockmann.
Et brev! Fra hvem?
s. 28
Petra
(søger i kåbelommen).
Jeg fik det af postbudet just som jeg gik
ud –
Doktor Stockmann
(rejser sig og går hen imod hende).
Og så bringer du det først nu!
Petra.
Jeg havde virkelig ikke tid til at løbe op
igen. Værs’god, her er det.
Doktor Stockmann
(griber brevet).
Lad mig se; lad mig se, barn. (ser på udskriften.)
Jo, ganske rigtigt –!
Fru Stockmann.
Er det det, du har ventet så på, Tomas?
Doktor Stockmann.
Ja netop; nu må jeg straks ind –. Hvor
skal jeg finde et lys, Katrine? Er der nu ingen
lampe i mit værelse igen!
Fru Stockmann.
Jo, lampen står og brænder på skrive-
bordet.
Doktor Stockmann.
Godt, godt. Undskyld et øjeblik –
(han går ind i værelset til højre.)
s. 29
Petra.
Hvad kan det være for noget, mor?
Fru Stockmann.
Jeg véd ikke; i de sidste dage har han spurgt
så tidt efter postbudet.
Billing.
Formodentlig en udenbys patient –
Petra.
Stakkers far; han får snart altfor meget at
bestille. (laver sit glas.) Ah, det skal smage!
Hovstad.
Har De læst i aftenskolen idag også?
Petra
(nipper til glasset).
To timer.
Billing.
Og i formiddags fire timer i institutet –
Petra
(sætter sig ved bordet ).
Fem timer.
Fru Stockmann.
Og iaften har du stile at rette, ser jeg.
Petra.
En hel bunke, ja.
s. 30
Horster.
De har nok også fuldt op at bestille, lader
det til.
Petra.
Ja; men det er bra’. En blir så dejlig træt
bagefter.
Billing.
Synes De om det?
Petra.
Ja, for så sover en så godt.
Morten.
Du må være svært syndig, du, Petra.
Petra.
Syndig?
Morten.
Ja, når du arbejder så meget. Herr Rørlund
siger, at arbejde er en straf for vore synder.
Ejlif
(blæser).
Pyh, hvor dum du er, at du tror på sligt
noget.
Fru Stockmann.
Nå, nå, Ejlif!
Billing
(ler).
Nej, det er udmærket.
s. 31
Hovstad.
Vil ikke du gerne arbejde så meget, Morten?
Morten.
Nej, det vil jeg ikke.
Hovstad.
Ja, men hvad vil du da bli’ til i verden?
Morten.
Jeg vil helst bli’ viking, jeg.
Ejlif.
Men så måtte du jo være hedning da.
Morten.
Ja, så kunde jeg jo bli’ hedning da.
Billing.
Det holder jeg med dig i, Morten! Jeg siger
akkurat det samme.
Fru Stockmann
(gør tegn).
Nej visst gør De ikke, nej, herr Billing.
Billing.
Jo, gud døde mig –! Jeg er en hedning,
og det er jeg stolt af. Pas på, snart blir vi hed-
ninger allesammen.
Morten.
Og kan vi da få lov at gøre alt det vi vil?
s. 32
Billing.
Ja, ser du, Morten –
Fru Stockmann.
Nu skal I gå ind med jer, gutter; I har visst
noget at læse over til imorgen.
Ejlif.
Jeg kunde da gerne få bli’ en stund –
Fru Stockmann.
Ikke du heller; gå så begge to.
(Gutterne siger godnat og går ind i værelset til venstre.)
Hovstad.
Tror De virkelig, det kan skade gutterne at
høre på sligt?
Fru Stockmann.
Ja, jeg véd ikke; men jeg synes ikke om det.
Petra.
Ja, men, mor, jeg tror det er rent galt af dig.
Fru Stockmann.
Ja, det kan gerne være; men jeg synes ikke
om det; ikke her hjemme.
Petra.
Der er så megen usandhed både i hjemmet
og i skolen. I hjemmet skal der ties, og i skolen
må vi stå og lyve for børnene.
s. 33
Horster.
Må De lyve?
Petra.
Ja, tror De ikke, vi må foredrage mangt og
meget, som vi ikke selv tror på?
Billing.
Jo, det er nok altfor visst.
Petra.
Havde jeg bare midler til det, så skulde jeg
selv oprette en skole, og der skulde det gå ander-
ledes til.
Billing.
Å hvad, midler –
Horster.
Ja tænker De på det, frøken Stockmann, så
skal De gerne få lokale hos mig. Salig fars
gamle store hus står jo næsten tomt; der er en
svært stor spisesal neden under –
Petra
(ler).
Ja, ja, tak skal De ha’; men det blir der
nok ikke noget af.
Hovstad.
Å nej, frøken Petra går nok heller over til
bladskriverne, tænker jeg. Det er sandt, har
Henrik Ibsen: En folkefiende.
3

s. 34

De fåt tid til at se lidt på den engelske fortæl-
ling, som De lovte at oversætte for os?
Petra.
Nej, ikke endnu; men De skal nok få den
i rette tid.
(Doktor Stockmann kommer fra sit værelse med det åbne brev
i hånden.)
Doktor Stockmann
(svinger brevet).
Jo, nu kan I tro, her skal spørges nyt i
byen!
Billing.
Nyt?
Fru Stockmann.
Hvad er det for noget nyt?
Doktor Stockmann.
En stor opdagelse, Katrine!
Hovstad.
Så?
Fru Stockmann.
Som du har gjort?
Doktor Stockmann.
Ja netop jeg. (går frem og tilbage.) Lad dem nu
komme, som de plejer, og sige, at det er griller
og gal mands påfund. Men de vogter sig nok!
Haha, de vogter sig, tænker jeg!
s. 35
Petra.
Men, far, så sig da, hvad det er.
Doktor Stockmann.
Ja, ja, giv mig bare tid, så skal I få vide
det altsammen. Tænk, om jeg nu havde havt
Peter her! Ja, der ser man, hvorledes vi men-
nesker kan gå omkring og dømme som de blin-
deste muldvarper –
Hovstad.
Hvad mener De med det, herr doktor?
Doktor Stockmann
(standser ved bordet).
Er det ikke den almindelige mening, at vor
by er et sundt sted?
Hovstad.
Jo det forstår sig da vel.
Doktor Stockmann.
Et ganske overordentlig sundt sted endogså,
– et sted, som fortjener at anbefales på det
varmeste både for syge og for friske medmen-
nesker –
Fru Stockmann.
Ja men, kære Tomas –
Doktor Stockmann.
Og anbefalet det og lovprist det har vi da
3*

s. 36

også. Jeg har skrevet og skrevet både i «Folke-
budet» og i flyveskrifter –
Hovstad.
Nu ja, og så?
Doktor Stockmann.
Denne badeanstalt, som kaldes for byens
pulsåre, og byens livsnerve og – og fanden véd ,
hvad det er for noget altsammen –
Billing.
«Byens bankende hjerte» har jeg engang i en
festlig stund tilladt mig at –
Doktor Stockmann.
Å ja, det også. Men véd De så, hvad det
i virkeligheden er, dette store, prægtige, lovpriste
badeanlæg, som har kostet så mange penge, –
véd De, hvad det er?
Hovstad.
Nej, hvad er det da for noget?
Fru Stockmann.
Ja, hvad er det da?
Doktor Stockmann.
Hele badet er en pesthule.
Petra.
Badet, far!
s. 37
Fru Stockmann
(på samme tid).
Vort bad!
Hovstad
(ligeså).
Men, herr doktor –
Billing.
Aldeles utroligt!
Doktor Stockmann.
Hele badeanstalten er en kalket forgiftig
grav, siger jeg. Sundhedsfarlig i allerhøjeste
grad! Alle disse uhumskhederne oppe i Mølle-
dalen, – alt dette her, som lugter så fælt, –
det inficerer vandet i spisningsrørene til brønd-
huset; og dette samme fordømte giftige smuds
siver også ud i stranden –
Horster.
Der, hvor sjøbadene ligger?
Doktor Stockmann.
Netop der.
Hovstad.
Hvoraf véd De nu alt dette så visst, herr
doktor?
Doktor Stockmann.
Jeg har undersøgt forholdene så samvittig-
hedsfuldt, som tænkes kan. Å, jeg gik længe
s. 38

og havde en mistanke om noget sligt. Ifjor ind-
traf her en del påfaldende sygdomstilfælder blandt
badegæsterne, – både tyføse og gastriske til-
fælder –
Fru Stockmann.
Ja, det gjorde der jo også.
Doktor Stockmann.
Dengang trode vi, at de fremmede havde
ført smitten med sig; men siden, – ivinter, –
kom jeg på andre tanker; og så gav jeg mig
til at undersøge vandet, så godt det lod sig
gøre .
Fru Stockmann.
Det er altså det, du har havt så travlt med!
Doktor Stockmann.
Ja du kan nok sige jeg har havt travlt, Ka-
trine. Men her mangled jeg jo de fornødne
videnskabelige hjælpemidler; og så sendte jeg
prøver både af drikkevandet og af sjøvandet ind
til universitetet for at få en exakt analyse af en
kemiker.
Hovstad.
Og den har De nu fåt?
Doktor Stockmann
(viser brevet).
Her har jeg den! Der er påvist tilstede-
værelsen af forrådnede organiske stoffer i vandet,
s. 39

– infusorier i mængdevis. Det er absolut skade-
ligt for sundheden, enten det nu bruges indvortes
eller udvortes.
Fru Stockmann.
Det var da en guds lykke, at du kom efter
det itide.
Doktor Stockmann.
Ja det må du nok sige.
Hovstad.
Og hvad agter De nu at gøre, herr doktor?
Doktor Stockmann.
Naturligvis se at få rettet på sagen.
Hovstad.
Lar det sig altså gøre?
Doktor Stockmann.
Det må la’ sig gøre. Ellers er hele bade-
anstalten ubrugelig, – ødelagt. Men det har
ingen nød. Jeg er ganske på det rene med,
hvad der må foretages.
Fru Stockmann.
Men, snille Tomas, at du har holdt alt dette
her så hemmeligt.
Doktor Stockmann.
Jo, jeg skulde kanske rendt ud i byen og
s. 40

snakket om det, før jeg havde fuld visshed? Nej
tak; så gal er jeg ikke.
Petra.
Nå, men til os her hjemme –
Doktor Stockmann.
Ikke til nogen levende sjæl. Men imorgen
kan du løbe indom til «grævlingen» –
Fru Stockmann.
Nej men, Tomas –!
Doktor Stockmann.
Nå, nå, til bedstefar da. Jo, nu skal han
få noget at forundre sig over, den gamle; han
tror jo, jeg er forrykt i hodet; å ja, der er nok
flere, som tror det samme, har jeg mærket.
Men nu skal de godtfolk få se –; nu skal de
bare få se –! (går omkring og gnider hænderne.) Her
blir et sligt opstyr i byen, Katrine! Du kan
aldrig tænke dig det. Hele vandledningen må
lægges om.
Hovstad
(rejser sig).
Hele vandledningen –?
Doktor Stockmann.
Ja, det forstår sig. Indtaget ligger for lavt;
det må flyttes til et sted meget højere oppe.
s. 41
Petra.
Så fik du altså dog ret alligevel.
Doktor Stockmann.
Ja, kan du huske det, Petra? jeg skrev imod
dem, da de skulde til at bygge. Men dengang
var der ingen, som vilde høre på mig. Nå, I
kan tro, jeg gir dem det glatte lag; – ja, for
jeg har naturligvis skrevet en fremstilling til bade-
bestyrelsen; den har ligget færdig en hel uge;
jeg har bare gåt og ventet på dette her. (viser
brevet.)
Men nu skal den afsted straks på timen.
(går ind i sit værelse og kommer tilbage med en pakke papirer.)
Se her! Hele fire tætskrevne ark! Og brevet
skal lægges ved. En avis, Katrine! Skaf mig
noget til omslag. Godt; se så; giv det til –
til –; (stamper.) hvad fanden er det nu hun heder?
Nå, giv det til pigen da; sig, hun skal straks
bringe det ned til byfogden.
(Fru Stockmann går med pakken ud gennem spisestuen.)
Petra.
Hvad tror du onkel Peter vil sige, far?
Doktor Stockmann.
Hvad skulde han vel sige? Han må da vel
sagtens bli’ glad ved, at en så vigtig sandhed
kommer for dagen, véd jeg.
Hovstad.
Må jeg få lov til at bringe en liden notits
om Deres opdagelse i «Folkebudet»?
s. 42
Doktor Stockmann.
Ja, det skal De rigtig ha’ tak for.
Hovstad.
Det er jo ønskeligt, at almenheden får vide
besked jo før jo heller.
Doktor Stockmann.
Ja visst er det så.
Fru Stockmann
(kommer tilbage).
Nu gik hun med det.
Billing.
De blir, gud døde mig, byens første mand,
herr doktor!
Doktor Stockmann
(går fornøjet omkring).
Å hvad; igrunden har jeg jo ikke gjort andet
end min Pligt . Jeg har været en heldig skatte-
graver; det er det hele; men alligevel –
Billing.
Hovstad, synes ikke De, at byen burde bringe
doktor Stockmann et fanetog?
Hovstad.
Det vil jeg ialfald ta’ ordet for.
Billing.
Og jeg skal snakke med Aslaksen om det
s. 43
Doktor Stockmann .
Nej, kære venner, lad slig gøgl fare; jeg vil
ikke vide af nogen slags tilstelninger. Og hvis
badebestyrelsen skulde falde på at bevilge mig
gagetillæg, så tar jeg ikke imod det. Katrine,
det siger jeg dig, – jeg tar det ikke.
Fru Stockmann.
Det gør du ret i, Tomas.
Petra
(løfter sit glas).
Skål, far!
Hovstad og Billing.
Skål, skål, herr doktor.
Horster
(klinker med doktoren).
Gid De må få bare glæde af dette her.
Doktor Stockmann.
Tak, tak, mine kære venner! Jeg er så hjer-
telig glad –; å, det er dog velsignet at vide
med sig selv, at en har gjort sig fortjent af sin
fødeby og af sine medborgere. Hurra, Katrine!
(Han griber hende med begge hænder om halsen og snurrer
sig rundt med hende. Fru Stockmann skriger og stritter imod.
Latter, håndklap og hurraråb for doktoren. Gutterne stikker
hodet ind gennem dørene .)

ANDEN AKT.

(Doktorens dagligstue. Døren til spiseværelset er lukket.
Formiddag.)
Fru Stockmann
(med et forseglet brev i hånden kommer fra spiseværelset, går
hen til den forreste dør til højre og kiger ind)
.
Er du hjemme, Tomas?
Doktor Stockmann
(indenfor).
Ja, jeg kom nu netop. (kommer ind.) Er der
noget?
Fru Stockmann.
Brev fra din bror.
(rækker ham det.)
Doktor Stockmann.
Aha, lad os se. (åbner omslaget og læser:) «Det
oversendte manuskript remitteres herved –» (læser
mumlende videre)
. Hm –
Fru Stockmann.
Hvad siger han så?
s. 45
Doktor Stockmann
(stikker papirerne i lommen).
Nej, han skriver bare, at han vil selv komme
herop henimod middag.
Fru Stockmann.
Så må du endelig huske på at holde dig
hjemme.
Doktor Stockmann.
Ja det kan jeg godt; for jeg er færdig med
mine formiddagsbesøg.
Fru Stockmann.
Jeg er svært nysgærrig efter at vide, hvor-
ledes han tar det.
Doktor Stockmann.
Du skal se, han vil ikke synes rigtig om,
at det er mig og ikke ham selv, som har gjort
den opdagelse.
Fru Stockmann.
Ja, er ikke du også bange for det?
Doktor Stockmann.
Nå, igrunden blir han jo glad, kan du skønne.
Men alligevel –; Peter er så forbandet ængstelig
for, at andre folk, end han, skal udrette noget
til byens bedste.
Fru Stockmann.
Men, véd du hvad, Tomas, – så skulde
s. 46

du være snil og dele æren med ham. Kunde
det ikke hede sig, at det er ham, som har sat
dig på spor –?
Doktor Stockmann.
Jo, det kan det gerne for mig. Når jeg bare
får rettet på sagen, så –
Gamle Morten Kiil
(stikker hodet ind gennem forstuedøren, ser sig forskende om,
ler indvendig og spørger polidsk)
.
Er det – er det sandt?
Fru Stockmann
(imod ham).
Far, – er det dig!
Doktor Stockmann.
Nej se, svigerfar; godmorgen, godmorgen!
Fru Stockmann.
Å men så kom da ind.
Morten Kiil.
Ja, hvis det er sandt; for ellers går jeg igen.
Doktor Stockmann.
Hvad for noget er sandt?
Morten Kiil.
Denne galskaben med vandværket. Er det
sandt, det?
s. 47
Doktor Stockmann.
Ja visst er det sandt. Men hvorledes har
De fåt vide det?
Morten Kiil
(kommer ind).
Petra fløj indom, da hun gik til skolen –
Doktor Stockmann.
Nej, gjorde hun det?
Morten Kiil.
Jaha; og så fortæller hun –. Jeg tænkte
hun bare vilde holde mig for nar; men det ligner
ikke Petra heller.
Doktor Stockmann.
Nej, hvor kunde De tænke sligt!
Morten Kiil.
Å, en skal aldrig lide på nogen; en kan bli’
gjort til nar, før en véd af det. Men så er det
altså sandt alligevel?
Doktor Stockmann.
Ja tilforladelig er det så. Sæt Dem nu bare,
svigerfar. (nøder ham ned på sofaen.) Og er det ikke
en sand lykke for byen –?
Morten Kiil
(kæmper med latteren).
Lykke for byen?
s. 48
Doktor Stockmann.
Ja, at jeg gjorde den opdagelse så betimelig –
Morten Kiil
(som før).
Jo, jo, jo! – Men aldrig havde jeg da tænkt,
at De vilde drive abespil med Deres egen køde-
lige bror.
Doktor Stockmann.
Abespil!
Fru Stockmann.
Nej men, kære far –
Morten Kiil
(hviler hænderne og hagen på stokkeknappen og blinker polidsk
til doktoren)
.
Hvorledes var det nu? Var det ikke så, at
der var kommet nogen dyr ind i vandrørene?
Doktor Stockmann.
Å ja , infusionsdyr.
Morten Kiil.
Og der skulde jo være kommet mange slige
dyr derind, sa’ Petra. En rent ustyrtelig mængde.
Doktor Stockmann.
Ja vel; de kan være der i hundrede-tusendvis.
Morten Kiil.
Men der er ingen, som kan se dem, – var
det ikke så?
s. 49
Doktor Stockmann.
Jo; se dem kan man ikke.
Morten Kiil
(med stille klukkende latter).
Dette her er, fan’ flytte mig, det bedste, jeg
har hørt af Dem endnu.
Doktor Stockmann.
Hvorledes, mener De?
Morten Kiil.
Men aldrig i verden får De bildt byfogden
sligt noget ind.
Doktor Stockmann.
Nå, det skal vi nok få se.
Morten Kiil.
Tror De, han kunde være så gal?
Doktor Stockmann.
Jeg håber hele byen vil være så gal.
Morten Kiil.
Hele byen! Ja det kan s’gu gerne være,
det. Men det er tilpas for dem; det har de
godt af. De skulde nu være så meget klogere
end vi gamle. De hundsvoterte mig ud af for-
mandskabet. Ja, jeg siger så; for de voterte mig
ud som en hund, gjorde de. Men nu får de det
igen. Driv bare abespil med dem, Stockmann.
Henrik Ibsen: En folkefiende.
4
s. 50
Doktor Stockmann.
Ja men, svigerfar –
Morten Kiil.
Bare abespil , siger jeg. (rejser sig.) Kan De
få det til det, at byfogden og hans venner render
med næsen i en klud, så gir jeg straks på timen
hundrede kroner til de fattige.
Doktor Stockmann.
Se, det var jo snildt af Dem.
Morten Kiil.
Ja, jeg har jo ikke stort at rutte med, kan
De vide; men får De det til det, så skal jeg
betænke de fattige med halvhundrede kroner til
julaften .
(Redaktør Hovstad kommer fra forstuen.)
Hovstad.
Godmorgen! (standser.) Å undskyld –
Doktor Stockmann.
Nej kom De; kom De.
Morten Kiil
(klukker igen).
Han! Er han også med på det?
Hovstad.
Hvad mener De?
s. 51
Doktor Stockmann.
Ja visst er han med.
Morten Kiil.
Kunde jeg ikke næsten tænke det! Det skal
stå i aviserne. Jo, De er rigtignok den rette,
Stockmann. Men læg nu bare over; nu vil
jeg gå.
Doktor Stokmann .
Å nej, bliv nu lidt, svigerfar.
Morten Kiil.
Nej, nu vil jeg gå. Og find så på alt det
abespil , De kan; De skal fan’ ikke ha’ gjort det
for ingenting.
(Han går; fru Stockmann følger ud med ham.)
Doktor Stockmann
(ler).
Tænk Dem bare, De, – den gamle tror
ikke et ord af dette her med vandværket.
Hovstad.
Nå, var det den sagen –?
Doktor Stockmann.
Ja, det var den, vi talte om. Og det er
kanske for det samme, De kommer også?
Hovstad.
Ja det er det. Har De tid en liden stund,
herr doktor?
4*
s. 52
Doktor Stockmann.
Så længe De vil, kære.
Hovstad.
Har De hørt noget fra byfogden?
Doktor Stockmann.
Endnu ikke. Han kommer herhen siden.
Hovstad.
Jeg har tænkt en del på sagen siden igår-
kveld .
Doktor Stockmann.
Nå ja?
Hovstad.
For Dem, som er læge, og som er en viden-
skabsmand, står dette tilfælde med vandværket
som noget for sig. Jeg mener, det falder ikke
Dem ind, at dette hænger ihob med mange
andre ting.
Doktor Stockmann.
Ja, hvorledes –? Lad os sætte os, kære.
– Nej, der i sofaen.
(Hovstad sætter sig i sofaen, doktoren i en lænestol på den
anden side af bordet.)
Doktor Stockmann.
Nå? De mener altså –?
s. 53
Hovstad.
De sagde igår, at det fordærvede vand kom
af urenligheder i jordbunden.
Doktor Stockmann.
Ja, det kommer ganske utvilsomt fra denne
forgiftige sump oppe i Mølledalen.
Hovstad.
Undskyld, herr doktor, men jeg tror, det
kommer fra en ganske anden sump.
Doktor Stockmann.
Hvad skulde det være for en sump?
Hovstad.
Den sump, som hele vort kommunale liv
står og rådner i.
Doktor Stockmann.
Nej men for pokker, herr Hovstad, hvad er
nu det for snak?
Hovstad.
Alle byens sager er lidt efter lidt kommet i
hænderne på en flok embedsmænd –
Doktor Stockmann.
Nå, embedsmænd er de da ikke allesammen.
Hovstad.
Nej, men de, som ikke er embedsmænd, de
s. 54

er ialfald embedsmændenes venner og tilhængere;
det er alle de rige, alle dem med de gamle
ansete navne i byen; dem er det, som styrer og
råder over os.
Doktor Stockmann.
Ja, men de folk har da virkelig både dygtig-
hed og indsigt.
Hovstad.
Viste de dygtighed og indsigt, da de lagde
vandledningen der, hvor den nu ligger?
Doktor Stockmann.
Nej, det var naturligvis en stor dumhed af
dem. Men det blir der jo nu rettet på.
Hovstad.
Tror De, det vil gå så glat?
Doktor Stockmann.
Glat eller ikke glat, – gå skal det ialfald.
Hovstad.
Ja, dersom pressen får gribe ind.
Doktor Stockmann.
Blir aldrig nødvendigt, kære. Jeg er viss
på, at min bror –
Hovstad.
Undskyld mig, herr doktor, men jeg vil
s. 55

sige Dem, at jeg agter at ta’ sagen under be-
handling.
Doktor Stockmann.
I avisen?
Hovstad.
Ja. Da jeg overtog «Folkebudet», var det
min tanke, at jeg skulde få sprængt denne ring
af gamle envise stivstikkere, som sad inde med
al magten.
Doktor Stockmann.
Men De har jo selv fortalt mig, hvad ende
det tog; De havde jo nær ødelagt bladet på det.
Hovstad.
Ja, dengang måtte vi stikke piben i sæk,
det er ganske sandt. For der var fare for, at
badeanstalten ikke skulde komme istand, hvis de
mænd faldt. Men nu står den der, og nu kan
de høje herrerne undværes.
Doktor Stockmann.
Undværes, ja; men vi skylder dem dog
stor tak.
Hovstad.
Det skal også bli’ erkendt, i al pyntelighed.
Men en bladskriver af min folkelige retning kan
ikke la’ en slig lejlighed, som denne her, gå fra
sig. Der må rygges ved den fabelen om de
s. 56

styrendes ufejlbarhed. Sligt noget må ryddes ud
ligesom al anden slags overtro.
Doktor Stockmann.
Det er jeg enig med Dem i af hele mit
hjerte, herr Hovstad; er det en overtro, så væk
med det!
Hovstad.
Byfogden vilde jeg nu så nødig røre ved,
siden han er Deres bror. Men De synes da visst
som jeg, at sandheden går foran alle andre
hensyn.
Doktor Stockmann.
Det forstår sig jo af sig selv. – (udbrydende.)
Ja men –! Ja men –!
Hovstad.
De skal ikke tro ilde om mig. Jeg er hver-
ken mere egennyttig eller mere magtbegærlig end
de fleste mennesker.
Doktor Stockmann.
Men kære, – hvem falder også på det?
Hovstad.
Jeg er kommen af ringe folk, som De véd ;
og jeg har havt anledning nok til at se, hvad
som mest trænges til i de lavere samfundslag.
Og det er, at få være med på at styre de
almene anliggender, herr doktor. Det er det,
s. 57

som udvikler evnerne og kundskaben og selv-
følelsen –
Doktor Stockmann.
Det kan jeg så overmåde godt forstå –
Hovstad.
Ja, – og så synes jeg, en journalist tar et
tungt ansvar på sig, om han forsømmer en
gunstig lejlighed til frigørelse for de mange, for
de små, for de undertrykte. Jeg véd nok, – i
de stores lejr vil de kalde det for opvigleri og
sligt noget; men det får de gøre som de lyster.
Når jeg bare har min samvittighed fri, så –
Doktor Stockmann.
Just det, ja! Just det, kære herr Hovstad.
Men alligevel – for fanden –! (det banker.) Kom
ind!
(Bogtrykker Aslaksen i forstuedøren. Han er tarveligt
men anstændigt klædt, i sort, med et hvidt, noget krøllet hals-
tørklæde, handsker og floshat i hånden.)
Aslaksen
(bukker).
Om forladelse, herr doktor, at jeg er så
dristig –
Doktor Stockmann
(rejser sig).
Se, se, – der har vi jo bogtrykker Aslaksen!
Aslaksen.
Ja såmænd , herr doktor.
s. 58
Hovstad
(står op).
Er det mig, De vil ha’ fat på, Aslaksen?
Aslaksen.
Nej, det er ikke det; jeg vidste ikke vi
skulde træffes her. Nej, det var nok doktoren
selv –
Doktor Stockmann.
Nå, hvad står til tjeneste?
Aslaksen.
Er det sandt, som jeg hørte af herr Billing,
at doktoren tænker på at skaffe os et bedre
vandværk?
Doktor Stockmann.
Ja, til badeanstalten.
Aslaksen.
Ja vel; det skønner jeg nok. Nå, så kommer
jeg for at sige, at den sagen vil jeg støtte af alle
mine kræfter.
Hovstad
(til doktoren).
Ser De!
Doktor Stockmann.
Det skal De ha’ så hjertelig tak for; men –
Aslaksen.
For det kunde kanske nok trænges at ha’
s. 59

os småborgere i ryggen. Vi danner nu ligesom
en kompakt majoritet her i byen, – når vi rig-
tig vil da. Og det er altid bra’, at ha’ majori-
teten med sig, herr doktor.
Doktor Stockmann.
Det er unægtelig sandt; men jeg kan bare
ikke begribe, at nogen særlige anstalter skulde
være nødvendige her. Jeg synes da, at en så
grej og ligefrem sag –
Aslaksen.
Å jo, det kunde nok være bra’ alligevel;
for jeg kender de lokale myndighederne så godt;
magthaverne går ikke gerne godvilligt ind på
forslag, som kommer fra andre folk. Og derfor
mener jeg, det kunde ikke være afvejen, om vi
demonstrerte lidt.
Hovstad.
Netop det, ja.
Doktor Stockmann.
Demonstrerte, siger De? Ja, hvorledes vilde
De da egentlig demonstrere?
Aslaksen.
Naturligvis med stort mådehold, herr doktor;
jeg beflitter mig altid på mådehold; for måde-
hold, det er en statsborgers første dyd, – efter
min mening da.
s. 60
Doktor Stockmann.
Det er De jo også kendt for, herr Aslaksen.
Aslaksen.
Ja, jeg tror nok jeg tør sige det. Og denne
sagen med vandværket, den er så svært vigtig
for os småborgere. Badet tegner jo til at bli’
ligesom en liden guldgrube for byen. Det er
badet, vi skal leve af allesammen, og mest da vi
husejere. Derfor vil vi jo gerne støtte anstalten
alt det vi kan. Og da jeg nu er formand i hus-
ejerforeningen –
Doktor Stockmann.
Ja –?
Aslaksen.
– og da jeg desforuden er agent for måde-
holdsselskabet, – ja, doktoren véd vel, at jeg
virker for mådeholdssagen?
Doktor Stockmann.
Ja, det forstår sig.
Aslaksen.
Nå, – så er det jo begribeligt, at jeg
kommer sammen med en hel del mennesker.
Og da jeg er kendt for at være en sindig og
lovlydig statsborger, som doktoren selv sa’, så
har jeg jo en viss indflydelse i byen, – en liden
slags magtstilling, – om jeg selv skal sige det.
s. 61
Doktor Stockmann.
Det véd jeg meget godt, herr Aslaksen.
Aslaksen.
Ja se – derfor vilde det være en smal sag
for mig at få en adresse istand, om det skulde
knibe.
Doktor Stockmann.
En adresse, siger De?
Aslaksen.
Ja, en slags takadresse fra byens borgere
for at De har båret denne samfundsvigtige sag
frem. Det siger sig selv, at den måtte være af-
fattet med sømmeligt mådehold, så den ikke
støder myndighederne og dem, som har magten
forresten. Og passer vi bare nøje på det, så
kan da vel ingen ta’ os det ilde op, véd jeg?
Hovstad.
Nå, selv om de ikke likte det så svært
godt, så –
Aslaksen.
Nej, nej, nej; ikke nogen nærgåenhed imod
øvrigheden, herr Hovstad. Ikke nogen opposi-
tion imod folk, som står os så tæt indpå livet.
Det har jeg fåt nok af i mine dage; og det
kommer der aldrig noget godt ud af heller. Men
en statsborgers sindige og frimodige ytringer må
ikke være nogen mand forment.
s. 62
Doktor Stockmann
(ryster hans hånd).
Jeg kan ikke sige Dem, kære herr Aslaksen,
hvor inderligt det glæder mig at finde al denne
tilslutning blandt mine medborgere. Jeg er så
glad, – så glad! Hør; skal det ikke være et
lidet glas sherry? Hvad!
Aslaksen.
Nej mange tak; jeg nyder aldrig den slags
spirituosa.
Doktor Stockmann.
Nå, men et glas øl da; hvad siger De til det?
Aslaksen.
Tak, ikke det heller, herr doktor; jeg nyder
ingenting så tidligt på dagen. Men nu vil jeg
gå ud i byen og snakke med en del af husejerne
og forberede stemningen.
Doktor Stockmann.
Ja, det er så overmåde snildt af Dem, herr
Aslaksen; men jeg kan umulig få i mit hode, at
alle disse anstalter skulde bli’ nødvendige; jeg
synes sagen må kunne gå ganske af sig selv.
Aslaksen.
Autoriteterne arbejder noget tungvindt, herr
doktor. Ja, gudbevar’s, jeg siger ikke det for
at laste dem –
s. 63
Hovstad.
Imorgen skal vi køre dem ivej i bladet,
Aslaksen.
Aslaksen.
Men bare ikke voldsomt, herr Hovstad. Far
frem med mådehold, ellers får De dem ikke af
flækken; De kan lide på mit råd; for jeg har
sanket erfaringer i livets skole. – Nu ja, så vil
jeg sige doktoren farvel. De véd nu, at vi små-
borgere ialfald står bag Dem som en mur. De
har den kompakte majoritet på Deres side,
herr doktor.
Doktor Stockmann.
Tak for det, min kære herr Aslaksen.
(rækker ham hånden.) Farvel, farvel!
Aslaksen.
Går De med indom på trykkeriet, herr
Hovstad?
Hovstad.
Jeg kommer bagefter; jeg har endnu lidt at
afgøre.
Aslaksen.
Godt, godt.
(Han hilser og går; doktor Stockmann følger ham ud i forstuen.)
Hovstad
(idet doktoren kommer ind igen).
Nå, hvad siger De så, herr doktor? Synes
s. 64

De ikke, det er på tiden, at her luftes ud og
rystes op i al denne slaphed og halvhed og
fejghed?
Doktor Stockmann.
Sigter De til bogtrykker Aslaksen?
Hovstad.
Ja, jeg gør. Han er en af dem, som står i
sumpen – så bra’ en mand han end kan være
forresten. Og slig er de fleste her hos os; de
går og vipper og svingler til begge siderne; af
bare hensyn og betænkeligheder tør de aldrig ta’
fuldt skridt.
Doktor Stockmann.
Ja, men Aslaksen var da så inderlig vel-
sindet, synes jeg.
Hovstad.
Der er en ting, som jeg sætter højere; og
det er at stå som en tryg, selvsikker mand.
Doktor Stockmann.
Det gir jeg Dem så fuldstændig ret i.
Hovstad.
Derfor er det jeg nu vil gribe lejligheden
og prøve, om jeg ikke skulde kunne få de vel-
sindede til at mande sig op engang. Autoritets-
dyrkelsen udryddes her i byen. Dette
uforsvarlig store fejlgreb med vandværket må
s. 65

gøres indlysende for alle stemmeberettigede bor-
gere.
Doktor Stockmann.
Godt; når De mener, det er til almenhedens
bedste, så lad så ske; men ikke førend jeg har
talt med min bror.
Hovstad.
Jeg skriver ialfald en redaktionsartikkel fær-
dig imens. Og hvis byfogden så ikke vil fremme
sagen –
Doktor Stockmann.
Å, men hvor kan De tænke Dem sligt?
Hovstad.
Det kunde nok tænkes. Og da –?
Doktor Stockmann.
Ja, da lover jeg Dem –; hør, – da kan
De trykke min afhandling, – ta’ den ind hel
og holden.
Hovstad.
Må jeg det? Er det et ord?
Doktor Stockmann
(rækker ham manuskriptet).
Her har De den; ta’ den med Dem; det
kan jo ikke skade, at De læser den igennem; og
så gir De mig den igen siden.
Henrik Ibsen: En folkefiende.
5
s. 66
Hovstad.
Godt, godt; det skal jeg nok gøre. Og så
farvel, herr doktor.
Doktor Stockmann.
Farvel, farvel. Ja, for De skal se, det går
så glat, herr Hovstad, – så glat!
Hovstad.
Hm, – vi får se.
(han hilser og går ud gennem forstuen.)
Doktor Stockmann
(går hen og ser ind i spisestuen).
Katrine –! Nå, er du kommen hjem, Petra?
Petra
(kommer ind).
Ja, nu kom jeg netop fra skolen.
Fru Stockmann
(kommer).
Har han ikke været her endnu?
Doktor Stockmann.
Peter? Nej. Men jeg har snakket en hel
del med Hovstad. Han er ganske betaget af
den opdagelse, jeg har gjort. Ja, for den har
en langt større rækkevidde, end jeg tænkte i
førstningen, ser Du . Og så har han stillet
sit blad til min rådighed, hvis det skulde be-
høves.
s. 67
Fru Stockmann.
Men tror du da det behøves?
Doktor Stockmann.
Å sletikke. Men det er ialfald en stolt be-
vidsthed, at man har den frisindede, uafhængige
presse på sin side. Ja, og tænk – så har jeg
havt besøg af formanden i husejerforeningen.
Fru Stockmann.
Så? Og hvad vilde han?
Doktor Stockmann.
Også støtte mig. De vil støtte mig alle-
sammen, ifald det skulde knibe. Katrine, – véd
du, hvad jeg har for noget bag mig?
Fru Stockmann.
Bag dig? Nej; hvad har du for noget bag
dig da?
Doktor Stockmann.
Den kompakte majoritet.
Fru Stockmann.
Ja så. Er det godt for dig, det, Tomas?
Doktor Stockmann.
Ja, det skulde jeg mene, det er godt! (gnider
hænderne og går op og ned.)
Ja, herregud , hvor for-
nøjeligt det er at stå således i broderlig forening
sammen med sine medborgere!
5*
s. 68
Petra.
Og så at udrette så meget godt og nyt-
tigt, far!
Doktor Stockmann.
Ja, og det ovenikøbet for ens egen fødeby, du!
Fru Stockmann.
Nu ringte det.
Doktor Stockmann.
Så har vi ham visst. – – (det banker.) Vær
så god!
Byfogd Stockmann
(kommer fra forstuen).
Godmorgen.
Doktor Stockmann.
Velkommen, Peter!
Fru Stockmann.
Godmorgen, svoger. Hvorledes står det til?
Byfogden.
Jo tak; så-så. (til doktoren.) Jeg modtog igår
efter kontortid en afhandling fra dig betræffende
vandforholdene ved badeanstalten.
Doktor Stockmann.
Ja. Har du læst den?
Byfogden.
Jo, jeg har.
s. 69
Doktor Stockmann.
Og hvad siger du så til den sag?
Byfogden
(med et sideblik).
Hm –
Fru Stockmann.
Kom, Petra.
(hun og Petra går ind i værelset til venstre .)
Byfogden
(efter et ophold).
Har det været nødvendigt at drive alle disse
undersøgelser bag min ryg?
Doktor Stockmann.
Ja, så længe jeg ikke havde absolut viss-
hed, så –
Byfogden.
Og den, mener du altså, du nu har?
Doktor Stockmann.
Ja, det har du da vel selv overbevist dig om.
Byfogden.
Er det din hensigt at fremlægge dette akt-
stykke for badebestyrelsen som et slags officielt
dokument?
Doktor Stockmann.
Ja vel. Noget må der jo gøres ved sagen;
og det fort.
s. 70
Byfogden.
Du bruger, som sædvanligt, stærke tale-
måder i din afhandling. Du siger blandt andet,
at det, vi byder vore badegæster, er en perma-
nent forgiftelse.
Doktor Stockmann.
Ja men, Peter, kan det da betegnes ander-
ledes? Tænk dig bare, – forgiftet vand både til
indvortes og udvortes! Og det til stakkers syge-
lige mennesker, som tyr til os i god tro, og
som betaler os i dyre domme for at få sin sund-
hed igen!
Byfogden.
Og så kommer du i din deduktion til det
resultat, at vi må bygge en kloak, som kan op-
tage de postulerede uhumskheder fra Mølledalen,
og at vandledningen må lægges om.
Doktor Stockmann.
Ja, véd du da nogen anden udvej? Jeg véd
ingen.
Byfogden.
Jeg gjorde mig i formiddag et ærend ind
til stadsingeniøren. Og så bragte jeg – sådan
halvt i spøg – disse foranstaltninger på bane
som noget, vi kanske burde tage under over-
vejelse engang i fremtiden.
Doktor Stockmann.
Engang i fremtiden!
s. 71
Byfogden.
Han smilte af min formentlige extravagance
– naturligvis. Har du gjort dig den ulejlighed
at tænke på, hvad de foreslåede forandringer
vilde komme til at koste? Efter de oplysninger,
jeg modtog, vilde udgifterne rimeligvis løbe op i
flere hundrede tusend kroner.
Doktor Stockmann.
Skulde det bli’ så dyrt?
Byfogden.
Ja. Og så kommer det værste. Arbejdet
vilde medtage et tidsrum af mindst to år.
Doktor Stockmann.
To år, siger du? To hele år?
Byfogden.
Mindst. Og hvad skal vi så gøre med badet
imens? Skal vi lukke det? Ja, det vilde vi bli’
nødt til. Eller tror du kanske nogen vilde søge
hid til os, når det rygte kom ud, at vandet
skulde være sundhedsfarligt?
Doktor Stockmann.
Ja men, Peter, det er det jo.
Byfogden.
Og så alt dette nu, – netop nu, da an-
stalten er i opkomst. Nabobyerne har også visse
s. 72

betingelser for at kunne bli’ søgte som badesteder.
Tror du ikke, at de straks vilde sætte sig i akti-
vitet for at drage hele strømmen af fremmede til
sig? Jo, ganske upåtvilelig. Og så stod vi der;
vi måtte rimeligvis nedlægge hele den kostbare
anstalt; og så havde du ruineret din fødeby.
Doktor Stockmann.
Jeg – ruineret –!
Byfogden.
Det er blot og bart gennem badet, at byen
har nogen nævneværdig fremtid for sig. Det
indser du visst lige så godt som jeg.
Doktor Stockmann.
Men hvad har du da tænkt, at der skulde
gøres?
Byfogden.
Jeg har ikke af din afhandling kunnet over-
bevise mig om, at vandforholdene ved badet er
så betænkelige, som du fremstiller dem.
Doktor Stockmann.
De er snarere værre, du! Eller de blir det
ialfald til sommeren, når varmen kommer i
vejret.
Byfogden.
Som sagt, jeg tror, du overdriver betydeligt.
En duelig læge må vide at træffe sine forholds-
s. 73

regler, – han må forstå at forebygge skadelige
indvirkninger og at afhjælpe dem, hvis de aldeles
øjensynligt skulde gøre sig gældende.
Doktor Stockmann.
Og så –? Hvad videre –?
Byfogden.
Den etablerede vandforsyning ved badet er
nu engang et faktum og må selvfølgelig behandles
som et sådant. Men rimeligvis vil direktionen i
sin tid ikke være utilbøjelig til at ta’ under over-
vejelse, hvorvidt det med overkommelige peku-
niære offere skulde være muligt at få indført
visse forbedringer.
Doktor Stockmann.
Og en sådan underfundighed, tror du, jeg
nogensinde går ind på!
Byfogden.
Underfundighed?
Doktor Stockmann.
Ja, det vilde være en underfundighed, – et
bedrageri, en løgn, en ligefrem forbrydelse imod
almenheden, imod hele samfundet!
Byfogden.
Jeg har, som før bemærket, ikke kunnet til-
egne mig den overbevisning, at der er nogen
egentlig overhængende fare påfærde.
s. 74
Doktor Stockmann.
Jo, du har! Det er umuligt andet. Min
fremstilling er så slående sand og rigtig, det véd
jeg! Og du skønner det meget godt, Peter; men
du vil bare ikke være ved det. Det var dig,
som fik drevet igennem, at både badebygningerne
og vandværket blev lagt, hvor de nu ligger; og
det er det, – det er dette forbandede misgreb,
som du ikke vil indrømme. Pyt, – tror du ikke,
jeg gennemskuer dig?
Byfogden.
Og selv om så var? Dersom jeg måske med
en viss ængstelighed våger over min anseelse,
så sker det til gavn for byen. Uden moralsk
autoritet kan jeg ikke styre og lede sagerne
således, som jeg eragter det tjenligst for det heles
vel. Derfor, – og af diverse andre grunde, –
er det mig magtpåliggende, at din forestilling ikke
indleveres til badedirektionen. Den må holdes
tilbage for almenvellets skyld. Jeg skal så senere
bringe sagen under diskussion og vi skal gøre
vort bedste i stilhed; men der må ingenting, –
ikke et eneste ord, komme til offentlighedens
kundskab i dette fatale anliggende.
Doktor Stockmann.
Ja, det vil nu ikke kunne forhindres, min
kære Peter.
s. 75
Byfogden.
Det må og det skal forhindres.
Doktor Stockmann.
Det går ikke, siger jeg; der er altfor mange,
som véd om det.
Byfogden.
Véd om det! Hvem? Det er dog vel aldrig
disse herrer i «Folkebudet», som –?
Doktor Stockmann.
Å jo; de også. Den frisindede, uafhængige
presse vil nok sørge for, at I gør eders skyldig-
hed.
Byfogden
(efter et kort ophold).
Du er en overmåde ubesindig mand, Tomas.
Har du ikke betænkt, hvad følger dette kan drage
efter sig for dig selv?
Doktor Stockmann.
Følger? Følger for mig?
Byfogden.
For dig og dine, ja.
Doktor Stockmann.
Hvad fanden skal det sige?
Byfogden.
Jeg tror, at jeg al min tid har vist mig som
en tjenstvillig og hjælpsom bror imod dig.
s. 76
Doktor Stockmann.
Ja, det har du; og det takker jeg dig for.
Byfogden.
Forlanges ikke. Jeg har jo også for en del
været nødt til det – for min egen skyld. Det
var altid mit håb, at jeg skulde kunne holde dig
nogenlunde i ave, når jeg hjalp til at forbedre
din økonomiske stilling.
Doktor Stockmann.
Hvad for noget? Det var altså bare for din
egen skyld –!
Byfogden.
Tildels, siger jeg. Det er penibelt for en
embedsmand, når hans nærmeste pårørende går
hen og kompromitterer sig gang efter gang.
Doktor Stockmann.
Og det synes du, at jeg gør?
Byfogden.
Ja, desværre, det gør du, uden at du selv
véd af det. Du har et uroligt, stridbart, oprørsk
sind. Og så din ulyksalige hang til at skrive
offentligt om alle mulige og umulige sager. Aldrig
så snart får du et indfald, – straks skal du
skrive en avisartikel eller en hel brochure om det.
Doktor Stockmann.
Ja, men er det da ikke en statsborgers pligt
s. 77

at meddele sig til almenheden, når han har fanget
en ny tanke!
Byfogden.
Å, almenheden behøver slet ingen nye tanker.
Almenheden er bedst tjent med de gamle, gode,
anerkendte tanker, den allerede har.
Doktor Stockmann.
Og det siger du sådan ligefrem!
Byfogden.
Ja, engang må jeg dog tale ligefrem med
dig. Hidtil har jeg søgt at undgå det, da jeg
véd , hvor irritabel du er; men nu må jeg sige
dig sandheden, Tomas. Du gør dig ingen fore-
stilling om, hvormeget du skader dig selv ved
din fremfusenhed. Du beklager dig over autori-
teterne, ja over selve regeringen, – river ned
på den sågar, – påstår, at du er bleven tilsidesat,
forfulgt. Men kan du vente dig andet, – en
så besværlig mand, som du er.
Doktor Stockmann.
Hvad nu, – er jeg besværlig også?
Byfogden.
Ja, Tomas, du er en meget besværlig mand
at arbejde sammen med. Det har jeg fåt føle.
Du sætter dig ud over alle hensyn; du synes
rent at glemme, at det er mig, du kan takke
for posten her som badelæge –
s. 78
Doktor Stockmann.
Den var jeg selvskreven til! Jeg og ingen
anden! Jeg var den første, som så, at byen kunde
bli’ et blomstrende badested; og jeg var den
eneste, som så det dengang. Jeg stod alene og
stred for tanken gennem mange år; og jeg skrev
og skrev –
Byfogden.
Unægtelig. Men dengang var endnu ikke
det rette tidspunkt forhånden; nå, det kunde jo
du deroppe i din afkrog ikke bedømme. Men
da så det betimelige øjeblik kom, da tog jeg –
og de andre – sagen i vor hånd –
Doktor Stockmann.
Ja, og så forkludred I hele min herlige plan.
Å jo, det viser sig rigtignok nu, hvilke kløgtige
fyre I var!
Byfogden.
Efter min formening viser det sig kun, at du
igen trænger til et afløb for din stridslyst. Du
vil dine foresatte tillivs; – det er jo din gamle
vane. Du kan ikke tåle nogen autoritet over
dig; du ser skævt til enhver, der beklæder en
overordnet embedsstilling; du betragter ham som
en personlig fiende, – og straks er det ene an-
grebsvåben dig ligeså godt som det andet. Men
nu har jeg gjort dig opmærksom på, hvilke
interesser der står på spil for hele byen, – og
s. 79

følgelig for mig også. Og derfor siger jeg dig,
Tomas, at jeg er ubønhørlig i den fordring, jeg
nu agter at stille til dig.
Doktor Stockmann.
Hvad er det for en fordring?
Byfogden.
Da du har været åbenmundet nok til at om-
tale dette kildne anliggende for uvedkommende,
omendskønt det burde ha’ været bevaret som en
direktionshemmelighed, så kan sagen naturligvis
ikke dysses ned. Allehånde rygter vil sprede
sig vidt omkring, og de ildesindede iblandt os
vil nære rygterne ved alskens tilsætninger. Det
vil derfor være nødvendigt, at du offentlig imødegår
deslige rygter.
Doktor Stockmann.
Jeg! Hvorledes? Jeg forstår dig ikke.
Byfogden.
Det tør forventes, at du ved fornyede under-
søgelser kommer til det resultat, at sagen ikke
på langt nær er så farlig eller betænkelig, som
du i første øjeblik indbildte dig.
Doktor Stockmann.
Aha, – så det forventer du!
Byfogden.
Endvidere forventer man, at du nærer og
s. 80

offentlig udtaler den tillid til bestyrelsen, at den
grundigt og samvittighedsfuldt vil foranstalte det
fornødne for at afhjælpe mulige ulæmper.
Doktor Stockmann.
Ja men det vil I aldrig i verden kunne gøre,
sålænge I farer med fusk og flikværk. Jeg siger
dig det, Peter; og det er min fuldeste og ram-
meste overbevisning –!
Byfogden.
Som funktionær har du ikke lov til at nære
nogen separat overbevisning.
Doktor Stockmann
( studser ).
Ikke lov til at –?
Byfogden.
Som funktionær, siger jeg. Som privat-
person, – gudbevar’s, det er en anden sag.
Men som underordnet tjenestemand ved badet
har du ikke lov til at udtale nogen overbevis-
ning, som står i strid med dine foresattes.
Doktor Stockmann.
Dette går for vidt! Jeg, som læge, som
videnskabsmand, skulde ikke ha’ lov til –!
Byfogden.
Det anliggende, her handles om, er ikke
noget rent videnskabeligt; det er et kombineret
s. 81

anliggende; det er både et teknisk og et økono-
misk anliggende.
Doktor Stockmann.
Å lad det være for mig, hvad fanden det
være vil! Jeg vil ha’ frihed til at udtale mig om
alle mulige anliggender i hele verden!
Byfogden.
Vær så god. Men bare ikke om badets –
Det forbyder vi dig.
Doktor Stockmann
(skriger).
I forbyder –! I! Slige nogen –!
Byfogden.
Jeg forbyder dig det, – jeg, din øverste
foresatte; og når jeg forbyder dig det , så har
du at lystre.
Doktor Stockmann
(betvinger sig).
Peter, – var du såsandt ikke min bror –
Petra
(river døren op).
Far, dette skal du ikke tåle!
Fru Stockmann
(efter hende).
Petra, Petra!
Henrik Ibsen: En folkefiende.
6
s. 82
Byfogden.
Ah, man har ståt på lur.
Fru Stockmann.
Der er så lydt; vi kunde ikke undgå at –
Petra.
Jo, jeg stod og hørte efter.
Byfogden.
Nå, det er mig igrunden kært –
Doktor Stockmann
(går nærmere).
Du talte til mig om at forbyde og at
lystre –?
Byfogden.
Du har nødsaget mig til at tale i den tone.
Doktor Stockmann.
Og så skal jeg i en offentlig erklæring slå
mig selv på munden?
Byfogden.
Vi eragter det uomgængelig nødvendigt, at
du offentliggør en erklæring, således, som jeg
har forlangt den.
Doktor Stockmann.
Og hvis jeg nu ikke – lystrer?
s. 83
Byfogden.
Så udsteder vi selv en erklæring til bero-
ligelse for publikum.
Doktor Stockmann.
Godt og vel; men så skriver jeg imod jer.
Jeg holder på mit; jeg skal bevise, at jeg har
ret og at I har uret. Og hvad vil I så gøre?
Byfogden.
Da vil jeg ikke kunne forhindre, at du får
din afsked.
Doktor Stockmann.
Hvad –!
Petra.
Far, – afsked!
Fru Stockmann.
Afsked!
Byfogden.
Afsked som badelæge. Jeg vil se mig for-
anlediget til at andrage om øjeblikkelig opsigelse,
fjerne dig fra enhver befatning med badets an-
liggender.
Doktor Stockmann.
Og det skulde I vove!
Byfogden.
Det er dig selv, som her spiller det vove-
lige spil.
6*
s. 84
Petra.
Onkel, dette er en oprørende fremfærd imod
en mand som far!
Fru Stockmann.
Vil du bare tie stille, Petra!
Byfogden
(ser på Petra).
Aha, man indlader sig allerede på opinions-
ytringer. Ja naturligvis. (til fruen.) Svigerinde, De
er formentlig den besindigste her i huset. An-
vend den indflydelse, De måtte ha’ over Deres
mand; få ham til at indse, hvad dette vil drage
efter sig både for hans familje –
Doktor Stockmann.
Min familje kommer ingen anden ved end
mig selv!
Byfogden.
– både for hans familje, siger jeg, og for
den by, han lever i.
Doktor Stockmann.
Det er mig, som vil byens sande vel! Jeg
vil afsløre de mangler, som sent eller tidligt må
komme for dagens lys. Å, det skal nok vise
sig, at jeg elsker min fødeby.
Byfogden.
Du, som i forblindet trods går hen og af-
skærer byens vigtigste næringskilde.
s. 85
Doktor Stockmann.
Den kilde er forgiftet, menneske! Er du gal!
Vi lever her af at høkre med uhumskhed og
råddenskab! Hele vort opblomstrende samfunds-
liv suger sin næring af en løgn!
Byfogden.
Indbildninger – eller noget endnu værre.
Den mand, der udslynger så nærgående insinua-
tioner imod sit eget hjemsted, han må være sam-
fundets fiende.
Doktor Stockmann
(imod ham).
Og det vover du –!
Fru Stockmann
(kaster sig imellem).
Tomas!
Petra
(griber sin far om armen).
Bare rolig, far!
Byfogden.
Jeg vil ikke udsætte mig for voldsomheder.
Du er nu advaret. Betænk så, hvad du skylder
dig og dine. Farvel.
(han går.)
Doktor Stockmann
(går op og ned).
Og en sådan behandling må jeg tåle! I mit
eget hus, Katrine! Hvad siger du til det!
s. 86
Fru Stockmann.
Ja visst er det både skam og spot, Tomas –
Petra.
Kunde jeg såsandt komme onkel tillivs –!
Doktor Stockmann.
Det er min egen skyld; jeg skulde ha’ rejst
børster imod dem for længe siden, – vist tænder,
– bidt fra mig! – Og så kalde mig for en
samfundsfiende! Mig! Det lar jeg, min sæl og
salighed, ikke sidde på mig!
Fru Stockmann.
Men, snille Tomas, din bror har nu engang
magten –
Doktor Stockmann.
Ja, men jeg har retten, du!
Fru Stockmann.
Ak ja, retten, retten; hvad hjælper det, at
du har retten, når du ikke har nogen magt?
Petra.
Nej men mor da, – hvor kan du snakke slig?
Doktor Stockmann.
Så det skulde ikke hjælpe noget i et frit
samfund at ha’ retten på sin side? Du er løjerlig,
Katrine. Og desuden, – har jeg da ikke den
frisindede uafhængige presse foran mig, – og
s. 87

den kompakte majoritet bag mig? Det er vel
magt god nok, det, skulde jeg mene!
Fru Stockmann.
Men herregud , Tomas, du tænker da vel
aldrig på –?
Doktor Stockmann.
Hvad for noget tænker jeg ikke på?
Fru Stockmann.
– at sætte dig op imod din bror, mener jeg.
Doktor Stockmann.
Hvad fanden vilde du, jeg ellers skulde gøre,
når jeg ikke skulde holde på det, som ret og
sandt er?
Petra.
Ja, det spør’ jeg rigtignok også om?
Fru Stockmann.
Men det nytter dig jo ingen verdens ting;
når de ikke vil, så vil de ikke.
Doktor Stockmann.
Hoho, Katrine, giv du bare tid, så skal du
se, jeg driver nok min krig igennem.
Fru Stockmann.
Ja, du driver kanske igennem, at du får din
afsked, – det gør du.
s. 88
Doktor Stockmann.
Så har jeg ialfald gjort min pligt imod al-
menheden, – imod samfundet. Jeg, som kaldes
for en samfundsfiende!
Fru Stockmann.
Men imod din familje, Tomas? Imod os her-
hjemme? Synes du, det er at gøre din pligt
imod dem, du skal forsørge?
Petra.
Å tænk da ikke altid først og fremst på
os, mor.
Fru Stockmann.
Ja, du har let for at snakke; du kan i nøds-
fald stå på egne ben. – Men husk på gutterne,
Tomas; og tænk lidt på dig selv også, og på
mig –
Doktor Stockmann.
Men jeg tror du er rent gal, Katrine! Hvis
jeg så jammerlig fejgt faldt tilfode for denne
Peter og for hans fordømte slæng, – vilde jeg
da nogensinde få en lykkelig stund mere i mit liv?
Fru Stockmann.
Ja det véd jeg ikke; men vorherre bevare
os for den lykke, vi vil få, allesammen, hvis du
blir ved at trodse. Så står du der igen uden
levebrød, uden faste indtægter. Jeg synes, vi
s. 89

har fåt nok af det i gamle dage; husk på det,
Tomas; tænk på, hvad det har på sig.
Doktor Stockmann
(vrider sig kæmpende og knytter hænderne).
Og sligt noget kan disse kontortrælle føre
ned over en fri ærlig mand! Er det ikke for-
færdeligt, Katrine?
Fru Stockmann.
Jo, det er syndigt handlet imod dig, det er
visst og sandt. Men, herregud , der er så meget
uretfærdigt, en får bøje sig under her i verden.
– Der er gutterne, Tomas! Se på dem! Hvad
skal der bli’ af dem? Å nej, nej, du kan da
aldrig nænne –
(Ejlif og Morten, med skolebøger, er imidlertid kommet ind.)
Doktor Stockmann.
Gutterne –! (står med engang fast og fattet.) Ikke,
om så hele verden faldt ned, bøjer jeg nakken
under åget.
(han går imod sit værelse.)
Fku Stockmann
(efter ham).
Tomas, – hvad vil du gøre!
Doktor Stockmann
(ved døren).
Jeg vil ha’ ret til at se mine gutter i øjnene,
når de engang blir voksne fri mænd.
(han går ind.)
s. 90
Fru Stockmann
(brister i gråd).
Å gud hjælpe og trøste os allesammen!
Petra.
Far er bra’, han! Han gir sig ikke.
(Gutterne spør’ forundret, hvad det er for noget; Petra gir dem
tegn til at tie.)

TREDJE AKT.

(«Folkebudet»s redaktionskontor. Til venstre i baggrunden er
indgangsdøren; til højre på samme væg er en anden dør med glas-
ruder, hvorigennem man ser ind i trykkeriet. På væggen til højre
en dør. Midt på gulvet et stort bord bedækket med papirer, aviser
og bøger. Foran til venstre et vindu og ved dette en skrivepult
med høj stol. Et par lænestole står ved bordet, nogle andre stole
langs væggene. Værelset er skummelt og uhyggeligt, bohavet gam-
melt, lænestolene smudsige og forrevne. Inde i trykkeriet ses et
par sættere i arbejde; længere borte er en håndpresse igang.)
(Redaktør Hovstad sidder ved pulten og skriver. Lidt efter
kommer Billing ind fra højre med doktorens manuskript i
hånden.)
Billing.
Nå, det må jeg sige –!
Hovstad
(skrivende).
Har De læst det igennem?
Billing
(lægger manuskriptet på pulten).
Ja, det har jeg da rigtignok.
Hovstad.
Synes De ikke doktoren er bra’ hvas?
s. 92
Billing.
Hvas? Han er, gud døde mig, knusende, er
han. Hvert ord falder vægtfuldt, som – jeg vil
sige – som slaget af en øksehammer.
Hovstad.
Ja, men de folk falder nu ikke for første
slaget heller.
Billing.
Det er sandt; men så blir vi ved at slå, –
slag i slag, indtil hele stormandsvældet ramler
sammen. Da jeg sad derinde og læste dette der,
var det ligesom jeg øjned revolutionen komme
på afstand.
Hovstad
(vender sig).
Hys; sig bare ikke det så Aslaksen hører det.
Billing
(dæmper stemmen).
Aslaksen er en knæhøne, en fejg karl; der
er ikke mands mod i ham. Men dennegang
sætter De da vel Deres vilje igennem? Hvad?
Doktorens opsats kommer da vel ind?
Hovstad.
Ja, hvis bare ikke byfogden gir sig med det
gode, så –
Billing.
Det vilde være fanden så kedeligt.
s. 93
Hovstad.
Nå, vi kan heldigvis gøre os stillingen nyt-
tig, hvad der så sker. Går byfogden ikke ind
på doktorens forslag, så får han alle småborgerne
på nakken, – hele husejerforeningen og de andre.
Og går han ind på det, så lægger han sig ud
med en hel hob af de store aktionærer i badet,
som hidtildags har været hans bedste støtter –
Billing.
Ja, ja vel; for de kommer visst til at punge
ud med en svær mængde penge –
Hovstad.
Ja, det kan De bande på. Og så er ringen
brudt, ser De, og så skal vi i bladet dag ud og
dag ind gøre det indlysende for almenheden, at
byfogden er ukyndig både i det ene og det andet,
og at alle tillidsposterne i byen, hele kommunal-
styret, bør lægges over i frisindede folks hænder.
Billing.
Det er, gud døde mig, så slående sandt!
Jeg ser det, – jeg ser det; vi står lige ved be-
gyndelsen til en revolution!
(det banker.)
Hovstad.
Hys! (råber.) Kom ind!
(Doktor Stockmann kommer gennem døren til venstre i bag-
grunden.)
s. 94
Hovstad
(går imod ham).
Å, der har vi doktoren. Nå?
Doktor Stockmann.
Tryk væk, herr Hovstad!
Hovstad.
Blev det altså til det?
Billing.
Hurra!
Doktor Stockmann.
Tryk væk, siger jeg. Ja visst blev det til
det. Men nu skal de få det, som de vil ha’
det. Nu blir her krig i byen, herr Billing!
Billing.
Krig på kniven, vil jeg håbe! Kniven på
struben, herr doktor!
Doktor Stockmann.
Afhandlingen er bare en begyndelse. Jeg
går allerede med hodet fuldt af udkast til en
fire–fem andre opsatser. Hvor har De Aslaksen
henne?
Billing
(råber ind i trykkeriet).
Aslaksen, å kom her et øjeblik!
s. 95
Hovstad.
Fire–fem andre opsatser, sa’ De? Om den
samme sag?
Doktor Stockmann.
Nej, – å langtfra, kære. Nej, det blir om
ganske andre ting. Men det kommer altsammen
fra vandværket og fra kloaken. Det ene drager
det andet efter sig, skønner De. Det er som
når en begynder at rive på en gammel bygning,
– akkurat så.
Billing.
Det er, gud døde mig, sandt; en synes
aldrig en blir færdig, før en har revet ned hele
skramlet.
Aslaksen
(fra trykkeriet).
Revet ned! Doktoren tænker da vel ikke på
at rive ned badehuset?
Hovstad.
Langt ifra; vær bare ikke ræd.
Doktor Stockmann.
Nej, det gælder ganske andre ting. Nå,
hvad siger De så om min afhandling, herr
Hovstad?
Hovstad.
Jeg synes, den er et rent mesterstykke –
s. 96
Doktor Stockmann.
Ja, ikke sandt –? Nå, det glæder mig; det
glæder mig.
Hovstad.
Den er så grej og så ligetil; en behøver
sletikke at være fagmand for at skønne sammen-
hængen. Jeg tør sige, De vil få hver eneste op-
lyst mand på Deres side.
Aslaksen.
Og så alle besindige vel?
Billing.
Både besindige og ubesindige, – ja, jeg
mener næsten hele byen.
Aslaksen.
Nå, så tør vi nok trykke den.
Doktor Stockmann.
Ja det skulde jeg mene!
Hovstad.
Den skal ind imorgen tidlig.
Doktor Stockmann.
Ja, død og plage, der må ikke spildes en
eneste dag. Hør, herr Aslaksen, det var det,
jeg vilde be’ Dem om: De må ta’ Dem person-
lig af manuskriptet.
s. 97
Aslaksen.
Det skal jeg nok.
Doktor Stockmann.
Pas på det, som om det var guld. Ingen
trykfejl; hvert ord er vigtigt. Og så kommer
jeg indom igen siden; kanske jeg kunde få se
lidt korrektur. – Ja, jeg kan ikke sige, hvor
jeg tørster efter at få den sag på tryk, –
slynget ud –
Billing.
Slynget, – ja, som et lyn!
Doktor Stockmann.
– underkastet alle kyndige medborgeres
dom. Å, De kan aldrig forestille Dem, hvad
jeg har været udsat for idag. Man har truet
mig både med dit og med dat; man har villet
ta’ ifra mig mine soleklareste menneskerettig-
heder –
Billing.
Hvad! Deres menneskerettigheder!
Doktor Stockmann.
– man har villet fornedre mig, gøre mig
til en usling, forlangt, at jeg skulde sætte person-
lig fordel over min inderste, helligste overbevis-
ning –
Billing.
Det er, gud døde mig, for grovt.
Henrik Ibsen: En folkefiende.
7
s. 98
Hovstad.
Å ja, en kan vente sig noget af hvert fra
den kant.
Doktor Stockmann.
Men med mig skal de komme tilkort; det
skal de få sort på hvidt for. Nu vil jeg hver
evig eneste dag lægge mig ligesom for anker i
«Folkebudet» og bestryge dem med den ene
exploderende opsats efter den anden –
Aslaksen.
Ja, men hør nu –
Billing.
Hurra; det blir krig, det blir krig!
Doktor Stockmann.
– jeg skal slå dem til jorden, jeg skal
knuse dem, rasere deres fæstningsværker for hele
den retsindige almenheds øjne! Det skal jeg gøre!
Aslaksen.
Men gør det endelig moderat, herr doktor;
skyd med mådehold –
Billing.
Nej da; nej da! Spar ikke på dynamiten!
Doktor Stockmann
(vedbliver uforstyrret).
For nu er det ikke bare dette med vand-
s. 99

værket og kloaken alene, ser De. Nej, det er
hele samfundet, som skal renskes, desinficeres –
Billing.
Der lød det forløsende ord!
Doktor Stockmann.
Alle flikværks-gubberne må føjses væk, for-
står De. Og det på alle mulige områder! Der
har åbnet sig så uendelige synsvidder for mig
idag. Det står ikke rigtig klart for mig endnu;
men jeg skal nok få rede i det. Det er unge
friske fanebærere, vi må ud og lede efter, mine
venner; vi må ha’ nye befalingsmænd på alle
forposterne.
Billing.
Hør, hør!
Doktor Stockmann.
Og lad os bare holde sammen, så går det
så glat, så glat! Hele omvæltningen vil løbe af
stabelen som et skib. Ja, tror De ikke det?
Hovstad.
Jeg for min del tror, at nu har vi al udsigt
til at få lagt det kommunale styre der, hvor det
rettelig bør ligge.
Aslaksen.
Og når vi bare farer frem med mådehold,
så kan jeg da aldrig tænke mig, at dette her
kunde være farligt.
7*
s. 100
Doktor Stockmann.
Hvem fanden bryr sig om enten det er far-
ligt eller ikke! Det, jeg gør, det gør jeg i sand-
hedens navn og for min samvittigheds skyld.
Hovstad.
De er en mand, som fortjener at støttes,
herr doktor.
Aslaksen.
Ja, det står fast, doktoren er byens sande
ven; en rigtig samfundsven er han.
Billing.
Doktor Stockmann er, gud døde mig, en
folkeven, Aslaksen!
Aslaksen.
Jeg tænker, husejerforeningen snart gør brug
af det udtryk.
Doktor Stockmann
(bevæget, trykker deres hænder).
Tak, tak, mine kære, trofaste venner; –
dette her er mig så kvægende at høre; – min
herr bror kaldte mig for noget ganske andet. Nå,
det skal han min sæl få igen med renter! Men
nu må jeg op og se til en stakkers djævel –.
Jeg kommer igen, som sagt. Tag endelig godt
vare paa manuskriptet, herr Aslaksen; – og, for
alt i verden, stryg ikke nogen af udråbstegnene!
s. 101

Sæt heller et par stykker til! Godt, godt; farvel
sålænge; farvel, farvel!
(Gensidige hilsener idet han følges til døren og går.)
Hovstad.
Han kan bli’ en ubetalelig nyttig mand
for os.
Aslaksen.
Ja, så længe han bare vil holde sig til dette
her med badeanstalten. Men går han videre, så
er det ikke rådeligt at slå følge med ham.
Hovstad.
Hm, det kommer nu alt an på –
Billing.
De er da også så forbandet ræd, Aslaksen.
Aslaksen.
Ræd? Ja, når det gælder de lokale magt-
havere, så er jeg ræd, herr Billing; det er noget,
jeg har lært i erfaringens skole, skal jeg sige
Dem. Men sæt mig op i den store politik, lige-
over for regeringen selv, og se så, om jeg
er ræd.
Billing.
Nej visst er De ikke, nej; men det er jo
netop modsigelsen hos Dem.
Aslaksen.
Jeg er en mand med samvittighed, det er
s. 102

sagen. Ryger en løs på regeringen, så gør en
ikke samfundet nogen skade ialfald; for de mænd
bryr sig ikke om det, ser De; – de blir stående
ligegodt, de. Men de lokale myndighederne,
de kan kastes, og så kan en kanske få ukyndig-
heden ved roret, til ubodelig skade både for
husejere og andre.
Hovstad.
Men borgeropdragelsen gennem selvstyret da,
– tænker De ikke på den?
Aslaksen.
Når en mand har fåt noget mellem hænderne,
som skal skøttes, så kan en ikke tænke på al-
ting, herr Hovstad.
Hovstad.
Da gid jeg aldrig må få noget mellem hæn-
derne!
Billing.
Hør, – hør!
Aslaksen
(smiler).
Hm. (peger mod pulten.) På den redaktør-krak-
ken der har stiftamtmand Stensgård siddet før
Dem.
Billing
(spytter).
Tvi! Slig en overløber.
s. 103
Hovstad.
Jeg er ingen slingringsmand – og blir det
heller aldrig.
Aslaksen.
En politiker skal ikke forsværge nogen ting
i verden, herr Hovstad. Og De, herr Billing,
skulde også ta’ et rev eller to i sejlet nu om
dagene, synes jeg; for De søger jo sekretær-
posten i magistraten.
Billing.
Jeg –!
Hovstad.
Gør De, Billing!
Billing.
Nå ja, – De kan da for fanden skønne, at
det bare er for at ærgre de velvise herrerne.
Aslaksen.
Ja, mig kommer det jo sletikke ved. Men
når jeg sigtes for fejghed og for modsigelser i
min holdning, så er det det, jeg vil ha’ betonet:
bogtrykker Aslaksens politiske fortid ligger åben
for alle og enhver. Jeg har ikke undergåt anden
forandring, end at jeg er ble’t mere mådeholden,
ser De. Mit hjerte er fremdeles hos folket; men
jeg nægter ikke for, at min forstand hælder
noget over til magthaverne, – ja, til de lo-
kale da.
(han går ind i trykkeriet.)
s. 104
Billing.
Skulde vi ikke se at bli’ af med ham, Hov-
stad?
Hovstad.
Kender De nogen anden, som vil stå i for-
skud både for papir og trykningsomkostninger?
Billing.
Det er forbandet, at vi ikke skal ha’ den
fornødne driftskapital.
Hovstad
(sætter sig ved pulten).
Ja, havde vi bare den, så –
Billing.
End om De henvendte Dem til doktor Stock-
mann?
Hovstad
(blader i papirerne).
Å, hvad kan det nytte? Han ejer jo ingen-
ting.
Billing.
Nej; men han har en god mand i bag-
hånden, gamle Morten Kiil, – «grævlingen»,
som de kalder ham.
Hovstad
(skrivende).
Véd De da så sikkert, at han ejer noget?
s. 105
Billing.
Ja, gud døde mig, gør han da vel det! Og
en del af det må da vel tilfalde Stockmanns
familje. Han må da vel tænke på at udstyre –
børnene ialfald.
Hovstad
(vender sig halvt om).
Bygger De på det?
Billing.
Bygger? Jeg bygger naturligvis ikke på
nogenting.
Hovstad.
Det gør De ret i. Og denne posten i magi-
straten skulde De nu sletikke bygge på; for jeg
kan forsikre Dem, – De får den ikke.
Billing.
Nej, tror De ikke jeg véd det meget godt?
Men det er mig netop kært, at jeg ikke får den.
En sådan tilsidesættelse ildner ens stridsmod; –
en får ligesom en tilførsel af frisk galde, og det
kan vel behøves i en ravnekrog som her, hvor
der så sjelden sker noget rigtig æggende.
Hovstad
(som skriver).
Å ja; å ja.
Billing.
Nå, – de skal snart få høre fra mig! –
s. 106

Nu går jeg ind og skriver opråbet til husejer-
foreningen.
(han går ind i værelset til højre.)
Hovstad
(sidder ved pulten, tygger på penneskaftet og siger langsomt):
Hm, – ja så da. – (det banker.) Kom ind!
(Petra kommer gennem døren til venstre i baggrunden.)
Hovstad
(rejser sig).
Nej, er det Dem? Kommer De her?
Petra.
Ja, De må undskylde –
Hovstad
(rykker en lænestol frem).
Vil De ikke sætte Dem ned?
Petra.
Nej tak; jeg går straks igen.
Hovstad.
Er det kanske noget fra Deres far, som –?
Petra.
Nej, det er fra mig selv. (tar en bog op af kåbe-
lommen.)
Her er den engelske fortælling.
Hovstad.
Hvorfor gir De den tilbage?
s. 107
Petra.
Jo, for jeg vil ikke oversætte den.
Hovstad.
Men De lovte mig da så visst –
Petra.
Ja, dengang havde jeg ikke læst den. Og
De har da visst heller ikke læst den?
Hovstad.
Nej; De véd jo, jeg forstår ikke engelsk;
men –
Petra.
Nej vel; derfor vilde jeg sige Dem, at De
må se Dem om efter noget andet. (lægger bogen på
bordet.)
Denne her kan sletikke bruges i «Folke-
budet».
Hovstad.
Hvorfor ikke det?
Petra.
Fordi den står aldeles i strid med Deres
egne meninger.
Hovstad.
Nå, for den sags skyld –
Petra.
De forstår mig nok ikke. Den handler om,
hvorledes en overnaturlig styrelse tar sig af de
s. 108

såkaldte gode mennesker her i verden og leder
alting til det bedste for dem til slut, – og at
alle de såkaldte onde mennesker får sin straf.
Hovstad.
Ja men det er jo bare bra’, det. Det er jo
netop sligt noget, folk vil ha’.
Petra.
Vil da De være den, som gir folk sligt noget?
Selv tror De jo ikke et ord af det. De véd jo
meget godt, at det ikke går så til i virkeligheden.
Hovstad.
De har så fuldkommen ret; men en redaktør
kan ikke altid handle, som han helst vilde. En
får ofte bøje sig for folks mening i det mindre
vigtige. Politiken er jo dog hovedsagen i livet
– eller for et blad ialfald; og vil jeg få folk
med mig på frigørelse og fremskridt, så må jeg
ikke skræmme dem ifra mig. Når de finder en
slig moralsk fortælling nedenunder i bladkælderen,
så går de villigere med på det, vi trykker oven-
for; – de blir ligesom mere trygge.
Petra.
Fy; så lumsk går ikke De og stiller snarer
for Deres læsere; De er ikke nogen ædderkop.
Hovstad
(smiler).
Tak, fordi De tror så godt om mig. Nej,
s. 109

det er jo rigtignok også bare Billings tankegang
og ikke min.
Petra.
Billings!
Hovstad.
Ja, ialfald snakked han så her en af dagene.
Det er jo Billing, som er så hidsig på at få den
fortællingen ind; jeg kender jo ikke bogen.
Petra.
Men hvor kan da Billing med sine frigjorte
anskuelser –!
Hovstad.
Å, Billing er mangfoldig, han. Nu søger
han sekretærposten i magistraten også, hører jeg.
Petra.
Det tror jeg ikke, Hovstad. Hvor skulde
han kunne bekvemme sig til sligt?
Hovstad.
Ja, det må De spørge ham om.
Petra.
Aldrig havde jeg da tænkt det om Billing.
Hovstad
(ser fastere på hende).
Ikke? Kommer det Dem så rent uventet?
s. 110
Petra.
Ja. Eller kanske nej alligevel. Å, jeg véd
igrunden ikke –.
Hovstad.
Vi avisskrivere duer ikke stort, frøken.
Petra.
Siger De virkelig det?
Hovstad.
En gang imellem tænker jeg det.
Petra.
Ja, under det vanlige hverdags-kævl; det kan
jeg nok forstå. Men nu, da De har taget hånd
i en stor sag –.
Hovstad.
Dette her med Deres far, mener De?
Petra.
Netop det, ja. Nu synes jeg, De må føle
Dem som en mand, der duer fremfor de fleste.
Hovstad.
Ja, idag føler jeg noget sligt.
Petra.
Ja, ikke sandt; gør De ikke det? Å, det er
et herligt livskald, De har valgt. Således at bane
vejen for miskendte sandheder og for nye modige
s. 111

synsmåder –; ja bare det, at stå frygtløst frem
og ta’ ordet for en forurettet mand –
Hovstad.
Allerhelst når denne forurettede mand er –,
hm, – jeg véd ikke rigtig, hvorledes jeg skal –
Petra.
Når han er så retskaffen og så grundærlig,
mener De?
Hovstad
(sagtere).
Allerhelst når han er Deres far, mente jeg.
Petra
(pludselig slået).
Det?
Hovstad.
Ja, Petra, – frøken Petra.
Petra.
Er det det, som står for Dem, som det
første og fremste? Ikke sagen selv? Ikke sand-
heden; ikke fars store varme hjertelag?
Hovstad.
Jo, – jo begribeligvis, det også.
Petra.
Nej tak; nu forsnakked De Dem, Hovstad;
og nu tror jeg aldrig mere på Dem i nogen ting.
s. 112
Hovstad.
Kan De da ta’ mig så ilde op, at det mest
er for Deres skyld –?
Petra.
Det, jeg er vred på Dem for, det er, at De
ikke har været ærlig imod far. De har talt til
ham, som om sandheden og samfundets vel lå
Dem nærmest på sinde; De har narret både far
og mig; De er ikke den mand, De gav Dem ud
for. Og det tilgir jeg Dem aldrig – aldrig!
Hovstad.
Det skulde De ikke sige så hvast, frøken
Petra; og allermindst nu.
Petra.
Hvorfor ikke ligeså godt nu?
Hovstad.
Fordi Deres far ikke kan undvære min
hjælp.
Petra
(ser nedad ham).
Er De en slig en også? Fy da!
Hovstad.
Nej, nej, jeg er ikke; det kom bare så ufor-
varendes over mig; De skal ikke tro det.
Petra.
Jeg véd , hvad jeg skal tro. Farvel.
s. 113
Aslaksen
(fra trykkeriet, hurtigt og hemmelighedsfuldt):
Død og plage, herr Hovstad – (ser Petra).
Au, det var slemt –
Petra.
Der ligger altså bogen; De får gi’ den til
en anden.
(går mod udgangsdøren.)
Hovstad
(følger efter).
Men, frøken –
Petra.
Farvel.
(hun går.)
Aslaksen.
Herr Hovstad, hør her!
Hovstad.
Nå, nå da; hvad er det så?
Aslaksen.
Byfogden står ude i trykkeriet.
Hovstad.
Byfogden, siger De?
Aslaksen.
Ja, han vil tale med Dem; han kom ind
bagvejen, – vilde ikke ses, kan De skønne.
Henrik Ibsen: En folkefiende.
8
s. 114
Hovstad.
Hvad kan det være for noget? Nej vent,
jeg skal selv –
(han går til trykkeridøren, åbner, hilser og byder byfogden
komme ind.)
Hovstad.
Hold udkig , Aslaksen, så at ingen –
Aslaksen.
Forstår –
(går ud i trykkeriet.)
Byfogden.
Herr Hovstad havde nok ikke ventet at se
mig her.
Hovstad.
Nej, jeg havde egentlig ikke det.
Byfogden
(ser sig om).
Her har De jo indrettet Dem ganske hygge-
ligt; virkelig net.
Hovstad.
Å –
Byfogden.
Og nu kommer jeg sådan uden videre og
lægger beslag på Deres tid.
Hovstad.
Vær så god, herr byfogd; jeg er til tje-
s. 115

neste. Men må jeg ikke skille Dem af med –?
(lægger byfogdens hue og stok hen på en stol.) Og vil så ikke
byfogden sidde ned?
Byfogden
(sætter sig ved bordet).
Tak.
(Hovstad sætter sig ligeledes ved bordet.)
Byfogden.
Jeg har havt en – rigtig en stor fortræde-
lighed idag, herr Hovstad.
Hovstad.
Så? Å ja; så mange gøremål, som byfogden
har, så –
Byfogden.
Dette her idag hidrører fra badelægen.
Hovstad.
Ja så; fra doktoren?
Byfogden.
Han har forfattet en slags forestilling til bade-
bestyrelsen angående en del formentlige mangler
ved badet.
Hovstad.
Nej, har han det?
Byfogden.
Ja, har han ikke sagt Dem –? Jeg syntes,
han fortalte –
8*
s. 116
Hovstad.
Å jo, det er sandt, han lod nogen ord
falde –
Aslaksen
(fra trykkeriet).
Jeg skulde nok ha’ manuskriftet –
Hovstad
(ærgerlig).
Hm; det ligger jo der på pulten.
Aslaksen
(finder det).
Godt.
Byfogden.
Men se, der er jo netop –
Aslaksen.
Ja, det er doktorens opsats, herr byfogd.
Hovstad.
Nå, det er den, De taler om?
Byfogden.
Den selvsamme. Hvad synes De om den?
Hovstad.
Jeg er jo ikke fagmand, og jeg har bare
læst den så flygtigt.
Byfogden.
Men De lar den dog trykke?
s. 117
Hovstad.
En navngiven mand kan jeg ikke godt
nægte –
Aslaksen.
Jeg har ingenting at sige i bladet, herr
byfogd –
Byfogden.
Forstår sig.
Aslaksen.
Jeg bare trykker, hvad jeg får i hænderne.
Byfogden.
Ganske i sin orden.
Aslaksen.
Og derfor så må jeg –
(går mod trykkeriet.)
Byfogden.
Nej bliv et øjeblik, herr Aslaksen. Med
Deres tilladelse, herr Hovstad –
Hovstad.
Jeg ber, herr byfogd –
Byfogden.
De er en besindig og tænksom mand, herr
Aslaksen.
Aslaksen.
Det glæder mig, at byfogden synes det.
s. 118
Byfogden.
Og en mand med indflydelse i vide kredse.
Aslaksen.
Det er nu mest iblandt småfolk, det.
Byfogden.
De små skatteydere er de talrigste – her
som andetsteds.
Aslaksen.
Det er de rigtignok.
Byfogden.
Og jeg tviler ikke på, at De kender stem-
ningen blandt de fleste af dem. Gør De ikke det?
Aslaksen.
Jo, det tør jeg nok sige, jeg gør, herr
byfogd.
Byfogden.
Ja, – når der altså råder en så prisværdig
offervillighed hos byens mindre bemidlede borgere,
så –
Aslaksen.
Hvorledes det?
Hovstad.
Offervillighed?
Byfogden.
Det er et smukt tegn på samfundsånd; et
s. 119

overmåde smukt tegn. Jeg havde nær sagt, jeg
havde ikke ventet det. Men De kender jo stem-
ningen grundigere end jeg.
Aslaksen.
Ja men, herr byfogd –
Byfogden.
Og det blir sandelig ikke noget ringe offer,
byen kommer til at bringe.
Hovstad.
Byen?
Aslaksen.
Men jeg skønner ikke –. Det er jo badet –!
Byfogden.
Efter et foreløbigt overslag vil de forandringer,
badelægen formener ønskelige, løbe op til et par
hundrede tusend kroner.
Aslaksen.
Det er jo svære penge; men –
Byfogden.
Naturligvis blir det nødvendigt, at vi optar
et kommunallån.
Hovstad
(rejser sig).
Det er da vel aldrig meningen, at byen –?
s. 120
Aslaksen.
Skulde det gå af bykassen! Af småborgernes
fattige lommer!
Byfogden.
Ja, ærede herr Aslaksen, hvor skulde mid-
lerne ellers komme fra?
Aslaksen.
Det får de herrer sørge for, som ejer badet.
Byfogden.
Bade-ejerne ser sig ikke istand til at strække
sig videre end sket er.
Aslaksen.
Er det ganske sikkert, det, herr byfogd?
Byfogden.
Jeg har forvisset mig om det. Ønsker man
altså disse omfattende forandringer, så får byen
selv bekoste dem.
Aslaksen.
Men guds død og pine – om forladelse! –
men dette her er jo en ganske anden sag, herr
Hovstad!
Hovstad.
Ja, det er det rigtignok.
Byfogden.
Det fataleste er, at vi blir nødt til at lukke
badet et par års tid.
s. 121
Hovstad.
Lukke? Helt lukke!
Aslaksen.
I to år!
Byfogden.
Ja, så længe vil arbejdet vare – mindst.
Aslaksen.
Nej men død og plage, det står vi aldrig
ud, herr byfogd! Hvad skal da vi husejere leve
af imens?
Byfogden.
Det er desværre overmåde vanskeligt at svare
på, herr Aslaksen. Men hvad vil De, vi skal
gøre? Tror De vi får en eneste badegæst hid,
når man går hen og bilder dem ind, at vandet
er bedærvet, at vi lever på en pestgrund, at hele
byen –
Aslaksen.
Og det er alt ihob bare en indbildning?
Byfogden.
Jeg har med min bedste vilje ikke kunnet
overbevise mig om andet.
Aslaksen.
Ja men så er det da også rent uforsvarligt
af doktor Stockmann –; ber om forladelse, herr
byfogd, men –
s. 122
Byfogden.
Det er en beklagelig sandhed, De der ud-
taler, herr Aslaksen. Min bror har desværre
altid været en fremfusende mand.
Aslaksen.
Og endda så vil De støtte ham i sligt noget,
herr Hovstad!
Hovstad.
Men hvem kunde da også tænke sig, at –?
Byfogden.
Jeg har affattet en kort redegørelse for sag-
forholdet, således, som det fra et nøkternt syns-
punkt bør opfattes; og derhos har jeg antydet,
hvorledes de mulige ulemper bør kunne forventes
afhjulpne på en for badekassen overkommelig
måde.
Hovstad.
Har De den opsats hos Dem, herr byfogd?
Byfogden
(famler i lommen).
Ja; jeg tog den med for det tilfælde, at De –
Aslaksen
(hurtigt).
Død og plage, der er han!
Byfogden.
Hvem? Min bror?
s. 123
Hovstad.
Hvor, – hvor!
Aslaksen.
Han går gennem trykkeriet.
Byfogden.
Fatalt. Jeg vilde nødig støde sammen med
ham her, og jeg havde endnu adskilligt at tale
med Dem om.
Hovstad
(peger mod døren til højre ).
Gå derind sålænge.
Byfogden.
Men –?
Hovstad.
De træffer bare Billing.
Aslaksen.
Fort, fort, herr byfogd; nu kommer han.
Byfogden.
Ja, ja da; men se at få ham snart afsted
igen.
(han går ud gennem døren til højre , som Aslaksen åbner og lukker
for ham.)
Hovstad.
Giv Dem noget at bestille, Aslaksen.
(han sætter sig og skriver. Aslaksen roder i en bunke aviser på
en stol til højre .)
s. 124
Doktor Stockmann
(kommer fra trykkeriet).
Her har De mig igen.
(sætter hat og stok fra sig.)
Hovstad
(skrivende).
Allerede, herr doktor? Skynd Dem med det,
vi talte om, Aslaksen. Tiden er svært knap for
os idag.
Doktor Stockmann
(til Aslaksen).
Ingen korrektur at få endnu, hører jeg.
Aslaksen
(uden at vende sig).
Nej, hvor kunde da doktoren tænke det?
Doktor Stockmann.
Nej, nej; men jeg er utålmodig, kan De vel
begribe. Jeg har ikke rist eller ro, før jeg ser
det på tryk.
Hovstad.
Hm; det vil visst vare en god stund endnu.
Tror De ikke det, Aslaksen?
Aslaksen.
Jo, jeg er næsten ræd for det.
Doktor Stockmann.
Godt, godt, mine kære venner; så kommer
s. 125

jeg igen; jeg kommer gerne to gange, om det
behøves. En så stor sag, – hele byens vel-
færd –; det er minsæl ikke tid at lægge sig på
ladsiden. (vil gå, men standser og kommer tilbage.) Nej
hør, – der er endnu en ting, jeg må tale med
Dem om.
Hovstad.
Undskyld; men kunde vi ikke en anden
gang –?
Doktor Stockmann.
Det er sagt i to ord. Det var bare det,
ser De, – når man nu imorgen læser min op-
sats i bladet og altså får vide, at jeg har gåt
her hele vinteren i stilhed og virket for byens
bedste –
Hovstad.
Ja men, herr doktor –
Doktor Stockmann.
Jeg véd , hvad De vil sige. De synes ikke,
det var mere end min forbandede skyldighed, –
simpel borgerpligt. Nej, naturligvis; det véd jeg
lige så godt som De. Men mine medborgere,
ser De –; herregud , de velsignede mennesker,
de holder jo så meget af mig –
Aslaksen.
Ja, borgerne har holdt svært af Dem til
denne dag, herr doktor.
s. 126
Doktor Stockmann.
Ja, og just derfor er det jeg frygter, at –;
det er det, jeg vilde sige: når nu dette kommer
til dem – nærmest til de ubemidlede klasser –
som et manende opråb om for fremtiden at ta’
byens sager i egen hånd –
Hovstad
(rejser sig).
Hm, herr doktor, jeg vil ikke dølge for
Dem –
Doktor Stockmann.
Aha, – kunde jeg ikke tænke der var noget
igære! Men det vil jeg ikke vide af. Hvis man
går og forbereder sig på noget sligt –
Hovstad.
Hvilket da?
Doktor Stockmann.
Nå, på det ene eller det andet, – et fanetog
eller en festmiddag eller en subskription til en
hædersgave – eller hvad det nu kan være, så
skal De love mig helligt og dyrt at få det for-
purret. Og De også, herr Aslaksen; hører
De det!
Hovstad.
Om forladelse, herr doktor; vi kan lige så
godt først som sidst sige Dem rene sandheden –
(Fru Stockmann, i hat og kåbe, kommer ind gennem døren til
venstre i baggrunden.)
s. 127
Fru Stockmann
(ser doktoren).
Jo, ganske rigtig!
Hovstad
(går hende imøde).
Nej se, kommer fruen også?
Doktor Stockmann.
Hvad fanden vil du her, Katrine?
Fru Stockmann.
Det kan du da vel tænke dig, hvad jeg vil.
Hovstad.
Skal De ikke sætte Dem? Eller kanske –
Fru Stockmann.
Tak; bry’ Dem ikke. Og De må ikke for-
tryde på, at jeg kommer og henter Stockmann;
for jeg er mor til tre børn, skal jeg sige Dem.
Doktor Stockmann.
Snak, snak; det véd vi jo så godt.
Fru Stockmann.
Nå, det lader såmænd ikke til, at du tænker
stort på kone og børn idag; for ellers gik du
vel ikke således hen og styrted os allesammen i
ulykke.
Doktor Stockmann.
Men er du da rent gal, Katrine! Skal en
s. 128

mand med kone og børn ikke få lov til at for-
kynde sandheden, – ikke få lov til at være en
nyttig og virksom statsborger, – ikke få lov til
at tjene den by, han lever i!
Fru Stockmann.
Alting med måde, Tomas!
Aslaksen.
Det siger jeg også. Mådehold i alting.
Fru Stockmann.
Og derfor gør De synd imod os, herr Hov-
stad, når De lokker min mand bort fra hus og
hjem og narrer ham ind i alt dette her.
Hovstad.
Jeg narrer såvisst ingen ind –
Doktor Stockmann.
Narrer! Tror du, jeg lar mig narre!
Fru Stockmann.
Ja, det gør du. Jeg véd nok, du er den
klogeste mand i byen; men du er så svært let
at narre, Tomas. (til Hovstad.) Og tænk bare på,
at han mister sin post ved badet, dersom De
trykker det, han har skrevet –
Aslaksen.
Hvad for noget!
s. 129
Hovstad.
Ja men véd De hvad, herr doktor –
Doktor Stockmann
(ler).
Haha, lad dem bare prøve –! Å nej, du,
– de varer sig nok. For jeg har den kompakte
majoritet bag mig, ser du!
Fru Stockmann.
Ja, det er just ulykken, at du har sådant
noget fælt bag dig.
Doktor Stockmann.
Sniksnak, Katrine; – gå hjem og tag dig
af dit hus og lad mig ta’ mig af samfundet.
Hvor kan du være så ræd, når jeg er så tryg
og glad? (gnider hænderne og går op og ned.) Sandheden
og folket skal vinde slaget, det kan du bande
på. Å, jeg ser hele den frisindede borgerstand
fylke sig til en sejrende hær –! (standser ved en stol.)
Hvad – hvad fanden er det der for noget?
Aslaksen
(ser derhen).
Au da!
Hovstad
(ligeså).
Hm –
Henrik Ibsen: En folkefiende.
9
s. 130
Doktor Stockmann.
Her ligger jo autoritetens toppunkt.
(han tar byfogdens hue varligt i fingerspidsene og holder den
ivejret.)
Fru Stockmann.
Byfogdens hue!
Doktor Stockmann.
Og her er kommandostaven også. Hvordan
i pokkers skind og ben –?
Hovstad.
Nu vel da –
Doktor Stockmann.
Ah, jeg forstår! Han har været her for at
besnakke Dem. Haha, der kom han til den
rette! Og da han så fik øje på mig i trykkeriet –.
(brister i latter.) Løb han, herr Aslaksen?
Aslaksen
(hurtigt).
Ja-gu’ løb han, herr doktor.
Doktor Stockmann.
Løb ifra både stokken og –. Sliddersladder;
Peter løber ikke ifra nogenting. Men hvor fanden
har I gjort af ham? Ah, – derinde naturligvis.
Nu skal du få se, Katrine!
Fru Stockmann.
Tomas, – jeg ber dig –!
s. 131
Aslaksen.
Tag Dem ivare, herr doktor!
Doktor Stockmann
(har sat byfogdens hue på hodet og taget hans stok; derpå går
han hen, slår døren op og hilser med hånden til hueskyggen)
.
(Byfogden kommer ind, rød af vrede. Bag ham kommer Billing.)
Byfogden.
Hvad skal de optøjer betyde?
Doktor Stockmann.
Respekt, min gode Peter. Nu er det mig,
som er autoriteten i byen.
(han spadserer frem og tilbage.)
Fru Stockmann
(næsten grædende).
Nej men Tomas da!
Byfogden
(følger efter ham).
Giv mig min hue og min stok!
Doktor Stockmann
(som før).
Er du politimester, så er jeg borgermester,
– jeg er mester for hele byen, jeg, ser du!
Byfogden.
Læg huen fra dig, siger jeg. Husk på, det
er en reglementeret uniformshue!
9*
s. 132
Doktor Stockmann.
Pyt; tror du den vågnende folkeløve lar sig
skræmme af uniformshuer? Ja, for vi gør revolu-
tion i byen imorgen, skal du vide. Du trued
med at afsætte mig; men nu afsætter jeg dig,
– afsætter dig fra alle dine tillidsposter –.
Tror du ikke jeg kan det? Jo, du; jeg har
de sejrende samfundsmagter med mig. Hovstad
og Billing vil tordne i «Folkebudet», og bog-
trykker Aslaksen rykker ud i spidsen for hele
husejerforeningen –
Aslaksen.
Det gør jeg ikke, herr doktor.
Doktor Stockmann.
Jo visst gør De så –
Byfogden.
Aha; herr Hovstad vælger kanske alligevel
at slutte sig til agitationen ?
Hovstad.
Nej, herr byfogd.
Aslaksen.
Nej, herr Hovstad er ikke så gal, at han
skulde gå hen og ødelægge både sig selv og
bladet for en indbildnings skyld.
Doktor Stockmann
(ser sig om).
Hvad skal dette her sige?
s. 133
Hovstad.
De har fremstillet Deres sag i et falskt lys,
herr doktor; og derfor så kan jeg ikke støtte den.
Billing.
Nej, efter det, herr byfogden var så artig at
fortælle mig derinde, så –
Doktor Stockmann.
Falskt! Lad De mig om det. Bare tryk
De min opsats; jeg skal nok være mand for at
forsvare den.
Hovstad.
Jeg trykker den ikke. Jeg kan ikke og vil
ikke og tør ikke trykke den.
Doktor Stockmann.
Tør De ikke? Hvad er det for snak? De
er jo redaktør; og det er da vel redaktørerne,
som regerer pressen, skulde jeg tro!
Aslaksen.
Nej, det er abonnenterne, herr doktor.
Byfogden.
Heldigvis, ja.
Aslaksen.
Det er den offentlige mening, den oplyste
almenhed, husejerne og alle de andre; dem er
det, som regerer bladene.
s. 134
Doktor Stockmann
(fattet).
Og alle disse magter har jeg imod mig?
Aslaksen.
Ja, det har De. Det vilde være borgerskabets
rene ruin, om Deres opsats blev trykt.
Doktor Stockmann.
Ja så. –
Byfogden.
Min hue og min stok!
Doktor Stockmann
(tar huen af og lægger den på bordet tilligemed stokken).
Byfogden
(tar begge dele til sig).
Din borgermesterværdighed fik en brat ende.
Doktor Stockmann.
Enden er ikke endnu. (til Hovstad.) Det er
altså aldeles umuligt at få min opsats ind i
«Folkebudet»?
Hovstad.
Aldeles umuligt; også af hensyn til Deres
familje.
Fru Stockmann.
Å, De skal såmænd sletikke bry’ Dem om
familjen, herr Hovstad.
s. 135
Byfogden
(tar et papir op af lommen).
Til vejledning for publikum vil det være
tilstrækkeligt, når dette kommer ind; det er en
autentisk forklaring. Vær så god.
Hovstad
(tar papiret).
Godt; det skal bli’ besørget indrykket.
Doktor Stockmann.
Men mit ikke. Man bilder sig ind, man
kan tie mig og sandheden ihjæl! Men det går
ikke så glat som I tror. Herr Aslaksen, vil De
straks ta’ mit manuskript og trykke det som
flyveblad – på min egen bekostning, – på mit
forlag. Jeg vil ha’ fire hundrede exemplarer;
nej, fem–sex hundrede vil jeg ha’.
Aslaksen.
Ikke, om De så bød mig guld for det, tør
jeg låne mit officin til sligt noget, herr doktor.
Jeg tør det ikke for den offentlige menings skyld.
De får det ikke trykt noget steds i hele byen.
Doktor Stockmann.
Så giv mig det igen.
Hovstad
(rækker ham manuskriptet).
Vær så god.
s. 136
Doktor Stockmann
(henter hat og stok).
Ud skal det nu alligevel. Jeg vil læse det
op i en stor folkeforsamling; alle mine med-
borgere skal få høre sandhedens røst!
Byfogden.
Ingen forening i hele byen låner dig lokale
til sådant brug.
Aslaksen.
Ikke en eneste en; det véd jeg så visst.
Billing.
Nej, gud døde mig, om de gør!
Fru Stockmann.
Det vilde dog være altfor skammeligt! Men
hvorfor står de da således imod dig, alle mand?
Doktor Stockmann
(arrig).
Jo, det skal jeg sige dig. Det er fordi at
her i byen er alle mand kærringer – ligesom
du; alle tænker de bare på familjen og ikke på
samfundet.
Fru Stockmann
(griber ham i armen).
Så skal jeg vise dem en – en kærring,
som kan være mand – for en gangs skyld. For
nu holder jeg med dig, Tomas!
s. 137
Doktor Stockmann.
Det var bra’ sagt, Katrine. Og ud skal det,
min sæl og salighed! Kan jeg ikke få lejet
noget lokale, så hyrer jeg en tambur til at gå
igennem byen med mig, og så læser jeg det op
på alle gadehjørnerne.
Byfogden.
Så topmålt gal er du da vel ikke!
Doktor Stockmann.
Jo, jeg er!
Aslaksen.
De får ikke en eneste mand i hele byen til
at gå med Dem.
Billing.
Nej, gud døde mig, om De får!
Fru Stockmann.
Bare ikke gi’ dig, Tomas. Jeg skal be’
gutterne gå med dig.
Doktor Stockmann.
Det er et ypperligt indfald!
Fru Stockmann.
Morten gør det så gerne; og Ejlif, han går
nok med, han også.
Doktor Stockmann.
Ja, og så Petra da! Og du selv, Katrine!
s. 138
Fru Stockmann.
Nej, nej, ikke jeg selv; men jeg skal stå i
vinduet og se på dig; det skal jeg gøre.
Doktor Stockmann
(slår armene om hende og kysser hende).
Tak for det! Jo, nu skal vi prøve en dyst,
I gode herrer! Jeg vil dog se, om usseldommen
har magt til at binde munden på den patriot,
som vil renske samfundet!
(han og fruen går ud gennem døren til venstre i baggrunden.)
Byfogden
(ryster betænkelig på hodet).
Nu har han gjort hende gal også.

FJERDE AKT.

(En stor gammeldags sal i skibskaptejn Horsters hus. En
åben fløjdør i baggrunden fører til et forværelse. På den venstre
langvæg er tre vinduer; midt på den modsatte væg er hensat en
forhøjning og på den et lidet bord med to lys, vandkaraffel, et
glas og en klokke. Salen er forøvrigt oplyst med lampetter
mellem vinduerne. Til venstre i forgrunden står et bord med
lys på og en stol. Forrest til højre er en dør og ved denne et
par stole.)
(Stor forsamling af byens borgere af alle stænder. Enkelte
kvinder
og nogle skolegutter ses blandt mængden. Flere og
flere mennesker strømmer efterhånden ind fra baggrunden, så
at salen fyldes.)
En borger
(til en anden, som han støder på).
Er du også her ikveld, Lamstad?
Den tiltalte.
Jeg er med ved alle folkemøder, jeg.
En hosstående.
De har da vel ta’t pibe med, véd jeg?
Den anden borger.
Jagu’ har jeg da det. Har ikke De?
s. 140
Den tredje.
Jo da. Og skipper Evensen vilde ta’ med
sig en svær diger lur, sa’ han.
Den anden borger.
Han er god, Evensen.
(Latter i klyngen.)
En fjerde borger
(kommer til).
Hør, sig mig, hvad er det for noget, som
skal gå for sig her ikveld?
Den anden borger.
Det er jo doktor Stockmann, som vil holde
et foredrag imod byfogden.
Den nykomne.
Men byfogden er jo hans bror.
Den første borger.
Det er det samme; doktor Stockmann er ikke
ræd, han.
Den tredje borger.
Men han har jo uret; det stod i «Folke-
budet».
Den anden borger.
Ja, han må visst ha’ uret dennegang; for de
vilde ikke låne ham sal hverken i husejerfor-
eningen eller i borgerklubben.
s. 141
Den første borger.
Ikke engang badesalen kunde han få overladt.
Den anden.
Nej, det kan du vel vide.
En mand
(i en anden klynge).
Hvem skal en nu holde med i denne her
sagen, De?
En anden mand
(sammesteds).
Bare pas på bogtrykker Aslaksen, og gør,
som han gør.
Billing
(med en mappe under armen, baner sig vej gennem mængden).
Om forladelse, mine herrer! Måtte jeg kanske
få slippe frem? Jeg skal referere for «Folke-
budet». Tusend tak!
(han sætter sig ved bordet til venstre .)
En arbejder.
Hvem var han der?
En anden arbejder.
Kender du ikke han da? Det er jo den
Billingen, som går for Aslaksens avis.
(Skibskaptejn Horster fører fru Stockmann og Petra ind
gennem døren til højre i forgrunden. Ejlif og Morten følger
med dem.)
s. 142
Horster.
Her havde jeg tænkt familjen kunde sidde;
en slipper så nemt ud her, om der skulde komme
noget på.
Fru Stockmann.
Tror De da her blir allarm?
Horster.
En kan aldrig vide –; mellem så mange
mennesker –. Men sæt De Dem ganske rolig.
Fru Stockmann
(sætter sig).
Hvor det var snildt af Dem, at De tilbød
Stockmann salen.
Horster.
Når ingen anden vilde, så –
Petra,
(som også har sat sig).
Og modigt var det også, Horster.
Horster.
Å, der skulde nu ikke så stort mod til det,
synes jeg.
(Redaktør Hovstad og bogtrykker Aslaksen kommer sam-
tidigt men hver for sig fremover gennem mængden.)
Aslaksen
(går hen til Horster).
Er ikke doktoren kommet endnu?
s. 143
Horster.
Han venter derinde.
(Bevægelse oppe ved døren i baggrunden.)
Hovstad
(til Billing).
Der har vi byfogden. Ser De!
Billing.
Ja, gud døde mig, møder han ikke frem
alligevel!
(Byfogd Stockmann baner sig med lempe vej mellem de
forsamlede, hilser høfligt og stiller sig ved væggen til venstre .
Lidt efter kommer doktor Stockmann ind gennem døren til
højre i forgrunden. Han er sortklædt, i frakke, med hvidt hals-
tørklæde. Enkelte klapper usikkert, men mødes af en dæmpet
hyssen. Det blir stille.)
Doktor Stockmann
(halvhøjt).
Hvorledes har du det, Katrine?
Fru Stockmann.
Jo, jeg har det godt. (sagtere.) Bliv nu endelig
ikke hidsig, Tomas.
Doktor Stockmann.
Å , jeg véd nok at styre mig, du. (ser på sit ur ,
stiger op på forhøjningen og bukker.)
Klokken er et kvarter
over, – og så vil jeg da begynde –
(tar sit manuskript frem.)
Aslaksen.
Først må der vel vælges en ordstyrer.
s. 144
Doktor Stockmann.
Nej; det er sletikke nødvendigt.
Nogle herrer
(råber).
Jo, jo!
Byfogden.
Jeg skulde også formene, at der bør vælges
en dirigent.
Doktor Stockmann.
Men jeg har tillyst dette møde for at holde
et foredrag, Peter!
Byfogden.
Badelægens foredrag turde muligens gi’ an-
ledning til divergerende opinionsytringer.
Flere stemmer
(fra mængden).
En ordstyrer! En dirigent!
Hovstad.
Den almene borgervilje synes at kræve en
ordstyrer.
Doktor Stockmann
(behersket).
Nu godt og vel; lad borgerviljen få sin
vilje da.
Aslaksen.
Skulde ikke herr byfogden ville påtage sig
det hverv?
s. 145
Tre herrer
(klapper).
Bravo! Bravo!
Byfogden.
Af flere letforstålige grunde må jeg undslå
mig. Men heldigvis har vi i vor midte en mand,
som jeg tror alle kan akceptere. Jeg sigter til
formanden i husejerforeningen, herr bogtrykker
Aslaksen.
Mange stemmer.
Ja, ja! Aslaksen leve! Hurra for Aslaksen!
Doktor Stockmann
(tar sit manuskript og går ned fra forhøjningen).
Aslaksen.
Når mine medborgeres tillid kalder mig, så
skal jeg ikke være uvillig –
(Håndklap og bifaldsråb. Aslaksen stiger op på forhøjningen.)
Billing
(skriver).
Altså – «herr bogtrykker Aslaksen valgt
med akklamation –»
Aslaksen.
Og da jeg nu står på denne plads, må jeg
få lov til at sige et par kortfattede ord. Jeg er
en stilfærdig og fredsommelig mand, som holder
på besindig moderation og på – og på moderat
besindighed; det véd hver og en, som kender mig.
Henrik Ibsen: En folkefiende.
10
s. 146
Mange røster.
Ja! Ja da, Aslaksen!
Aslaksen.
Jeg har i livets og erfaringens skole lært, at
mådehold er den dyd, som båder en statsborger
bedst –
Byfogden.
Hør!
Aslaksen.
– og at sindighed og mådehold er det, som
samfundet er bedst tjent med også. Jeg skulde
derfor henstille til den agtede medborger, som
har kaldt mødet sammen, at han beflitter sig på
at holde sig indenfor mådeholdets grænser.
En mand
(oppe ved døren).
Mådeholdsforeningens skål!
En stemme.
Fy for fan’ da!
Mange.
Hys, hys!
Aslaksen.
Ingen afbrydelser, mine herrer! – Er der
nogen, som forlanger ordet?
Byfogden.
Herr dirigent!
s. 147
Aslaksen.
Herr byfogd Stockmann har ordet.
Byfogden.
I betragtning af det nære slægtskabsforhold,
jeg, som formentlig bekendt, står i til den fun-
gerende badelæge, skulde jeg helst ønsket, ikke
at ytre mig her iaften. Men min stilling til bade-
anstalten og hensynet til byens allervigtigste
interesser tvinger mig til at fremsætte et forslag.
Jeg tør vel supponere, at ikke en eneste af de
her tilstedeværende borgere finder det ønskeligt
at upålidelige og overdrevne fremstillinger af badets
og byens sanitære forholde spredes ud i videre
kredse.
Mange stemmer.
Nej, nej, nej! Ikke det! Vi protesterer!
Byfogden.
Jeg vil derfor foreslå, at forsamlingen ikke
tilsteder badelægen at oplæse eller foredrage sin
fremstilling af sagen.
Doktor Stockmann
(opbrusende).
Ikke tilsteder –! Hvad for noget!
Fru Stockmann
(hoster).
Hm – hm!
10*
s. 148
Doktor Stockmann
(fatter sig).
Nå; ikke tilsteder altså.
Byfogden.
Jeg har i min redegørelse i «Folkebudet»
gjort almenheden bekendt med de væsentligste
fakta, så alle velsindede borgere med lethed kan
opgøre sin dom. Man vil deraf se, at badelægens
forslag, – foruden et mistillidsvotum imod stedets
ledende mænd, – i grunden går ud på at på-
byrde byens skattepligtige indvånere en ufornøden
udgift af mindst hundrede tusend kroner.
(Uvilje og nogle piber.)
Aslaksen
(ringer med klokken).
Silentium, mine herrer! Jeg må få lov at
støtte byfogdens forslag. Det er også min
mening, at doktorens agitation har en bagtanke.
Han taler om badet; men det er en revolution,
han efterstræber; han vil lægge styrelsen over i
andre hænder. Ingen tviler om doktorens rede-
lige hensigter; gud bevares, dem kan der ikke
være to meninger om. Jeg er også en ven af
folkeligt selvstyre, når det bare ikke falder for
dyrt for skatteborgerne. Men det vilde bli’ til-
fældet her; og derfor så –; nej guds død –
med forlov – om jeg kan være med doktor
s. 149

Stockmann dennegang. En kan også købe guld
for dyrt; det er nu min mening.
(Livlig tilslutning fra alle sider.)
Hovstad.
Også jeg føler mig opfordret til at gøre
rede for min stilling. Doktor Stockmanns agita-
tion lod til at vinde adskillig stemning for sig i
førstningen, og jeg støtted den så upartisk jeg
kunde. Men så kom vi undervejr med, at vi
havde ladt os vildlede af en falsk fremstilling –
Doktor Stockmann.
Falsk –!
Hovstad.
En mindre pålidelig fremstilling da. By-
fogdens redegørelse har påvist det. Jeg håber,
ingen her på stedet mistænker mit liberale sinde-
lag; «Folkebudets» holdning i de store politiske
spørsmål er vel kendt af enhver. Men jeg har
af erfarne og sindige mænd lært, at i rent lokale
sager bør et blad gå frem med en viss var-
somhed.
Aslaksen.
Fuldkommen enig med taleren.
Hovstad.
Og i den foreliggende sag er det nu aldeles
utvilsomt, at doktor Stockmann har den almene
vilje imod sig. Men hvad er en redaktørs første
s. 150

og fornemste skyldighed, mine herrer? Er det
ikke at virke i overensstemmelse med sine læsere?
Har han ikke fåt ligesom et stiltiende mandat
til ihærdigt og ufortrødent at fremme sine
meningsfællers velfærd? Eller skulde jeg kanske
ta’ fejl i dette?
Mange stemmer.
Nej, nej, nej! Redaktør Hovstad har ret!
Hovstad.
Det har kostet mig en tung kamp at bryde
med en mand, i hvis hus jeg i den senere tid
har været en hyppig gæst, – en mand, som
indtil denne dag har kunnet glæde sig ved sine
medborgeres udelte velvilje, – en mand, hvis
eneste – eller ialfald væsentligste fejl er, at han
mere spør’ sit hjerte end sit hode tilråds.
Nogle spredte røster.
Det er sandt! Hurra for doktor Stockmann!
Hovstad.
Men min pligt imod samfundet bød mig at
bryde med ham. Og så er der et hensyn til,
som driver mig til at bekæmpe ham og, om
muligt, standse ham på den skæbnesvangre vej,
han er slåt ind på; det er hensynet til hans
familje –
Doktor Stockmann.
Hold Dem til vandledningen og kloaken!
s. 151
Hovstad.
– hensynet til hans ægtefælle og hans ufor-
sørgede børn.
Morten.
Er det os, det, mor?
Fru Stockmann.
Hys!
Aslaksen.
Jeg vil altså sætte herr byfogdens forslag
under afstemning.
Doktor Stockmann.
Behøves ikke! Ikveld agter jeg ikke at tale
om alt det svineriet nede i badehuset. Nej; I
skal få noget ganske andet at høre.
Byfogden
(halvhøjt).
Hvad er nu det for noget igen?
En drukken mand
(oppe ved udgangsdøren).
Jeg er skatteberettiget! Og derfor så er jeg
meningsberettiget også! Og jeg har den fulde
– faste – ubegribelige mening, at –
Flere stemmer.
Vær stille derborte!
s. 152
Andre.
Han er drukken! Kast ham ud!
(den drukne mand sættes udenfor.)
Doktor Stockmann.
Har jeg ordet?
Aslaksen
(ringer med klokken).
Herr doktor Stockmann har ordet!
Doktor Stockmann.
Det skulde bare ha’ været for nogen få dage
siden, at man havde vovet et sligt forsøg, som
her ikveld, på at målbinde mig! Som en løve
skulde jeg da ha’ værget om mine hellige
menneskerettigheder! Men nu kan det være mig
det samme; for nu har jeg større ting at udtale
mig om.
(Mængden trænger sig tættere sammen om ham. Morten Kiil
kommer tilsyne mellem de omstående.)
Doktor Stockmann
(fortsætter).
Jeg har tænkt og jeg har grublet meget i
disse sidste dage, – grublet så mangfoldigt, så
det tilslut begyndte ligesom at løbe surr i mit
hode –
Byfogden
(hoster).
Hm –!
s. 153
Doktor Stockmann.
– men så fik jeg rede i tingene; da øjned
jeg sammenhængen så grangiveligt. Og derfor
står jeg her iaften. Jeg vil gøre store afsløringer,
mine medborgere! Jeg vil meddele eder en op-
dagelse af ganske anden rækkevidde, end den
småting, at vor vandledning er forgiftet og at
vort sundhedsbad ligger på en pestsvanger grund.
Mange stemmer
(skrigende).
Ikke tal om badet! Vi vil ikke høre det.
Ingenting om det.
Doktor Stockmann.
Jeg har sagt, jeg vilde tale om den store op-
dagelse, jeg har gjort i disse sidste dage, – den
opdagelse, at alle vore åndelige livskilder er for-
giftede og at hele vort borgersamfund hviler på
løgnens pestsvangre grund.
Forbløffede røster
(halvhøjt).
Hvad er det han siger?
Byfogden.
En sådan insinuation –!
Aslaksen
(med hånden på klokken).
Taleren opfordres til at moderere sig.
s. 154
Doktor Stockmann.
Jeg har elsket min fødeby så højt, som
nogen mand kan elske sine unge års hjemstavn.
Jeg var ikke gammel, da jeg rejste herfra, og
afstanden, savnet og erindringen kasted lige-
som en øget glans både over stedet og over
menneskene.
(Nogle håndklap og bifaldsråb høres.)
Doktor Stockmann.
Så sad jeg i mange år inde i en forskrække-
lig afkrog langt der nordpå. Når jeg kom
sammen med nogen af de folk, som leved hist
og her mellem stenrøsene, så syntes jeg mangen
gang, det havde været tjenligere for de stakkers
forkomne skabninger, om de havde fåt en dyr-
læge derop istedetfor en mand som jeg.
(Mumlen i salen.)
Billing
(lægger pennen).
Nu har jeg da gud døde mig aldrig hørt –!
Hovstad.
Dette er forhånelser imod en agtværdig
almue!
Doktor Stockmann.
Bi bare lidt! – jeg tror ikke nogen skal
kunne sige mig på, at jeg glemte min fødeby
deroppe. Jeg lå på æg ligesom en ærfugl; og
s. 155

det, jeg ruged ud, – det var planen til bade-
anstalten her.
(Håndklap og indsigelser.)
Doktor Stockmann.
Og da så skæbnen endelig langt om længe
føjed det så godt og velsignet for mig, at jeg
kunde komme hjem igen, – ja, mine medbor-
gere, da syntes jeg ikke jeg havde flere ønsker
i verden. Jo, jeg havde det ønske, ivrigt,
utrættelig, brændende at være virksom til hjem-
mets og til almenhedens bedste.
Byfogden
(ser hen i luften).
Måden er noget underlig – hm.
Doktor Stockmann.
Og så gik jeg her og svælged i forblindel-
sens lykke. Men igår formiddag – nej, det var
egentlig iforgårs aftes – da åbned sig mine
åndelige øjne på vid væg, og det første, jeg fik
syn på, det var autoriteternes umådelige dumhed –
(Larm, råb og latter. Fru Stockmann hoster ivrigt.)
Byfogden.
Herr dirigent!
Aslaksen
(ringer).
I kraft af min myndighed –!
s. 156
Doktor Stockmann.
Det er småligt at hænge sig i et ord, herr
Aslaksen! Jeg mener bare, at jeg kom undervejr
med det umådelige svineri, som de ledende
mænd havde gjort sig skyldige i dernede i badet.
Ledende mænd kan jeg ikke udstå for min død;
– jeg har fåt nok af den slags folk i mine dage.
De er som gedebukker i en ung træplantning;
de gør ugagn overalt; de står en fri mand ivejen,
hvor han så snor og vender sig, – og jeg skulde
helst se, vi kunde få dem udryddet ligesom andre
skadedyr –
(Uro i salen.)
Byfogden.
Herr dirigent, kan sådanne ytringer passere?
Aslaksen
( Med hånden på klokken).
Herr doktor –!
Doktor Stockmann.
Jeg begriber ikke, at jeg først nu har fåt et
rigtig årvågent syn på de herrer; for jeg har
dog næsten dagstøt havt et så ypperligt exemplar
for øje her i byen, – min bror Peter, – sen i
vendingen og sejg i fordomme –
(Latter, larm og piber. Fru Stockmann sidder og hoster.)
Aslaksen
(ringer voldsomt).
s. 157
Den drukne mand
(som er kommen ind igen).
Er det mig De sigter til? Ja, for rigtignok
heder jeg Pettersen; men nej så fan’ hente mig –
Vrede stemmer.
Ud med den drukne mand! På døren med
ham!
(Manden kastes atter ud.)
Byfogden.
Hvem var den person?
En nærstående.
Kendte ham ikke, herr byfogd.
En anden.
Han er ikke her fra byen.
En tredje.
Det skal nok være en lasthandler borte
fra – (resten uhørligt).
Aslaksen.
Manden var øjensynlig beruset af bajerøl.
– Bliv ved, herr doktor; men beflit Dem endelig
på mådehold.
Doktor Stockmann.
Nu vel da, mine medborgere; jeg skal ikke
nærmere udtale mig om vore ledende mænd.
Dersom nogen, af det, jeg nys har sagt, skulde
s. 158

indbilde sig, at jeg vil disse herrer tillivs her
iaften, så tar han fejl, – ganske betydeligt fejl.
For jeg nærer den velgørende fortrøstning, at
efterliggerne, alle disse gamlinger fra en hen-
døende tankeverden, de besørger så ypperligt sig
selv taget afdage; der behøves ingen doktors
hjælp til at påskynde deres dødelige afgang. Og
det er heller ikke den slags folk, som er sam-
fundets overhændigste fare; det er ikke dem,
som er de virksomste til at forgifte vore åndelige
livskilder og til at forpeste grunden under os;
det er ikke dem, som er sandhedens og frihedens
farligste fiender i vort samfund.
Råb fra alle kanter.
Hvem da? Hvem er det? Nævn dem!
Doktor Stockmann.
Ja, I kan lide på, at jeg skal nævne dem!
For det er netop den store opdagelse, jeg har
gjort igår. (hæver stemmen.) Sandhedens og fri-
hedens farligste fiender iblandt os, det er den
kompakte majoritet. Ja, den forbandede, kom-
pakte, liberale majoritet, – den er det! Nu véd
I det.
(Umådelig larm i salen. De fleste skriger, tramper og piber.
Nogle ældre herrer veksler stjålne øjekast og lader til at gotte sig.
Fru Stockmann rejser sig ængstelig; Ejlif og Morten går
truende hen til skolegutterne, der gør optøjer. Aslaksen ringer
med klokken og formaner til ro. Hovstad og Billing taler
begge, men kan ikke høres. Endelig blir der stilhed.)
s. 159
Aslaksen.
Ordstyreren forventer, at taleren kalder sine
ubesindige ytringer tilbage.
Doktor Stockmann.
Aldrig i verden, herr Aslaksen. Det er det
store flertal i vort samfund, som berøver mig
min frihed og som vil forbyde mig at udtale
sandheden.
Hovstad.
Flertallet har altid retten på sin side.
Billing.
Og det har sandheden også; gud døde mig!
Doktor Stockmann.
Flertallet har aldrig retten på sin side.
Aldrig, siger jeg! Det er en af disse samfunds-
løgne, som en fri, tænkende mand må gøre oprør
imod. Hvem er det, som udgør flertallet af be-
boerne i et land? Er det de kloge folk, eller er
det de dumme? Jeg tænker, vi får være enige
om, at dumme mennesker er tilstede i en ganske
forskrækkelig overvældende majoritet rundt om-
kring på den hele vide jord. Men det kan da
vel, for fanden, aldrig i evighed være ret, at de
dumme skal herske over de kloge!
(Larm og skrig.)
Doktor Stockmann.
Ja, ja; I kan nok overskrige mig; men I
s. 160

kan ikke modsige mig. Flertallet har magten
– desværre –; men retten har det ikke. Retten
har jeg og de andre få, de enkelte. Minoriteten
har altid retten.
(Stor larm igen.)
Hovstad.
Haha; doktor Stockmann er altså ble’t aristo-
krat siden iforgårs!
Doktor Stockmann.
Jeg har sagt, at jeg ikke gider spilde et ord
på den lille, trangbrystede, stakåndede flok, som
ligger agterud. Med dem har det pulserende liv
ikke længer noget at bestille. Men jeg tænker
på de få, de enkelte iblandt os, som har tilegnet
sig alle de unge, fremspirende sandheder. Disse
mænd står ligesom ude mellem forposterne, så
langt fremskudt, at den kompakte majoritet
endnu ikke har rukket did, – og der kæmper
de for sandheder, som endnu er for nybårne i
bevidsthedens verden til at ha’ fåt noget flertal
for sig.
Hovstad.
Nå, så er doktoren ble’t revolutionsmand da!
Doktor Stockmann.
Ja, så pine død er jeg så, herr Hovstad!
Jeg agter at gøre revolution imod den løgn, at
flertallet sidder inde med sandheden. Hvad er
s. 161

det for sandheder, som flertallet plejer flokke
sig om? Det er de sandheder, som er så vidt
tilårs, at de er på vejen til at bli’ affældige.
Men når en sandhed er ble’t så gammel, så er
den også på gode veje til at bli’ en løgn, mine
herrer.
(Latter og udtryk af hån.)
Doktor Stockmann.
Ja ja, De kan tro mig, om De vil; men
sandhederne er sletikke nogen sådanne sejglivede
Metusalemmer, som folk bilder sig ind. En nor-
malt bygget sandhed lever – lad mig sige –
i regelen en 17–18, højst 20 år; sjelden længer.
Men slige alderstegne sandheder er altid for-
skrækkelig skindmagre. Og alligevel er det først
da, at flertallet gir sig ifærd med dem og anbe-
faler dem til samfundet som sund åndelig føde.
Men der er ikke stor næringsværdi i den slags
kost, kan jeg forsikre jer; og det må jeg som
læge forstå. Alle disse flertals-sandheder er at
ligne med fjorgammel spegemad; de er ligesom
harske, ulne, grønsaltede skinker. Og deraf
kommer al den moralske skørbug, som grasserer
rundt om i samfundene.
Aslaksen.
Det forekommer mig, at den ærede taler
skejer vel langt ud fra teksten.
Henrik Ibsen: En folkefiende.
11
s. 162
Byfogden.
Jeg må i det væsentlige tiltræde dirigentens
mening.
Doktor Stockmann.
Nej, men jeg tror du er rent gal, Peter!
Jeg holder mig jo så tæt ind til teksten, som
jeg kan. For det, jeg vil tale om, det er jo
netop det, at massen, flertallet, denne fandens
kompakte majoritet, – at det er den, siger jeg,
som forgifter vore åndelige livskilder og forpester
grunden under os.
Hovstad.
Og det gør folkets store frisindede flertal,
fordi det er sindigt nok til bare at hylde de sikre
og godkendte sandheder?
Doktor Stockmann.
Ak, min snille herr Hovstad, snak ikke om
sikre sandheder! De sandheder, som massen og
mængden godkender, det er de sandheder, som
forpostfægterne holdt for sikre i vore bedste-
fædres dage. Vi forpostfægtere, som lever nutil-
dags, vi godkender dem ikke længer; og jeg tror
sletikke, der er nogen anden sikker sandhed til,
end den, at intet samfund kan leve et sundt liv
på slige gamle margløse sandheder.
Hovstad.
Men istedetfor at stå her og tale sådan hen
i det blå, så kunde det være morsomt at få
s. 163

høre, hvad det er for nogen gamle margløse
sandheder, vi lever på.
(Tilslutning fra flere kanter.)
Doktor Stockmann.
Å, jeg kunde regne op en hel hob af sligt
noget styggetøj; men for det første vil jeg holde
mig til en godkendt sandhed, som igrunden er
en fæl løgn, men som alligevel både herr Hov-
stad og «Folkebudet» og alle «Folkebudet»s til-
hængere lever på.
Hovstad.
Og det er –?
Doktor Stockmann.
Det er den lære, som I har taget i arv fra
forfædrene og som I tankeløst forkynder både
vidt og bredt, – den lære, at almuen, hoben,
massen, er folkets kærne , – at den er folket
selv, – at menigmand, at disse ukyndige og
ufærdige i samfundet, har den samme ret til at
fordømme og godkende, til at styre og råde,
som de enkelte åndeligt fornemme personlig-
heder.
Billing.
Nu har jeg da, gud døde mig –
Hovstad
(samtidigt, råber).
Borgere, læg mærke til dette her!
11*
s. 164
Forbittrede stemmer.
Hoho, er ikke vi folket? Er det bare de
fornemme, som skal styre!
En arbejder.
Ud med den manden, som står og snak-
ker så!
Andre.
Hiv ham på porten!
En borger
(skriger).
Tud i luren, Evensen!
(Vældige lurtoner høres; piber og rasende larm i salen.)
Doktor Stockmann
(når støjen har lagt sig noget).
Men så vær da rimelige! Kan I da ikke
tåle at høre sandhedens røst for en gangs skyld?
Jeg forlanger jo sletikke, at I allesammen straks
på timen skal være enige med mig. Men jeg
havde jo rigtignok ventet, at herr Hovstad vilde
gi’ mig ret, når han bare fik summet sig lidt.
Herr Hovstad gør jo fordring på at være fri-
tænker –
Studsende spørsmål
(dæmpet).
Fritænker, sa’ han? Hvad? Er redaktør
Hovstad fritænker?
s. 165
Hovstad
(råber).
Bevis det, doktor Stockmann! Når har jeg
sagt det på tryk?
Doktor Stockmann
(tænker sig om).
Nej, det har De død og plage ret i; – den
frimodighed har De aldrig havt. Nå, jeg vil
såmænd ikke sætte Dem i kattepine, herr Hovstad.
Lad det være mig selv, som er fritænkeren da.
For nu vil jeg af naturvidenskaben gøre det ind-
lysende for jer allesammen, at «Folkebudet» trækker
jer skammelig efter næsen, når det fortæller jer,
at I, at almuen, at massen og mængden er fol-
kets rette kerne. Det er bare en avisløgn, ser
I! Almuen er ikke andet end det råstof, som
folket skal gøre folk af.
(Knurren, latter og uro i salen.)
Doktor Stockmann.
Ja, er det da ikke det går til i hele den
øvrige levende verden? Hvilken forskel er der
ikke mellem en kultiveret og en ukultiveret dyre-
familje? Se bare på en gemen bondehøne. Hvad
kødværdi har slig en forkrøblet hønseskrot? Det
er ikke stort, det! Og hvad er det for slags æg
den lægger? En nogenlunde ordentlig kråke eller
korp kan værpe omtrent ligeså gode æg. Men
tag så for jer en kultiveret spansk eller japanesisk
s. 166

høne, eller tag en fornem fasan eller kalkun; –
jo, da ser I nok forskellen! Og så vil jeg nævne
hundene, som vi mennesker er så overmåde nær
i slægt med. Tænk jer nu først en simpel almue-
hund, – jeg vil sige, slig en ækkel, ragget,
pøbelagtig køter, som bare render gadelangs og
sviner husvæggene til. Og stil så køteren sammen
med en puddelhund, som gennem flere slægtsled
stammer fra et fornemt hus, hvor den har fåt
fin føde og havt anledning til at høre harmoniske
stemmer og musik. Tror I ikke, at kraniet hos
puddelen er ganske anderledes udviklet end hos
køteren? Jo, det kan I lide på! Det er slige
kultiverte puddelhvalpe, som gøglerne afretter til
at gøre de ellerutroligste kunststykker. Sligt noget
kan en gemen bondekøter aldrig lære, om den
så stod på sit hode.
(Larm og løjer høres rundt omkring.)
En borger
(råber).
Vil De nu gøre os til hunde også?
En anden mand.
Vi er ikke dyr, herr doktor!
Doktor Stockmann.
Jo så min sæl og salighed er vi dyr, far!
Vi er så gode dyr, allesammen, som nogen mand
vil forlange. Men fornemme dyr findes der rig-
tignok ikke mange af iblandt os. Å, der er en
s. 167

ganske forskrækkelig afstand mellem puddel-
mennesker og køtermennesker. Og det er det
løjerlige ved tingen, at redaktør Hovstad er ganske
enig med mig, sålænge talen er om de firbenede
dyr –
Hovstad.
Ja lad dem gå for dem de er.
Doktor Stockmann.
Ja vel; men såsnart jeg udvider loven til
de tobenede, så stopper herr Hovstad op; så tør
han ikke mene sine egne meninger længer, ikke
tænke sine egne tanker tilende; så stiller han
hele læren på hodet og forkynder i «Folkebudet»,
at bondehanen og gadekøteren – det er just
de rigtige pragtexemplarer i menageriet. Men
slig går det altid, så længe det almueagtige sidder
i kroppen på en, og så længe en ikke har ar-
bejdet sig ud til åndelig fornemhed.
Hovstad.
Jeg gør ikke fordring på nogen slags for-
nemhed. Jeg stammer fra simple bønder; og jeg
er stolt af, at jeg har min rod dybt nede i den
almue, som her forhånes.
Mange arbejdere.
Hurra for Hovstad! Hurra, hurra!
s. 168
Doktor Stockmann.
Den slags almue, som jeg taler om, den
findes ikke dybt nede alene; den kryr og mylrer
rundt omkring os, – lige op til samfunds-
højderne. Se bare på jeres egen, pene, pyntelige
byfogd! Min bror Peter er såmænd så god en
almuesmand, som nogen, der går i to sko –
(Latter og hyssen.)
Byfogden.
Jeg protesterer mod deslige personlige hen-
visninger.
Doktor Stockmann
(uforstyrret).
– og det er han ikke, fordi han, ligesom
jeg, stammer ned fra en gammel, fæl sjørøver
nede fra Pommern eller deromkring, – ja, for
det gør vi –
Byfogden.
Absurde traditioner. Benægtes!
Doktor Stockmann.
– men han er det, fordi han tænker sine
foresattes tanker og fordi han mener sine fore-
sattes meninger. De folk, som det gør, de er
åndelige almuesmænd; se, derfor er min stadselige
bror Peter så forskrækkelig lidet fornem igrunden,
– og følgelig også så lidet frisindet.
s. 169
Byfogden.
Herr dirigent –!
Hovstad.
Så det er de fornemme, som er frisindede
hertillands? Det var en ganske ny oplysning.
(Latter i forsamlingen.)
Doktor Stockmann.
Ja, det hører også med til min nye opda-
gelse. Og der hører også det med, at frisind
er omtrent præcist det samme som moralitet. Og
derfor så siger jeg, at det er rent uforsvarligt af
«Folkebudet», når det dag ud og dag ind for-
kynder den vranglære, at det er massen og
mængden, den kompakte majoritet, som sidder
inde med frisindet og moralen, – og at laster
og fordærvelse og alskens åndeligt svineri, det
er noget, som siver ud af kulturen, ligesom alle
uhumskhederne siver ned til badet fra garverierne
oppe i Mølledalen!
(Larm og afbrydelser.)
Doktor Stockmann
(uforstyrret, ler i sin ivrighed).
Og endda så kan dette samme «Folkebudet»
præke om, at massen og mængden skal løftes op
til højere livsvilkår! Men, i pokkers skind og
ben, – dersom «Folkebudet»s lære holdt stik,
så vilde jo det, at løfte massen, være akkurat
det samme, som at vippe den lige lukt ind i for-
s. 170

dærvelsen! Men heldigvis så er det bare en
gammel arvtagen folkeløgn, dette, at kulturen
demoraliserer. Nej, det er fordummelsen, fattig-
dommen, styghed over livsvilkårene, som forretter
den fandens gerning! I et hus, hvor der ikke
luftes og fejes gulv hver dag –; min hustru
Katrine påstår, at gulvet bør skylles også; men
det kan der nu disputeres om; – nå, – i et
sligt hus, siger jeg, dér mister folk inden en
2–3 år evnen til at tænke og handle moralsk.
Mangel på surstof afkræfter samvittigheden. Og
det er nok svare knapt med surstoffet i mange,
mange huse her i byen, lader det til, siden hele
den kompakte majoritet kan være samvittighedsløs
nok til at ville bygge byens opkomst på et
hængedynd af løgn og bedrag.
Aslaksen.
En så grov beskyldning må ikke udslynges
mod et helt borgersamfund.
En herre.
Jeg henstiller til dirigenten at ta’ ordet fra
taleren.
Ivrige røster.
Ja, ja! Det er rigtigt! Ta’ ordet fra ham!
Doktor Stockmann
(opbrusende).
Så skriger jeg sandheden ud på alle gade-
s. 171

hjørner! Jeg skriver i udenbys aviser! Hele
landet skal få vide, hvorledes det her er fat!
Hovstad.
Det lader næsten til, at doktoren har til
hensigt at ødelægge byen.
Doktor Stockmann.
Ja, så meget holder jeg af min fødeby, at
jeg heller vil ødelægge den end se den blomstre
op på en løgn.
Aslaksen .
Det er stærkt sagt.
(Larm og piber. Fru Stockmann hoster forgæves; doktoren
hører det ikke længer.)
Hovstad
(råber under larmen).
Den mand må være en borgerfiende, som
kan ville ødelægge et helt samfund!
Doktor Stockmann
(i stigende ophidselse).
Der ligger ingen magt på, at et løgnagtigt
samfund ødelægges! Det bør jævnes med jorden,
siger jeg! Udryddes som skadedyr bør de, alle
de, som lever i løgnen! I forpester hele landet
tilslut; I bringer det derhen, at hele landet for-
tjener at lægges øde. Og kommer det vidt,
da siger jeg af mit fulde inderste hjerte: lad
s. 172

hele landet lægges øde; lad hele dette folk ud-
ryddes!
En mand
(i mængden).
Det er at snakke som en ren folkefiende!
Billing.
Der lød, gud døde mig, folkets røst!
Hele mængden
(skriger).
Ja, ja, ja! Han er en folkefiende! Han
hader sit land! Han hader hele folket!
Aslaksen.
Jeg er både som statsborger og som men-
neske dybt rystet ved hvad jeg her har måttet
høre på. Doktor Stockmann har afsløret sig på
en måde, som jeg aldrig havde drømt om. Jeg
må desværre tiltræde den mening, som nys blev
udtalt af agtværdige borgere; og jeg holder for,
at vi bør gi’ denne mening udtryk i en resolution.
Jeg foreslår følgende: «Forsamlingen udtaler, at
den anser badelægen, doktor Tomas Stockmann
for en folkefiende».
(Stormende hurraråb og bifald. Mange slår kreds om doktoren
og piber imod ham. Fru Stockmann og Petra har rejst sig.
Morten og Ejlif slås med de andre skolegutter, som også har
pebet. Nogle voksne skiller dem ad.)
Doktor Stockmann
(til piberne).
Å I dårer, som I er, – jeg siger jer, at –
s. 173
Aslaksen
(ringer).
Doktoren har ikke ordet længer. En forme-
lig afstemning bør finde sted; men for at skåne
personlige følelser bør det ske skriftligt og uden
navn. Har De noget rent papir, herr Billing?
Billing.
Her er både blåt og hvidt papir –
Aslaksen
(stiger ned).
Det er bra’; på den vis går det fortere.
Klip istykker –; se så, ja. (til forsamlingen.) Blåt
betyder nej; hvidt betyder ja. Jeg vil selv gå
omkring og samle stemmerne.
(Byfogden forlader salen. Aslaksen og et par andre borgere
går med papirstykkerne i hatte omkring i forsamlingen.)
En herre
(til Hovstad).
Hvorledes er det fat med doktoren, De?
Hvad skal en tænke om sligt?
Hovstad.
De véd jo, hvor fremfusende han er.
En anden herre
(til Billing).
Hør; De vanker jo der i huset. Har De
mærket om manden drikker?
s. 174
Billing.
Jeg véd , gud døde mig, ikke hvad jeg skal
sige. Toddyen er altid på bordet, når der kommer
nogen.
En tredje herre.
Nej, jeg tror heller, han er forrykt iblandt.
Den første herre.
Ja, mon der ikke er nogen arvelig galskab
i familjen?
Billing.
Det kan s’gu gerne være, det.
En fjerde herre.
Nej, det er bare pure ondskaben, er det;
det er hævn over et eller andet.
Billing.
Han talte rigtignok en af dagene om gage-
tillæg; men det fik han da ikke.
Alle herrerne
(istemmer).
Aha; da er det jo let at forstå!
Den drukne mand
(inde i mængden).
Jeg vil ha’ en blå en, jeg! Og så vil jeg
ha’ en hvid en også!
s. 175
Råb.
Der er den drukne mand igen! Ud med ham!
Morten Kiil
(nærmer sig doktoren).
Nå, Stockmann, ser De nu, hvad der kommer
ud af sligt noget abespil ?
Doktor Stockmann.
Jeg har gjort min skyldighed.
Morten Kiil.
Hvad var det, De sa’ om garverierne i
Mølledalen?
Doktor Stockmann.
Det hørte De jo; jeg sa’, at det var fra dem
alt griseriet kom.
Morten Kiil.
Fra mit garveri også?
Doktor Stockmann.
Desværre, Deres garveri er nok det aller-
værste.
Morten Kiil.
Vil De sætte det på tryk i aviserne?
Doktor Stockmann.
Jeg stikker ingenting under stol.
s. 176
Morten Kiil.
Det kan bli’ Dem dyrt, det, Stockmann.
(han går.)
En fed herre
(går hen til Horster, hilser ikke på damerne).
Nå, kaptejn, De låner altså Deres hus ud
til folkefiender?
Horster.
Jeg tænker, jeg kan gøre med min ejendom,
hvad jeg vil, herr grosserer.
Grossereren.
Så har De vel ikke noget imod, at jeg gør
det samme med min.
Horster.
Hvad mener grossereren?
Grossereren.
Imorgen skal De høre fra mig.
(han vender sig og går.)
Petra.
Var ikke det Deres reder, Horster?
Horster.
Jo, det var grosserer Vik.
Aslaksen
(med stemmesedlerne i hånden, stiger op på forhøjningen og ringer).
Mine herrer, må jeg gøre Dem bekendt med
udfaldet. Med alle stemmer imod én –
s. 177
En yngre herre.
Den ene er den drukne mands!
Aslaksen.
Med alle stemmer imod en beskænket mands
har denne borgerforsamling erklæret badelægen,
doktor Tomas Stockmann for en folkefiende.
(råb og bifaldstegn.) Leve vort gamle hæderlige borger-
samfund! (atter bifaldsråb.) Leve vor dygtige og
virksomme byfogd, som så lojalt har undertrykt
blodets røst! (hurra.) Mødet er hævet.
(han stiger ned.)
Billing.
Leve dirigenten!
Hele mængden.
Hurra for bogtrykker Aslaksen!
Doktor Stockmann.
Min hat og min frakke, Petra! Kaptejn,
har De plads for passagerer til den nye verden?
Horster.
For Dem og Deres skal der skaffes plads,
herr doktor.
Doktor Stockmann
(mens Petra hjælper ham frakken på.)
Godt. Kom, Katrine! Kom, gutter!
(han tar sin hustru under armen.)
Henrik Ibsen: En folkefiende.
12
s. 178
Fru Stockmann
(sagte).
Snille Tomas, lad os gå bagvejen.
Doktor Stockmann.
Ingen bagveje, Katrine. (med hævet røst.) I skal
få høre fra folkefienden, før han ryster støvet af
sine fødder! Jeg er ikke så godslig som en viss
person; jeg siger ikke: jeg tilgiver eder; thi I
véd ikke, hvad I gør.
Aslaksen
(råber).
Det er en bespottelig sammenligning, doktor
Stockmann!
Billing.
Det er, gud dø – –. Sligt er drøjt at
høre på for en alvorlig mand.
En grov stemme.
Og så truer han også!
Ophidsende råb.
Lad os slå ruderne ind hos ham! Dyp ham
fjorden!
En mand
(i mængden).
Blæs i luren, Evensen! Tud, tud!
(Lurtoner, piber og vilde skrig. Doktoren går med sine mod
udgangen. Horster baner vej for dem.)
s. 179
Hele mængden
(hyler efter de bortgående).
Folkefiende! Folkefiende! Folkefiende!
Billing,
(idet han ordner sine notitser).
Nej gud døde mig, om jeg vil drikke toddy
hos Stockmanns ikveld!
(De forsamlede stimler mod udgangen; larmen forplanter sig
udenfor; fra gaden høres råbet: «Folkefiende! Folkefiende!»)

12*
FEMTE AKT.

(Doktor Stockmanns arbejdsværelse. Boghylder og skabe med
forskellige præparater langs væggene. I baggrunden er udgang
til forstuen; i forgrunden til venstre dør til dagligstuen. På
væggen til højre er to vinduer, hvori alle ruderne er knuste.
Midt i værelset står doktorens skrivebord, bedækket med bøger
og papirer. Værelset er i uorden. Det er formiddag.)
(Doktor Stockmann, i slåbrok og tøfler og med kalot, står
krumbøjet og rager med en paraply under et af skabene; til-
sidst haler han en sten frem.)
Doktor Stockmann
(taler gennem den åbne dagligstuedør).
Katrine, her fandt jeg en til.
Fru Stockmann
(inde i dagligstuen).
Å, du finder visst en hel del endnu.
Doktor Stockmann
(lægger stenen hen til en hob andre på bordet).
De stenene skal jeg gemme som en helligdom.
Ejlif og Morten skal få se på dem hver dag, og
når de er ble’t voksne, skal de få dem i arv
efter mig. (rager under en boghylde.) Har ikke – hvad
s. 181

fanden heder hun nu, – hun, tøsen, – har hun
ikke været efter glasmesteren endnu?
Fru Stockmann
(kommer ind).
Jo, men han svarte, han vidste ikke, om han
kunde komme idag.
Doktor Stockmann.
Du skal gerne se, han tør ikke.
Fru Stockmann.
Nej, Randine trode også, han tør ikke for
naboerne. (taler ind i dagligstuen.) Hvad er det du
vil, Randine? Nå så. (går ind og kommer straks tilbage.)
Her er et brev til dig, Tomas.
Doktor Stockmann.
Lad mig se. (åbner det og læser.) Ja så.
Fru Stockmann.
Hvem er det fra?
Doktor Stockmann.
Fra husværten. Han siger os op.
Fru Stockmann.
Er det virkelig sandt? Han, som er så skik-
kelig en mand –
s. 182
Doktor Stockmann
(ser i brevet).
Han tør ikke andet, siger han. Han gør
det så nødig; men han tør ikke andet – for
sine medborgeres skyld – af hensyn til den
offentlige mening – er afhængig – tør ikke
støde visse formående mænd for hodet –
Fru Stockmann.
Der kan du bare se, Tomas.
Doktor Stockmann.
Ja, ja, jeg ser det nok; de er fejge, alle-
sammen, her i byen; intet menneske tør noget
af hensyn til alle de andre mennesker. (slænger
brevet på bordet.)
Men det kan jo være os det samme,
Katrine. Nu rejser vi til den nye verden, og så –
Fru Stockmann.
Ja men, Tomas, er det rigtig vel betænkt,
dette med at rejse?
Doktor Stockmann.
Skulde jeg kanske bli’ her, hvor de har sat
mig i gabestokken som en folkefiende, brænde-
mærket mig, slåt mine vinduer istykker! Og vil
du se her, Katrine; de har revet en flænge i
mine sorte buxer også.
Fru Stockmann.
Å nej da; og det er de bedste du har!
s. 183
Doktor Stockmann.
En skulde aldrig ha’ sine bedste buxer på,
når en er ude og strider for frihed og sandhed.
Ja, jeg bryr mig ikke så stort om buxerne,
skønner du; for de kan du altid snurpe sammen
for mig. Men det er det, at mobben og massen
vover at gå mig ind på livet, som om de var
mine ligemænd, – det er det, som jeg ikke
kan fordøje for min død!
Fru Stockmann.
Ja, de har været svært grove imod dig her
i byen, Tomas; men behøver vi da at rejse helt
ud af landet for det?
Doktor Stockmann.
Tror du kanske ikke plebejerne er ligeså
næsevise i de andre byer som her? Å jo, du,
det blir nok omtrent hip som hap. Nå, skidt;
lad køterne glæfse; det er ikke det værste; det
værste er, at alle mennesker er parti-trælle hele
landet udover. Ikke for det, – det er kanske
ikke ligere i det fri vesten heller; der grasserer
jo også den kompakte majoritet og den liberale
offentlige mening og alt det andet djævelskab.
Men forholdene er storslagne der, ser du; de kan
dræbe, men de sejgpiner ikke; de klyper ikke
en fri sjæl med skruestikker ligesom herhjemme.
Og i nødsfald så kan en jo holde sig undaf.
(går henad gulvet.) Dersom jeg bare vidste, hvor der
s. 184

var en urskog eller en liden sydhavsø at få købt
for en billig pris –
Fru Stockmann.
Ja men gutterne da, Tomas?
Doktor Stockmann
(standser).
Hvor du er underlig, Katrine! Vilde du
heller, at gutterne skulde vokse op i et sligt
samfund som vort? Du så jo selv igåraftes, at
halvparten af befolkningen er bindegal; og når
den anden halvpart ikke har mistet forstanden,
så er det, fordi de er fæhunde, som ikke har
nogen forstand at miste.
Fru Stockmann.
Nej men, snille Tomas, du er da også så
uforsigtig i din mund.
Doktor Stockmann.
Nå! Er det kanske ikke sandt, hvad jeg
siger? vender de ikke op og ned på alle be-
greber? Rører de ikke ret og uret sammen i
én vælling? Kalder de ikke alt det for løgn,
som jeg véd er sandhed? Men det aller rav-
galeste er, at her går voksne liberale mennesker
omkring i hobetal og indbilder både sig selv og
andre, at de er frisindede! Skulde du ha’ hørt
sligt, Katrine!
s. 185
Fru Stockmann.
Ja, ja, det er visst rent galt, men –
(Petra kommer ind fra dagligstuen.)
Fru Stockmann.
Er du alt kommen fra skolen nu?
Petra.
Ja; jeg er ble’t opsagt.
Fru Stockmann.
Opsagt!
Doktor Stockmann.
Du også!
Petra.
Fru Busk sa’ mig op; og så syntes jeg, det
var bedst, jeg gik straks.
Doktor Stockmann.
Det gjorde du, min sæl, ret i!
Fru Stockmann.
Hvem skulde da tænkt, at fru Busk var et
så slet menneske!
Petra.
Å, mor, fru Busk er såmænd ikke slet; jeg
så tydeligt, hvor ondt det gjorde hende. Men
hun turde ikke andet, sa’ hun; og så blev jeg
opsagt.
s. 186
Doktor Stockmann
(ler og gnider hænderne).
Hun turde ikke andet, hun, heller! Å, det
er dejligt.
Fru Stockmann.
Å nej, efter de fæle spektakler igåraftes, så –
Petra.
Det var ikke det alene. Nu skal du bare
høre, far!
Doktor Stockmann.
Nå da?
Petra.
Fru Busk viste mig ikke mindre end tre
breve, som hun havde fåt imorges –
Doktor Stockmann.
Uden navn vel?
Petra.
Ja.
Doktor Stockmann.
Ja, for de tør ikke vove navnet, Katrine!
Petra.
Og i to af dem stod der, at en herre, som
vanker her i huset, havde fortalt i klubben inat,
at jeg havde sådanne overmåde frie meninger om
forskellige ting –
Doktor Stockmann.
Og det nægted du da vel ikke for?
s. 187
Petra.
Nej, det kan du jo vide. Fru Busk har selv
så temmelig fri meninger, når vi er på tomands-
hånd; men da nu dette var kommet ud om mig,
så turde hun ikke beholde mig.
Fru Stockmann.
Og tænk, – det er en, som vanker her i
huset! Der ser du, hvad du har for din gæst-
frihed, Tomas.
Doktor Stockmann.
Sligt griseri vil vi ikke leve i længer. Pak
ind så fort du kan, Katrine; lad os komme væk
jo før jo heller.
Fru Stockmann.
Vær stille; jeg synes, der er nogen ude i
gangen. Se efter, Petra.
Petra
(åbner døren).
Å, er det Dem, kaptejn Horster? Vær så
god og kom ind.
Kaptejn Horster
(fra forstuen).
Goddag. Jeg syntes, jeg måtte indom og
høre hvorledes det står til.
Doktor Stockmann
(ryster hans hånd).
Tak; det var rigtig snildt af Dem.
s. 188
Fru Stockmann.
Og tak, fordi De hjalp os igennem, kaptejn
Horster.
Petra.
Men hvorledes slap De så hjem igen?
Horster.
Å jo, det gik; jeg har jo så temmelige
kræfter; og de folk er nu mest for at bruge
munden.
Doktor Stockmann.
Ja, er det ikke mærkeligt, De, med denne
svinagtige fejgheden? Kom, her skal jeg vise
Dem noget! Se, her ligger alle stenene, som de
hev ind til os. Se bare på dem! Der er, min
sæl, ikke mere end to ordentlige, digre kampe-
stene i hele haugen; resten er ikke andet end
puksten, – rent småpluk. Og endda så stod
de derude og skråled og svor på, at de vilde slå
mig fordærvet; men handling – handling – nej,
det ser en ikke stort til her i byen!
Horster.
Det var nu også det bedste for Dem denne-
gang , herr doktor.
Doktor Stockmann.
Visst var det så. Men det er ærgerligt
alligevel; for kommer det engang til et alvorligt,
landsvigtigt håndgemæng, så skal De se, den
s. 189

offentlige mening vil være for at ta’ benene på
nakken, og så sætter den kompakte majoritet
tilskogs som en saueflok, kaptejn Horster. Det
er det, som er så sørgeligt at tænke på; det
gør mig så inderlig ondt –. Nej, men for fanden,
– igrunden så er det jo bare dumheder, dette
her. Har de sagt, at jeg er en folkefiende, så
lad mig være en folkefiende da.
Fru Stockmann.
Det blir du såmænd aldrig, Tomas.
Doktor Stockmann.
Det skal du sletikke bande på, Katrine. Et
stygt ord kan virke som et knappenålsrisp i
lungen. Og dette fordømte ord –; jeg kan ikke
bli’ det kvit; det har sat sig fast her under hjerte-
kulen; det ligger og graver og suger ligesom
sure safter. Og det hjælper der ingen magnesia
imod.
Petra.
Pyt; du skal bare le af dem, far.
Horster.
Folk kommer nok engang på andre tanker,
herr doktor.
Fru Stockmann.
Ja, Tomas, det kan du være så sikker på,
som du står her.
s. 190
Doktor Stockmann.
Ja, kanske når det er forsent. Men så kan
de ha’ det så godt! Så kan de gå her i sit
griseri og angre på, at de har drevet en patriot
i landflygtighed. Når sejler De, kaptejn Horster.
Horster.
Hm, – det var egentlig det, jeg kom for
at tale med Dem om –
Doktor Stockmann.
Nå, er der kommet noget ivejen med skibet?
Horster.
Nej; men det blir nok så, at jeg ikke går
med.
Petra.
De er da vel ikke ble’t opsagt?
Horster
(smiler).
Jo, jeg er rigtignok det.
Petra.
De også.
Fru Stockmann.
Der ser du bare, Tomas.
Doktor Stockmann.
Og det for sandhedens skyld! Å, dersom
jeg havde kunnet tænkt mig noget sligt –
s. 191
Horster.
Det skal De ikke ta’ Dem videre nær af; jeg
finder nok en post hos et eller andet udenbys
rederi.
Doktor Stockmann.
Og det er denne grosserer Vik, – en for-
muende mand, uberoende af alle og enhver –!
Tvi, for fanden!
Horster.
Han er ellers ganske retsindig; og han sa’
selv, han vilde gerne ha’ beholdt mig, hvis han
bare turde –
Doktor Stockmann.
Men han turde ikke? Nej, det forstår sig!
Horster.
Det er ikke så grejt, sa’ han, når en hører
til et parti –
Doktor Stockmann.
Det var et sandt ord af den hædersmand!
Et parti, der er ligesom en kødkværn, det; det
maler alle hoderne sammen til en grød; og der-
for så blir de også grødhoder og kødhoder, alle
ihob!
Fru Stockmann.
Nej, men Tomas da!
s. 192
Petra
(til Horster).
Havde De bare ikke fulgt os hjem, så
kanske ikke det var kommet så vidt.
Horster.
Jeg angrer ikke på det.
Petra
(rækker ham hånden).
Tak for det!
Horster
(til doktoren).
Og så var det det, jeg vilde sige, at når
De endelig vil rejse, så har jeg tænkt på et
andet råd –
Doktor Stockmann.
Det var bra’; bare vi kan komme fort
afsted –
Fru Stockmann.
Hys; banked det ikke?
Petra.
Det er visst onkel.
Doktor Stockmann.
Aha! (råber.) Kom ind!
Fru Stockmann.
Snille Tomas, lov mig nu endelig –
(Byfogd Stockmann kommer fra forstuen.)
s. 193
Byfogden
(i døren).
Å, du er optaget. Ja, så vil jeg heller –
Doktor Stockmann.
Nej, nej; kom du bare.
Byfogden.
Men jeg ønsked at tale med dig under
fire øjne.
Fru Stockmann.
Vi skal gå ind i dagligstuen sålænge.
Horster.
Og jeg vil komme igen siden.
Doktor Stockmann.
Nej, gå De ind med, kaptejn Horster; jeg
må få vide nærmere besked –
Horster.
Ja, ja, så venter jeg da.
(Han følger Fru Stockmann og Petra ind i dagligstuen.)
Byfogden
(siger intet men skotter mod vinduerne).
Doktor Stockmann.
Du finder kanske, her er vel luftigt idag?
Sæt huen på.
Henrik Ibsen: En folkefiende.
13
s. 194
Byfogden.
Tak, hvis jeg måtte det. (gør så.) Jeg tror,
jeg har forkølet mig igår; jeg stod og frøs –
Doktor Stockmann.
Så? Da syntes jeg s’gu det var varmt nok.
Byfogden.
Jeg beklager, at det ikke stod i min magt
at forhindre disse natlige excesser.
Doktor Stockmann.
Har du ellers noget særdeles at sige mig?
Byfogden
(tager et stort brev frem).
Jeg har dette aktstykke til dig fra bade-
direktionen.
Doktor Stockmann.
Er jeg opsagt?
Byfogden.
Ja, fra dags dato. (lægger brevet på bordet.) Det
gør os ondt; men – rent ud sagt – vi turde
ikke andet for den almene opinions skyld.
Doktor Stockmann
(smiler).
Turde ikke? Det ord har jeg hørt før idag.
Byfogden.
Jeg be’r, du vil gøre dig din stilling klar.
s. 195

Du må ikke for fremtiden regne på nogensomhelst
praxis her i byen.
Doktor Stockmann.
Fanden ivold med praxisen! Men hvoraf
véd du det så visst?
Byfogden.
Husejerforeningen har sat igang en liste, som
bæres fra hus til hus. Alle velsindede borgere
opfordres til ikke at benytte dig; og jeg tør inde-
stå for, at ikke en eneste husfader vover at nægte
sin underskrift; man tør det ikke, simpelt hen.
Doktor Stockmann.
Nej, nej; det tviler jeg ikke på. Men
hvad så?
Byfogden.
Hvis jeg måtte gi’ dig et råd, så skulde det
være det, at du fraflytted stedet for nogen tid –
Doktor Stockmann.
Ja, jeg tænker netop så småt på at fra-
flytte stedet.
Byfogden.
Vel. Og når du så havde fåt sådan et halvt
års tid til at betænke dig i, og du da efter moden
overvejelse kunde bekvemme dig til i et par be-
klagende ord at erkende din vildfarelse –
13*
s. 196
Doktor Stockmann.
Så kunde jeg kanske få min post igen,
mener du?
Byfogden.
Kanske; sletikke ganske umuligt.
Doktor Stockmann.
Ja, men den offentlige mening da? I tør jo
ikke for den offentlige menings skyld.
Byfogden.
Opinionen er en overmåde variabel ting. Og,
oprigtig talt, det er os af særdeles vigtighed at
få en sådan indrømmelse fra din hånd.
Doktor Stockmann.
Ja, den slikker I jer nok om næsen efter!
Men du husker da vel, for fanden, hvad jeg før
har sagt dig om den slags rævekunster!
Byfogden.
Dengang var din position ganske anderledes
favorabel; dengang turde du supponere, at du
havde hele byen i ryggen –
Doktor Stockmann.
Ja, og nu får jeg føle, at jeg har hele byen
på nakken –. (bruser op.) Men ikke, om jeg så
havde selve fanden og hans oldemor på nakken –!
Aldrig, – aldrig, siger jeg!
s. 197
Byfogden.
En familieforsørger tør ikke handle således,
som du gør. Du tør det ikke, Tomas.
Doktor Stockmann.
Tør jeg ikke! Der er bare en eneste ting i
verden, som en fri mand ikke tør; og véd du,
hvad det er?
Byfogden.
Nej.
Doktor Stockmann.
Naturligvis; men jeg skal fortælle dig det.
En fri mand tør ikke svine sig til som en lurv;
han tør ikke bære sig ad slig, at han måtte spytte
sig selv i øjnene!
Byfogden.
Dette her klinger jo overmåde plausibelt; og
dersom der ikke forelå en anden forklaringsgrund
for din halstarrighed –; men det gør der jo
rigtignok –
Doktor Stockmann.
Hvad mener du med det?
Byfogden.
Det forstår du visst meget godt. Men som
din bror og som en besindig mand råder jeg dig
til, ikke at bygge altfor trygt på forhåbninger
og udsigter, som kanske så såre let kunde
slå fejl.
s. 198
Doktor Stockmann.
Men hvad i alverden skal det sigte til?
Byfogden.
Vil du virkelig bilde mig ind, at du skulde
være uvidende om de testamentariske disposi-
tioner, som garvermester Kiil har truffet?
Doktor Stockmann.
Jeg véd, at den smule, han ejer, skal gå til
en stiftelse for gamle trængende håndværksfolk.
Men hvad kommer det mig ved?
Byfogden.
For det første er det nu ikke smuler, her
er tale om. Garvermester Kiil er en temmelig
formuende mand.
Doktor Stockmann.
Det har jeg aldrig havt en anelse om –!
Byfogden.
Hm, – virkelig ikke? Du har altså heller
ikke en anelse om, at en ikke ubetydelig del af
hans formue skal tilfalde dine børn, således at
du og din hustru skal nyde renterne for livstid.
Har han ikke sagt dig det?
Doktor Stockmann.
Nej så min sæl om han har! Tvert imod;
han har støt og stadig gåt og raset over, at han
s. 199

var så urimelig højt skatlagt. Men véd du da
også dette her så ganske visst, Peter?
Byfogden.
Jeg har det fra en aldeles pålidelig kilde.
Doktor Stockmann.
Nej, herregud , så blir jo Katrine sikret, –
og børnene også! Det må jeg da rigtignok for-
tælle – (råber.) Katrine, Katrine!
Byfogden
(holder ham tilbage).
Hys, sig ikke et ord endnu!
Fru Stockmann
(åbner døren).
Hvad er der påfærde?
Doktor Stockmann.
Ingen ting, du; gå bare ind igen.
(Fru Stockmann lukker.)
Doktor Stockmann
(driver om på gulvet).
Sikret! Nej, tænk, – de er sikret alle-
sammen! Og det for livstid! Det er dog en vel-
signet følelse at vide sig sikret!
Byfogden.
Ja, men det er netop det, du ikke er.
s. 200

Garvermester Kiil kan annullere testamentet hvad
dag og time han vil.
Doktor Stockmann.
Men det gør han ikke, min gode Peter.
Grævlingen er altfor kisteglad over, at jeg tar
fat på dig og dine velvise venner.
Byfogden
(studser og ser forskende på ham).
Aha, dette kaster lys over adskilligt.
Doktor Stockmann.
Hvilket adskilligt?
Byfogden.
Det hele har altså været en kombineret
manøvre. Disse voldsomme, hensynsløse atten-
tater, som du – i sandhedens navn – har rettet
mod stedets ledende mænd –
Doktor Stockmann.
Hvad de; hvad de?
Byfogden.
De var altså ikke andet, end et aftalt veder-
lag for denne gamle hævnsyge Morten Kiils
testamente.
Doktor Stockmann
(næsten målløs).
Peter, – du er da den fæleste plebejer, jeg
har kendt alle mine levedage.
s. 201
Byfogden.
Mellem os er det forbi. Din afsked er uigen-
kaldelig; – for nu har vi våben imod dig.
(han går.)
Doktor Stockmann.
Tvi, tvi, tvi! (råber.) Katrine! Gulvet skal
skylles efter ham! Lad hende komme ind med
en balje, hun – hun – hvad fanden –, hun,
som altid er sodet om næsen –
Fru Stockmann
(i dagligstuedøren).
Hys, hys da, Tomas!
Petra
(også i døren).
Far, bedstefar er her og spør, om han kan
få tale med dig alene.
Doktor Stockmann.
Ja, visst kan han så. (ved døren.) Kom De,
svigerfar.
(Morten Kiil kommer ind. Doktoren lukker døren efter ham.)
Doktor Stockmann.
Nå, hvad er det så? Sæt Dem ned.
Morten Kiil.
Ikke sidde. (ser sig om.) Her ser pent ud hos
Dem idag, Stockmann.
s. 202
Doktor Stockmann.
Ja, synes De ikke det?
Morten Kiil.
Rigtig pent ser her ud; og frisk luft er her
også; idag har De da nok af det sure stoffet,
som De snakked om igår. De må ha’ en svært
fin samvittighed idag, kan jeg tænke.
Doktor Stockmann.
Ja, det har jeg.
Morten Kiil.
Kan tænke mig det. (banker sig på brystet.) Men
véd De, hvad det er for noget, jeg har her?
Doktor Stockmann.
Det er vel også en fin samvittighed, håber jeg.
Morten Kiil.
Pyt! Nej, det er noget, som er bedre end
som så.
(han tar en tyk tegnebog frem, åbner den og viser en del papirer.)
Doktor Stockmann
(ser forundret på ham).
Aktier i badeanstalten?
Morten Kiil.
De var ikke vanskelige at få idag.
Doktor Stockmann.
Og De har været ude og købt –?
s. 203
Morten Kiil.
Så mange, jeg havde penge til.
Doktor Stockmann.
Men, kære svigerfar, – så fortvilet, som det
står til med badet nu –!
Morten Kiil.
Hvis De bær’ Dem ad som et fornuftigt
menneske, så får De nok badet på fode igen.
Doktor Stockmann.
Ja, De ser jo selv, jeg gør alt, hvad jeg
kan; men –. Folk er jo gale her i byen!
Morten Kiil.
De sa’ igår, at det værste griseriet kom fra
mit garveri. Men hvis om det var sandt, så måtte
jo min bedstefar, og min far før mig, og jeg
selv i mangfoldige år ha’ gåt og griset byen til,
ligesom tre morderengler. Tror De, jeg lar den
skam sidde på mig?
Doktor Stockmann.
Desværre, det blir De s’gu’ nok nødt til.
Morten Kiil.
Nej tak. Jeg holder på mit gode navn og
rygte. Folk kalder mig for «grævlingen», har
jeg hørt sige. En grævling, det er jo en slags
gris, det; men det skal de aldrig i verden få ret
i. Jeg vil leve og dø som et rensligt menneske.
s. 204
Doktor Stockmann.
Og hvorledes vil De bære Dem ad med det?
Morten Kiil.
De skal gøre mig ren, Stockmann.
Doktor Stockmann.
Jeg!
Morten Kiil.
Véd De, hvad det er for penge, jeg har
købt disse her aktierne for? Nej, det kan De
ikke vide; men nu skal jeg sige Dem det. Det
er de penge, som Katrine og Petra og små-
gutterne skal ha’ efter mig. Ja, for jeg har nu
lagt mig lidt tilbedste alligevel, ser De.
Doktor Stockmann
(bruser op).
Og så går De hen og tar Katrines penge
til sligt!
Morten Kiil.
Ja, de pengene står nu i badet allesammen.
Og nu vil jeg rigtig se, om De er så binde –
pine – gal alligevel, Stockmann. Lar De endnu
komme dyr og sligt stygt noget fra mit garveri,
så er det akkurat det samme, som at skære
brede remmer af Katrines hud, og af Petras også,
og af smågutternes; men det gør ingen skikkelig
husfar, – hvis han ikke er en gal mand da.
s. 205
Doktor Stockmann
(som går op og ned).
Ja, men jeg er en gal mand; jeg er en
gal mand!
Morten Kiil.
Så rent ravruskende gal er De vel ikke, når
det gælder kone og børn.
Doktor Stockmann
(standser foran ham).
Hvorfor kunde De ikke talt med mig, før De
gik hen og købte alt det kram!
Morten Kiil.
Det, som er gjort, det har bedst klem, det.
Doktor Stockmann
(driver urolig omkring).
Dersom jeg endda ikke var så viss i min
sag –! Men jeg er så inderlig overtydet om, at
jeg har ret.
Morten Kiil
( vejer tegnebogen i hånden).
Holder De på med den galskaben, så er de
ikke stort værd, disse her.
(han stikker tegnebogen i lommen.)
Doktor Stockmann.
Men, for fanden, videnskaben måtte da vel
også kunne finde på forebyggelsesmidler, synes
jeg; et eller andet præservativ –
s. 206
Morten Kiil.
Mener De noget til at dræbe dyrene med?
Doktor Stockmann.
Ja, eller til at gøre dem uskadelige.
Morten Kiil.
Kunde De ikke probere med noget rotte-
krudt?
Doktor Stockmann.
Å, snak, snak! – Men alle folk siger jo,
at det bare er en indbildning. Kan det så ikke
være en indbildning da! Lad dem ha’ det så
godt! Har ikke de uvidende tranghjertede køtere
skældt mig ud for en folkefiende; – og så var
de færdig at rive klæ’rne af kroppen på mig
også!
Morten Kiil.
Og så alle ruderne, som de har slåt istykker
for Dem da!
Doktor Stockmann.
Ja, og så dette her med pligter imod fa-
miljen! Det må jeg snakke med Katrine om;
hun er så nøje inde i de sager.
Morten Kiil.
Det er bra’; lyd De bare en fornuftig
kones råd.
s. 207
Doktor Stockmann
(farer imod ham).
At De også kunde bære Dem så bagvendt
ad! Sætte Katrines penge på spil; sætte mig i
denne græsselige pinefulde vånde! Når jeg ser
på Dem, så er det, som jeg så fanden selv –!
Morten Kiil.
Så er det bedst jeg går da. Men inden
Klokken to vil jeg ha’ besked fra Dem. Ja eller
nej. Blir det nej, så går aktierne til stiftelsen,
– og det den dag idag.
Doktor Stockmann.
Og hvad får så Katrine?
Morten Kiil.
Ikke en snus.
(Døren til forstuen blir åbnet. Redaktør Hovstad og bog-
trykker Aslaksen
kommer tilsyne derude.)
Morten Kiil.
Nej se de to dér?
Doktor Stockmann
(stirrer på dem).
Hvad for noget! Vover De endnu at komme
her ind til mig!
Hovstad.
Ja såmænd gør vi så.
s. 208
Aslaksen.
Vi har noget at snakke med Dem om,
ser De.
Morten Kiil
(hvisker).
Ja eller nej – inden klokken to.
Aslaksen
(med et øjekast til Hovstad).
Aha!
(Morten Kiil går.)
Doktor Stockmann.
Nå, hvad er det så De vil mig? Gør
det kort.
Hovstad.
Jeg kan godt begribe, at De har imod os
for vor holdning under mødet igår –
Doktor Stockmann.
Og det kalder De holdning? Jo, det var en
dejlig holdning! Jeg kalder det holdningsløst,
kærringagtigt –. Fy for fanden!
Hovstad.
Kald det for hvad det så skal være; men
vi kunde ikke andet.
Doktor Stockmann.
De turde vel ikke andet? Er det ikke så?
s. 209
Hovstad.
Jo , om De så vil.
Aslaksen.
Men hvorfor lod De ikke et lidet ord falde
i forvejen? Bare sligt et lidet vink til herr Hov-
stad eller mig.
Doktor Stockmann.
Et vink? Om hvad?
Aslaksen.
Om det, som stak bagved.
Doktor Stockmann.
Jeg forstår Dem aldeles ikke.
Aslaksen
(nikker fortrolig).
Å jo så gu’ gør De så, doktor Stockmann.
Hovstad.
Det er da ikke noget at lægge dølgsmål på
længer nu.
Doktor Stockmann
(ser afvekslende på dem).
Ja, men i pokkers skind og ben –!
Aslaksen.
Må jeg spørge, – går ikke Deres svigerfar
omkring i byen og køber op alle badeaktierne?
Henrik Ibsen: En folkefiende.
14
s. 210
Doktor Stockmann.
Jo, han har været ude og købt badeaktier
idag; men –?
Aslaksen.
Det havde været klogere, om De havde fåt
en anden til at gøre det, – en, som ikke stod
Dem fuldt så nær.
Hovstad.
Og så skulde De ikke ha’ trådt op under
navn. Der behøvte jo ingen at vide, at angrebet
på badeanstalten kom fra Dem. De skulde ha’
ta’t mig med på råd, doktor Stockmann.
Doktor Stockmann
(ser frem for sig; et lys synes at gå op for ham og han siger som
himmelfalden)
:
Kan sligt være tænkeligt? Kan sligt noget
gøres?
Aslaksen
(smiler).
Det viser sig jo, at det kan gøres. Men det
bør helst gøres fint, skønner De.
Hovstad.
Og så bør der helst være flere med om det;
for det er jo altid så, at ansvaret mindsker for
den enkelte, når han har andre med sig.
s. 211
Doktor Stockmann
(fattet).
Kort og godt, mine herrer, – hvad er det,
De vil?
Aslaksen.
Det kan herr Hovstad bedst –
Hovstad.
Nej, sig De det, Aslaksen.
Aslaksen.
Nå ja, det er det, at nu, da vi véd , hvor-
ledes det hele hænger sammen, så tror vi nok,
at vi tør stille «Folkebudet» til Deres rådighed.
Doktor Stockmann.
Nu tør De det? Men den offentlige mening
da? Frygter De ikke for, at der vil rejse sig en
storm imod os?
Hovstad.
Vi får se at ride stormen af.
Aslaksen.
Og så får doktoren se at være kvik i ven-
dingen. Så fort Deres angreb har gjort sin
nytte –
Doktor Stockmann.
Så fort min svigerfar og jeg har fåt aktierne
ihænde for en billig pris, mener De –?
14*
s. 212
Hovstad.
Det er vel nærmest videnskabelige hensyn,
som driver Dem til at bli’ den styrende ved
badet.
Doktor Stockmann.
Forstår sig; det var af videnskabelige hensyn,
at jeg fik han gamle grævlingen til at gå med
på dette her. Og så flikker vi lidt på vand-
ledningen og roder lidt op i stranden uden at
det koster bykassen en halv krone. Tror De
ikke, det går? Hvad?
Hovstad.
Jeg tænker det, – når De har «Folkebudet»
med Dem.
Aslaksen.
I et frit samfund er pressen en magt, herr
doktor.
Doktor Stockmann.
Ja vel; og det er jo den offentlige mening
også; og De, herr Aslaksen, De tar da vel hus-
ejerforeningen på Deres samvittighed?
Aslaksen.
Både husejerforeningen og mådeholdsven-
nerne. Vær tryg for det.
Doktor Stockmann.
Men, mine herrer –; ja, jeg skammer mig
ved at spørge om det; men, hvad vederlag –?
s. 213
Hovstad.
Helst vilde vi jo hjælpe Dem for rent ingen-
ting, kan De skønne. Men «Folkebudet» står
på svage fødder; det vil ikke rigtig gå; og at
standse bladet nu, da her er så mangt at virke
for i den store politik, det vilde jeg så inderlig
nødig.
Doktor Stockmann.
Forstår sig; det måtte jo falde svært hårdt
for en folkeven som De. (bruser ud.) Men jeg er
en folkefiende, jeg! (farer om i værelset.) Hvor har
jeg kæppen henne? Hvor fanden har jeg kæppen?
Hovstad.
Hvad skal det sige?
Aslaksen.
De vil da vel aldrig –?
Doktor Stockmann
(standser).
Og hvis jeg nu ikke gav Dem en eneste
øre af alle mine aktier? Mynten sidder ikke løs
hos os rige folk, må De huske på.
Hovstad.
Og De må huske på, at den sag med ak-
tierne kan fremstilles på to måder.
Doktor Stockmann.
Ja, det er De nok mand for; hvis jeg ikke
s. 214

kommer «Folkebudet» til hjælp, så får De visst
et fælt syn på den sagen; De gør vel jagt på
mig, kan jeg tænke, – sætter efter mig, –
prøver på at kværke mig, som hunden kværker
haren!
Hovstad.
Det er efter naturens lov; ethvert dyr vil
livnære sig.
Aslaksen.
En får ta’ føden, hvor en kan finde den,
skønner De.
Doktor Stockmann.
Så se I kan finde jer noget ude i rendestenen;
(farer om i værelset.) for nu skal det, pine død, vise
sig, hvem der er det stærkeste dyr af os tre.
(finder paraplyen og svinger den). Hej, se her –!
Hovstad.
De vil da ikke forgribe Dem på os!
Aslaksen.
Tag Dem ivare med den paraplyen!
Doktor Stockmann.
Ud af vinduet med Dem, herr Hovstad!
Hovstad
(ved forstuedøren).
Er De rent forrykt!
s. 215
Doktor Stockmann.
Ud af vinduet, herr Aslaksen! Spring, siger
jeg! Ligeså godt først som sidst.
Aslaksen
(løber rundt om skrivebordet).
Mådehold, herr doktor; jeg er en svagelig
mand; jeg tåler så lidet – (skriger). Hjælp,
hjælp!
(Fru Stockmann, Petra og Horster kommer fra dagligstuen.)
Fru Stockmann.
Men gud bevare mig, Tomas, hvad er her
på færde!
Doktor Stockmann
(svinger paraplyen).
Hop ud, siger jeg! Ned i rendestenen!
Hovstad.
Overfald på sagesløs mand! Jeg skyder Dem
til vidne, kaptejn Horster.
(han skynder sig ud gennem forstuen.)
Aslaksen
(rådvild).
Den, som bare kendte de lokale forholde –
(smutter ud gennem dagligstuen.)
Fru Stockmann
(holder på doktoren).
Men så styr dig da, Tomas!
s. 216
Doktor Stockmann
(kaster paraplyen).
Ja så min sæl slap de fra det alligevel.
Fru Stockmann.
Men hvad var det da, de vilde dig?
Doktor Stockmann.
Det skal du få vide siden; nu har jeg andre
ting at tænke på. (går til bordet og skriver på et visitkort.)
Se her, Katrine; hvad står her?
Fru Stockmann.
Tre store Nej; hvad er det?
Doktor Stockmann.
Det skal du også få vide siden. (rækker kortet.)
Der, Petra; lad den sodede løbe op til græv-
lingen med det, så fort hun kan. Skynd dig!
(Petra går med kortet ud gennem forstuen.)
Doktor Stockmann.
Ja, har ikke jeg idag havt besøg af alle
fandens sendebud, så véd jeg ikke. Men nu
skal jeg også spidse min pen imod dem, så den
blir som en syl; jeg skal dyppe den i ædder og
galde; jeg skal kyle mit blækhorn lige i skallen
på dem!
Fru Stockmann.
Ja, men vi rejser jo, Tomas.
(Petra kommer tilbage.)
s. 217
Doktor Stockmann.
Nå?
Petra.
Besørget.
Doktor Stockmann.
Godt. – Rejser, siger du? Nej så pine
død om vi gør; vi blir, hvor vi er, Katrine!
Petra.
Blir vi!
Fru Stockmann.
Her i byen?
Doktor Stockmann.
Ja netop her; her er valpladsen; her skal
slaget stå; her vil jeg sejre! Når jeg nu bare
har fåt mine buxer sy’d sammen, så går jeg ud
i byen og søger efter hus; vi må jo ha’ tag over
hodet til vinteren.
Horster.
Det skal De få hos mig.
Doktor Stockmann.
Kan jeg det?
Horster.
Ja, det kan De så godt; jeg har rum nok,
og jeg er jo næsten aldrig hjemme.
Fru Stockmann.
Å hvor det er snildt af Dem, Horster.
s. 218
Petra.
Tak!
Doktor Stockmann
(ryster hans hånd).
Tak, tak! Så er altså den sorg slukt. Og
så tar jeg fat for alvor endnu i denne dag. Å,
her blir en uendelighed at rode op i, Katrine!
Men det er bra’, at jeg nu får tiden så ganske
til min rådighed; ja, for se her; jeg er opsagt
fra badet, skal du vide –
Fru Stockmann
(sukker).
Ak ja, det vented jeg jo.
Doktor Stockmann.
– og så vil de ta’ min praxis fra mig også.
Men lad dem det! Fattigfolk beholder jeg ialfald,
– de, som ingenting betaler; og herregud , det
er jo dem, som mest trænger til mig også. Men
høre på mig skal de, pine død, få lov til; jeg
skal præke for dem både i tide og i utide, som
der står skrevet etsteds.
Fru Stockmann.
Men, snille Tomas, jeg synes, du har set,
hvad det nytter at præke.
Doktor Stockmann.
Du er virkelig løjerlig, Katrine. Skulde jeg
kanske la’ mig slå af marken af den offentlige
mening og den kompakte majoritet og sligt noget
djævelskab? Nej tak, du! Og det, jeg vil, det
s. 219

er jo så simpelt og grejt og ligetil. Jeg vil bare
få banket ind i hodet på køterne, at de liberale
er de fri mænds lumskeste fiender, – at parti-
programmerne vri’er halsen om på alle unge
levedygtige sandheder, – at hensigtsmæssigheds-
hensynene vender op og ned på moral og ret-
færdighed, så at det blir rent grueligt at leve
her tilslut. Ja, synes ikke De, kaptejn Horster,
at jeg måtte kunne få folk til at begribe det?
Horster.
Kan gerne være; jeg skønner mig ikke rigtig
på sligt.
Doktor Stockmann.
Jo, ser De, – nu skal De høre! Det er
parti-høvdingerne, som må udryddes. For en
partihøvding er ligesom en ulv, ser De, – han
er ligesom en forslugen gråbén; – han behøver
så og så mange stykker småfæ om året, hvis
han skal bestå. Se nu bare Hovstad og As-
laksen! Hvor mange småfæ gør ikke de ende
på; eller de skamferer dem og river dem for-
dærvet, så de aldrig blir til andet end husejere
og abonnenter på «Folkebudet»! (sætter sig halvt op
på bordet.)
Nej, kom her, du Katrine, – se, hvor
vakkert solen falder ind idag. Og så den vel-
signede friske vårluft, som jeg har fåt ind til mig.
Fru Stockmann.
Ja, når vi bare kunde leve af solskin og
vårluft, Tomas.
s. 220
Doktor Stockmann.
Nå, du må spinke og spare ved siden af, –
så går det nok. Det er min mindste bekymring.
Nej, det, som værre er, det er det, at jeg ikke
véd nogen så fri og fornem mand, at han tør ta’
min gerning op efter mig.
Petra.
Å, tænk ikke på det, far; du har tiden for
dig. – Nej se, der er alt gutterne.
(Ejlif og Morten kommer ind fra dagligstuen.)
Fru Stockmann.
Har I fåt lov idag?
Morten.
Nej; men vi slo’s med de andre i frikvar-
teret –
Ejlif.
Det er ikke sandt; det var de andre, som
slo’s med os.
Morten.
Ja, og så sa’ herr Rørlund, at det var bedst
vi blev hjemme i nogen dage.
Doktor Stockmann
(knipser med fingrene og springer ned fra bordet).
Nu har jeg det! Nu har jeg det, min sæl!
I skal aldrig sætte jer fod i skolen mere!
Gutterne.
Ikke i skolen!
s. 221
Fru Stockmann.
Nej men, Tomas –
Doktor Stockmann.
Aldrig, siger jeg! Jeg vil selv lære jer op;
– ja, det vil sige, I skal ikke lære nogen guds
skabte ting –
Morten.
Hurra!
Doktor Stockmann.
– men jeg vil få jer til at bli’ fri, fornemme
mænd. – Hør, det må du hjælpe mig med,
Petra.
Petra.
Ja, far, det kan du lide på.
Doktor Stockmann.
Og skolen, den skal holdes i salen, hvor de
skældte mig ud for en folkefiende. Men vi må
være flere; jeg må ha’ mindst tolv gutter til at
begynde med.
Fru Stockmann.
Dem får du såmænd ikke her i byen.
Doktor Stockmann.
Det skal vi få se. (til gutterne.) Kender I ikke
nogen gadelømler, – nogen rigtige lurver –?
Morten.
Jo, far, dem kender jeg mange af!
s. 222
Doktor Stockmann.
Så er det bra’; få fat på nogen stykker til
mig. Jeg vil experimentere med køterne for én
gangs skyld; der kan sidde mærkværdige hoder
på dem iblandt.
Morten.
Men hvad skal vi gøre, når vi er ble’t fri
og fornemme mænder da?
Doktor Stockmann.
Da skal I jage alle gråbenene over til det
fjerne vesten, gutter!
(Ejlif ser noget betænkelig ud; Morten hopper og råber hurra.)
Fru Stockmann.
Ak, bare det ikke blir disse her gråbenene ,
som jager dig, Tomas.
Doktor Stockmann.
Er du rent gal, Katrine! Jage mig! Nu,
da jeg er byens stærkeste mand!
Fru Stockmann.
Den stærkeste – nu?
Doktor Stockmann.
Ja, jeg tør sige så stort et ord, at nu er
jeg en af de stærkeste mænd i hele verden.
Morten.
Å nej da!
s. 223
Doktor Stockmann
(sænker stemmen).
Hys; I skal ikke tale om det endnu; men
jeg har gjort en stor opdagelse.
Fru Stockmann.
Nu igen?
Doktor Stockmann.
Ja visst, ja visst! (samler dem om sig og siger for-
trolig.)
Sagen er den, ser I, at den stærkeste
mand i verden, det er han, som står mest alene.
Fku Stockmann
(smiler og ryster på hodet).
Å du Tomas –!
Petra
(trøstig, griber hans hænder).
Far!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her